Et svar til Frederik Vad: Find en anden syndebuk
Jeg er rystet over sidste uges perlerække af artikler, der forklarer, hvordan Socialdemokratiets Frederik Vad ved udtalelse i Folketinget gjorde sig den “erkendelse”, at “indvandrere bruger deres position på at undergrave samfundet indefra.” Jeg blev chokeret, for jeg havde sådan håbet, at den form for retorik og den slags teorier egentlig ikke hørte til i vores samtid – og i hvert fald ikke på Christiansborg.
Når politikere som Mette Frederiksen, Mikkel Bjørn eller Kaare Dybvad Bek kommer med påstande om, at personer med ikke-vestlig baggrund – en term, der ofte bliver anvendt som synonym for muslimer – ikke ønsker at være en del af samfundet eller ligefrem forsøger at “undergrave” det, så kan det for mange af os være et svært fænomen at genkende i vores hverdag.
Sådan har jeg det i hvert fald. Selv har jeg aldrig følt mig utilpas eller haft det som om, jeg skulle gå på kompromis med min livsstil for at gøre plads til venner, kollegaer eller for den sags skyld fremmede med ikke-vestlig baggrund.
Aldrig har jeg følt mig tvunget til at opføre mig anderledes, blevet diskrimineret imod for hvem, jeg er eller følt, at min kultur stod til offer for et eller andet “plot” om at komme den til livs.
De fleste eksperter såvel som de fleste i vores generation ville jo formentlig mene, at denne oplevelse lige netop foregår den anden vej rundt; at mange personer af den omtalte gruppe på baggrund af den forskelsbehandling, der desværre er en så dyb og usynliggjort part af vores kultur.
Personer, der faktisk generelt har sværere end etniske danskere ved at finde noget så basalt som bolig og arbejde og så bagefter at opnå lige vilkår på disse arbejdspladser.
Vi ser ovenikøbet alle undersøgelser pege på, at integrationen nærmest aldrig har gået bedre, end den gør den dag i dag – med undtagelse af spørgsmålet om ligebehandling.
Men hvordan kan det være, at vi så alligevel hører Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad her for nyligt få opbakning af samtlige andre politikere i sine udtalelser om nøjagtig dette: At muslimer konspirerer om at sabotere landet indefra?
Hvordan kan det være, at når indvandrere ikke bliver integreret, så er det deres skyld for ikke at ville deltage i samfundet, men når de så integrerer sig, så bliver de i stedet beskyldt for at ville infiltrere det?
Dette er, i hvert fald i min optik, en skræmmende ting at læse. For mig virker det mest af alt som om, de politikere, der kommer med disse udtalelser, aldrig rigtig kan stilles tilfredse, og at det, de egentlig bare helst vil have, er en syndebuk.
Når reallønnen falder – beskyld syndebukken. Når antallet af butikstyverier stiger – beskyld syndebukken. Når du som folketingsmedlem oplever, at folket ikke længere er på din side – beskyld da syndebukken.
Hvordan kan det være, at når indvandrere ikke bliver integreret, så er det deres skyld for ikke at ville deltage i samfundet, men når de så integrerer sig, så bliver de i stedet beskyldt for at ville infiltrere det?
Dyden at dræbe illusioner
Jeg er vokset op ude på landet, borgerligt, men ikke så borgerligt, at det er karikeret. Jeg var – og er stadig på samtlige punkter – blind over for mange af de problemer i samfundet, der ikke påvirker mig direkte eller som personerne i den omgangskreds, jeg voksede op i, ikke blev udsat for og derfor ikke har kunnet indvie mig i.
Og på den måde voksede jeg op ignorant og kun med fjernsynet som mit vidne til verden uden for min hjemby.
Af den årsag er det da næsten selvsagt, at jeg senere i livet skulle bekæmpe ikke kun et hav af dogmer, men også en decideret racisme eller islamofobi inden i mig selv, som jeg i min ignorance og isolation ikke før havde været klar over, at jeg havde tilladt at vokse sig så voldsom.
Og sådan tror jeg på sørgelig vis, det er for mange. Jeg mener, at en hel del danskere mangler, ligesom jeg engang selv gjorde, selverkendelsen af at bemærke deres egne skadelige fordomme.
Vi danner vores verdenssyn ud fra den sandhed, der bliver serveret for os. Og selvom vi selvfølgelig hver især kan og bør modarbejde alle de dogmer, der gemmer sig, så vil jeg også gerne være med til at give de personer, der udtaler sig ligesom Frederik Vad, Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen en smule af skylden i at forære os et skævvredet billede af en allerede udsat samfundsgruppe.
I skrivende stund er jeg bosat i København, går på uddannelse i Indre By og min omgangskreds består af folk fra alle afkroge af hovedstaden og hinsides. Havde man dog for blot ti års tid siden spurgt mig ind til gyldigheden af Frederik Vads påstand, må jeg jo desværre indrømme, at jeg nok ikke engang ville have flakket med øjnene.
