Ét USA, to køn: Dragkulturens rolle i opgøret med binære kønsforståelser

Køn som performance: Hvem skriver manuskriptet?

Nyligt indsatte præsident Donald Trump skuler grådigt mod danske grænser med håbet om at udvide USA’s egne grænser. Med Danmark som samtaleemne i det ovale værelse frygtede flere, at han i sin indsættelsestale ville omdøbe Grønland til Trumpland.

I stedet brugte han taletid på at fastslå, at det fremover vil være den officielle politik hos den amerikanske regering, at der kun er to køn; mand og kvinde. Men er der lige så stor grund til at frygte en kønsdom, der diskrediterer alle, der afviger fra de binære kønsforståelser? 

Køn er mere end en biologisk skæbne. Ifølge den amerikanske filosof og forfatter Judith Butler er køn performativt. Det betyder, at kønnet hele tiden kan udfordres, omformes og genopfindes.

Men hvordan køn performes, er samtidig underlagt bestemte normer og idealer, der er forankret i hegemoniske diskurser, og som dikterer, hvad der er naturligt, og hvad der er unaturligt. 

Forestil dig, at du spiller med i et stykke, hvor manuskriptet er skrevet, og alle, der improviserer, bliver buhet af scenen. 

I en verden, hvor den binære kønsforståelse nu cementeres fra politiske talerstole, bliver det tydeligt, hvor stor en magt cisheteronormative normer har over vores samfundsorden. For vi er alle styret af en cisheteronormativ orden, der trækker i trådene som en dukkefører. 

Denne orden dikterer, at hvis man bærer på Pinocchio-komplekser og drømmer om at klippe trådene, risikerer man at falde uden at blive grebet.

Publikum insisterer nemlig på, at det kun er dem, der følger manuskriptet, der har ret til scenen. Butler viser os i ‘Kønsballade’ (1990), at dette er resultatet af dybt indgroede strukturer, der er på overarbejde for at opretholde status quo. 

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om vi frygter en kønsdom. Det er derimod også, om vi er villige til at udfordre de strukturer og normer, der ligger til grund for den. 

At eksistere som undtagelsen

Dragkulturen er om nogen villig til at sætte spørgsmålstegn ved de binære mure, der er bygget for at holde alle der afviger normerne ude. 

I stedet for at følge reglerne om, hvad der definerer en mand eller en kvinde, tager dragkulturen kønnet, kaster det op i luften, sætter spotlight på de kønnede normer og griber det igen til store klapsalver.

Men det er ikke alle, der klapper med. For dragqueens eksisterer som undtagelser fra det normative kønssystem, og deres synlighed udfordrer det, samfundet tager for givet. 

Judith Butler beskriver, hvordan drag afslører, at køn ikke er en fast størrelse, men snarere en imitation; en performance, der udfordrer de normative kønsforestillinger.

Et forskningsprojekt fra Roskilde Universitet viser, hvordan dragqueens’ kønsudfoldelse konstant reguleres af et cisheteronormativt røgslør, der forsøger at bevare en binær kønsorden.

I interviews med fem danske dragqueens beskriver de, hvordan de både er underlagt og udfordrer de samfundsstrukturer, de navigerer i. 

Deres fortællinger afslører, at man ikke behøver en politisk figur som Trump til at påpege de normer, samfundet regulerer køn efter. Når en dragqueen bliver spurgt, ”Hvorfor har du en pigetrøje på?”, afsløres det, hvordan kønsnormer ubesværet opretholdes i hverdagen, og at vi først lægger mærke til dem, når nogen bryder med dem.

Det er netop dét, dragqueens gør, når de inviterer køn op på scenen og gør de kønnede normer synlige. 

Men hvis køn virkelig kun findes i to versioner, hvorfor kræver det så så meget at opretholde illusionen? Drag udfordrer denne idé og viser, at køn snarere er noget, der konstant reguleres og forhandles.

Derfor er de interviewede dragqueens ikke altid selvvalgte provokatører, men snarere tildelt denne rolle som en konsekvens af cisheteronormative strukturer, der skarpt opdeler det naturlige og unaturlige. 

Når dragkulturen når ud over scenekanten 

Nysgerrige blikke, anerkendende nik, hvisken eller tilråb, afspejler de strukturer, der enten tillader eller begrænser, hvem der kan bevæge sig frit uden sanktioner.

