Fiktive bekendtskaber #1

Illustrationer af Nikolai Kjær

Mit møde med Harry Haller

Der var engang en mand der hed Harry, kaldet Steppeulven. Han gik på to ben, havde tøj på og var et menneske, men i grunden var han nu en steppeulv.

Engang under midsommersolen, det var ferien efter ottende klasse, fandt jeg mig selv siddende på en lokal færge mod en tilfældig dansk ø med en bog i skødet. Måske fordi jeg havde glemt mit headset i bilen. Jeg havde taget bogen ned fra en reol på biblioteket, fordi den havde en bogryg af læder og et mønstret omslag i grøn pastel. En farve, der indbandt Herman Hesses hovedværk Steppeulven. Vi skulle på sommerferie. Teenageoprøret bragede i mig, og jeg husker at svede bag mine runde solbriller og fars aflagte strikvest, som jeg nægtede at tage af. Jeg husker, at det spændte i min nakke, som det kun spænder, når man læser noget så opslugende, at man ikke gider bruge en linjes tid på at sætte sig behageligt. Oprørsfølelsen kunne jeg endnu ikke placere udenfor min krop, og den kom mest til udtryk i rullende øjne og tavse svar. Det var en tid, hvor alt i maven vendte sig, så snart en voksen forlangte noget af mig, og en tid, hvor lykken var størst alene, bag en lukket dør. Her var der plads til at dyrke mine to guder The Beatles og Pink Floyd og til at skrible i min hellige dagbog, når resten af huset sov.

Når jeg har været uden lyst og uden smerte og åndet de såkaldte gode dages valne og fade udholdelighed for en stund, får jeg så hvirvlende ondt i min barnlige sjæl og bliver så elendigt til mode at jeg kyler den rustne taknemmelighedslyre i ansigtet på den søvnige tilfredshedsgud og hellere vil føle en djævelsk smerte brænde i mig end denne bekvemme stuetemperatur.

Så brænder der et vildt begær efter stærke følelser i mig, efter sensationer, et raseri mod dette afstemte, flade, standariserede og steriliserede liv og en rasende lyst til at ødelægge noget, måske et stormagasin eller en katedral eller mig selv, flå parykkerne af et par beundrede afguder, udstyre et par rebelske skoledrenge med den billet til Hamburg, forføre en lille pige eller dreje halsen om på et par repræsentanter for den borgerlige verdensorden. For det jeg hadede, afskyede og forbandede mere end noget andet, var jo netop denne tilfredshed, denne sundhed, magelighed og velfungerende dyrkelse af det middelmådige, normale og gennemsnitlige.

Den autoritetskamp, som Beatles og Floyd havde præsenteret mig for igennem 60-70’ernes presselarm og synlighed, blev med bogens sider nuanceret, som en sangtekst eller et koncertopråb ikke formår at nuancere. Hvor musikscenen havde lært mig at pege fingre ud mod verden, tror jeg, at Haller lærte mig at vende fingeren ind mod mig selv først. Harry, Steppeulven, kritiserer det middelmådige samfund, men med en ensomhed i stemmen, der gør kritikken af ham selv og hans egen dårligdom mere synlig end hans blik på samfundets mangler. Harry erkender, at det er barnets vrede, der er vreden mod normaliteten, en barnevrede, der i virkeligheden bunder i en tristhed over, at livet ikke var, hvad Harry måske havde håbet på. Mit teenagehjerte forstod, som Eik Skaløe fint sagde det, da han oplevede en verden fuld af fingerpeg, at for at ændre verden, må man først ændre sig selv. Det citerede jeg så hårdt i min dagbog, at spidsen på min kuglepen forsvandt.

Jeg oplevede mit møde med Steppeulven som noget rituelt, noget skæbnebestemt. Harry Haller blev en ny slags gud, en, som jeg ikke higede efter at vide alt om eller røre ved, men en allieret, jeg kunne tale med i det usagte, i bogens linjer og i eftertanken. Der var noget særligt tilfredsstillende ved følelsen af, at bogen var min egen. Jeg havde selv fundet den på boghylden, følt mig beriget, men også fattig for ord over denne nye berigelse. Det gav mig en slags ejerskabsfølelse over Harry Haller. Jeg kunne næsten ikke bære at dele ham med nogen, så da biblioteksbogen ikke længere kunne genlånes, mærkede jeg de vigtigste af bogens sider med små symboler i sort tusch for således at have pisset territoriet af for den næste læser. Kort efter forærede min far mig min egen version, som på mærkelig vis aldrig har fået så mange særpræg som den pastelgrønne med læderryg.

Disse steppeulve, hvad deres bedrifter og værker så end har været, har egentlig slet ikke noget liv, det vil sige, deres liv er ikke en væren, har ingen form, de er ikke helte eller kunstnere eller tænkere på samme måde som andre dommere, læger, skomagere eller lærere, deres liv fremstår tværtimod som én evig, lidelsesfuld bevægelse og brænding, pinefuldt splittet, grusomt og meningsløst, så snart man ikke er villig til at se meningen i netop de sjældne oplevelser, gerninger, tanker og værker, der lyser op sådant kaotisk liv. Det er blandt den slags mennesker at den farlige og forfærdelige tanke er opstået at hele menneskelivet måske bare er en grum fejltagelse, urmoderens voldsomme og mislykkede abort, et vildt og uhyggeligt fejlslagent eksperiment fra naturens side. Men det er også blandt dem at den anden tanke er opstået, den tanke at mennesket måske ikke bare er et halvfornuftigt dyr, men et gudebarn bestemt til udødelighed.

Bogen blev mit første møde med litteraturens alvor, mit første møde med en spejlet ensomhed og tungsind, som jeg kun havde mærket som små vindstød i min dengang 14-årige krop, men endnu ikke havde fundet et sprog for. Et sprog, jeg tror, man skal lede længe efter, men som jeg fandt spor af dengang i sommerferien i 8. klasse. Hvor musikken kunne give rum for mørket, hjalp Harry mig med af finde en mening med mørket, en slags anker at holde om, når resten syntes at synke.

I dag er vi ikke allierede som dengang, Harry og jeg. Han smyger sig ikke ind og ud af min selvforståelse på godt og ondt, men indimellem, når jeg går i mørket og stopper ved en enlig gadelygte, tænker jeg på ham og på den pastelfarvede bog, vi mødtes i. Alt imens Harry fortsat vandrer og vandrer gennem gader og stræder, ind og ud af folks bevidsthed, mens han venter på, at lyset fra det magiske teater blinker på den samme flise, hvor han sætter sin støvede sko.