Og det synes jeg er vigtigt at pointere. Det er vigtigt at pointere, at folk kan ændre sig, og at det at prøve på at udvide deres horisonter rent faktisk er en konstruktiv kamp at kæmpe.
Jeg mener, at en hel del danskere mangler, ligesom jeg engang selv gjorde, selverkendelsen af at bemærke deres egne skadelige fordomme.
Narrativet taget i vores hænder
Af den grund vil jeg nu slutte af med en lille historie. Det er en oplevelse, jeg havde her for nogle måneder siden, og håbet med den er, at den kan bidrage med en lidt mere medmenneskelig og virkelighedsnær tone, når det handler om at omtale folk af den muslimske tro.
I kølvandet på Frederik Vads udtalelser, og når nu så mange andre politikere, medier og såkaldte “eksperter” på samme måde har så travlt med at spinde garn på fantomer og rygter fra en ven af en ven, så er det måske meget brugbart med en anekdote i øjenhøjde – eller i værste fald en ekstra nuance at tage i betragtning.
Det var en halvkølig decemberaften, og jeg vandrede ned gennem Rådhuspladsen, vel nok med den hensigt at gå en tur ned langs Strøget eller at slå et hurtigt smut forbi metrostationens toiletter. Jeg husker det ikke rigtig længere. I stedet husker jeg, at pladsens fliser var våde af slud, og at et blåt skær svøbte sig om mine fødder, da jeg gik forbi.
Jeg kan huske at kigge op fra mine fødder i forundring for så i flisernes refleksion at se det, der vel måtte have været en omtrent fire meter høj kandelaber lavet ud af LED-lys, der så generøst havde foræret fortovets sit kolde skær.
Dette lysshow var blevet opstillet i forbindelse med hanukkah, og jeg frygtede selvfølgelig med det samme alle de måder, både antisemitter og islamofober kunne misbruge dette symbol på den jødiske højtid til at fremme hver deres groteske budskab.
Jeg vil her minde læseren om, at dette ikke har været meget mere end to måneder efter den israelske regering eskalerede sin etniske udrensning i Palæstina, efterfølgende terrorangrebet den 7. oktober – og af den grund var der jo god årsag til bekymring.
Fra hvor jeg stod på pladsen, kunne jeg kun lige akkurat ane et dusin boder blomstre op omkring rådhustrappens fod. Men stadig var jeg ude af stand til at se, hvad noget som helst af personernes budskab var.
Igen frygtede jeg det værste. Jeg frygtede hadet. Så jeg gik nærmere.
Dog hvor jeg i min pessimisme havde forventet at se et slagsmål på tværs af bannere og plastikskilte eller måske en flodbølge af fordomsfulde bemærkninger om den ene eller den anden nationale herkomst, religion eller etnicitet, så jeg i stedet ingen af disse ting.
Nej, det eneste, der befandt sig i og omkring de boder, var en flok af frivillige, som havde sat deres dag til rådighed for at give gratis mad ud til folk i nød – til de allermest udsatte i samfundet. Og langs siderne på alle disse boder stod navnene på samtlige muslimske organisationer.
Refleksioner på diverse
Grunden til, at jeg til den dag i dag stadig fælder en tåre, ligesom jeg gjorde det den aften, når jeg tænker tilbage på dette øjeblik, er, at jeg synes, det er fuldstændig utroligt.
Det er utroligt, at man kan se så grusomme hændelser udfolde sig for øjnene af én i to måneder i streg og så stadig finde det i sit hjerte at udvise kærlighed, fremfor at lade sig selv blive opslugt af kynisk vrede.
Det kræver mod. Det kræver styrke. Det kræver gode, ærlige, næstekærlige værdier, som vi bør sætte fokus på og hædre, når medlemmer af vores land gør deres part i ikke at lade had fostre had, men i stedet at drukne det i omsorg. Men det vælger Frederik Vad ikke at nævne. Det vælger vores statsminister heller ikke at nævne.
Dette er ikke for at sige, at alle muslimer uden undtagelse er perfekte engle – vi er trods alt alle sammen individer på godt og ondt. Men de er i hvert fald heller ikke på nogen måde en skurkeagtig trussel, der drømmer om en skønne dag at få en skovl ind under vores samfund.
De er, blandt så mange andre ting, personer, der midt i en tid af folkedrab, hvor had jo ellers er så udbredt, og hvor følelser af foragt nærmest aldrig har været mere forståelige, ikke desto mindre stopper op i midten af menneskemylderet og i stedet for alt dette vender sig om og vælger at udvise kærlighed.
Jeg håber, vi kan lære lidt af Frederik Vads omtalte syndebukke.
Hvad tænker du?