Når en dragqueen træder ud over scenekanten, hvor man ikke forventer at se en mand i kjole, får bare deres tilstedeværelse normerne til at snuble over sig selv.

Cisheteronormativiteten er nemlig allestedsnærværende i det offentlige rum, og derfor vækker dragqueens opmærksomhed, fordi deres tilstedeværelse bryder med det forventede. 

Dragkulturen er en queerkultur, der aktivt beskæftiger sig med at udfordre de binære forståelser af køn, og den har i særlig grad opnået både synlighed og udbredelse i det offentlige rum. 

Synligheden er ikke ubesværet, for her kolliderer alternative kønsudtryk ofte med de normer, der er etableret af samfundet. At afvige fra cisheteronormative forventninger resulterer ofte i diskrimination og både fysisk og psykisk vold. 

Ifølge en undersøgelse udført af VIVE i 2022, har omkring hver tredje LGBT+-person i Danmark oplevet diskrimination og vold på baggrund af deres kønsudfoldelse eller seksuelle orientering. 

Denne modstand er et resultat af, at kønsnormer kun kan opretholdes, hvis alle der bryder med dem gøres unormale. 

Når en mand i en kjole mødes med vold, bliver det tydeligt, hvor stort det sociale pres er for at fastholde en binær kønsforståelse. Drag udfordrer dette ved at synliggøre køn på en måde, der ikke lader sig begrænse af en fast todeling.

Derfor er det ikke først når en præsident sætter kønsnormer på dagsordenen, at det aktualiseres. For kønsregulering sker hele tiden. Det sker gennem usagte regler, blikke, kommentarer og stiltiende forventninger, der alt sammen former, hvad og ikke mindst hvem, der accepteres. 

Det er altså ikke et amerikansk fænomen, men også en realitet i Danmark, hvor kønsnormer eksisterer og håndhæves. Hvilket for nogle betyder, at de konstant må forhandle deres eksistens. 

Køn til forhandling

Med tiden er dragkulturen rykket ind på forkanten af den kulturelle scene, og er blevet et regulært popkultursfænomen. Med frontløbere som RuPaul’s Drag Race, og den danske revision ZULU’s Store Dragdyst, har dragkulturen i høj grad opnået mainstream anerkendelse og popularitet. 

Men mens udbredelsen af dragkulturen har været med til at bringe alternative kønsudtryk i rampelyset, ser det straks anderledes ud i offentlige rum. Her bliver køn stadig behandlet som en binær størrelse, og enhver afvigelse gjort til genstand for vurdering. 

For det er netop, når seksualitet og kønsudtryk træder ud af det private og ind i det offentlige, at de bliver politiseret. Det skyldes, at offentlige manifestationer af seksualitet og kønsudtryk ofte udfordrer den binære norm om, at køn kun kan forstås som enten mand eller kvinde. 

Dragkulturen er en direkte konfrontation med disse normer, og så snart nogen bryder med det velkendte, føler folk sig berettigede til at tage stilling – ofte i et forsøg på at genindføre normen. 

Flere dragqueens påpeger, at jo mere dragkulturen fylder i det offentlige rum, desto mere vil folk føle sig berettigede til at diskutere og have en holdning til den.

Men når køn gøres til et diskussionsobjekt, risikerer det at blive objektiviseret som noget, vi som samfund kan kontrollere og tilpasse et binært regelsæt. 

Dermed bliver individers rettigheder ikke længere en selvfølge, men en del af en offentlig forhandling. 

Som den forretningsmand Trump er, kommer det næppe som en overraskelse, at han også ser køn som noget, der kan forhandles på andres vegne.

Men selvom det er fristende at afskrive denne debat som endnu en polariseret diskussion i USA, gør de samme dynamikker sig gældende i Danmark. Også her står dragqueens, transpersoner og alle, der udfordrer det todelte kønssystem, som skydeskiver for binære blikke i det offentlige rum. 

Men de står også i frontlinjen af kampen for en mere rummelig og demokratisk forståelse af køn, hvor køn ikke dikteres af samfundskontrakter, men udelukkende forhandles af den enkelte. 

Tekst: Megan Owen

Visuel: Emma Kreutzfeldt

Redaktør: Rosa Bundgaard-Laursen