Skoven er det samme som vores hjerte

08. april 2019

SEINbidrag.
I januar inviterede Sabitha og Hannah 10 gæster til eventyrmiddag. Det foregik hjemme i deres stue, som de havde lavet om til en eventyrskov. Efter middagen, der forløb som et slags rollespil, havde de lyst til, at eventyret skulle leve videre. Derfor lavede de 4 nye illustrationer til hvert kapitel i eventyret, som også blev et dokument til minde om middagen.

“Skoven er det samme som vores hjerte,” fortalte alle mødrene i slægten. “I skoven og i hjerterne finder vi det samme. Selv det, der gør allermest ondt, det, der er allermørkest, det, der er sværest at se, det, der er sorg og længsel, det alt sammen, i alt det er der en lysning. Ting kan gro fast, og ting kan forsvinde, tusmørke afløses af morgengry, lysning afløses af skygge, himmelblå og nattehimmel”.

I dag er det midt i maj, solen er varm og har vakt alt, der kan leve, til livs. Søstrene går med bare fødder. De går på bingelurt, burresnerre, døvnælde, på majblomst, ramsløg og hvid anemone. De går på den spæde gran, vinden har blæst af træerne, på bogen, der ligger drysset henover skovbunden. Mødrene har fortalt om flere hundrede års gamle træer, om ældgamle vinde, der sidder i deres trækroner. Ikke alt er gammelt i skoven, men alt har været her før. Mødrene har fortalt “ikke alting forgår, men intet er forevigt”. Majsolen brænder på søstrenes skuldre, senere afløses den af blomstermånen, men ikke endnu, endnu er det stadig dag.

Mødrene havde bedt søstrene om at samle svampe og bær, vinteren bliver lang i år. De gav dem en kurv med, og i den var en lille pande, en guldkande og en silkepose med svampe fra november. I må ikke blive bange, når I bliver væk, sagde mødrene, I må ikke blive bange, når I er alene, når I fryser, eller når hjertet går i stykker. Væv skoven ind i huden, tag et minde med til vinteren, i år er I bare jer. Sådan havde mødrene ikke talt tidligere, så da søstrene begav sig ud i skoven, i dag midt i maj, var det med ængstelige hjerter.

Snart fandt søstrene en lysning, solen stod højt, og alting summede og dirrede. Middagsvarmen lå tungt i trækronerne og i buskadserne. Skovbunden var dækket af grøn og blød mos, overalt skød svampe op i forskellige former, farver og størrelser. Overalt omkring dem og inden i dem opstod en følelse af lykke, en tryg og varm form for lykke, der gjorde søstrene døsige.
“Vi kan vel nok tage et lille hvil,” sagde Tundra.
“Jo, det kan vi vel nok,” svarede Astra.
Så det gjorde de: lagde sig til at sove på den bløde og forførende mos.

Da Astra vågnede, var det, fordi hun frøs, og hun fandt ud af, at hun frøs, fordi hun var våd. Hun lå på en kold og hård strand. Det havde tydeligvis regnet, for alt sandet var vådt. Vindene og bølgerne larmede og råbte til hinanden i et uforståeligt sprog. Hun så sig omkring, rejste sig, og hvor var Tundra? Hun kaldte hendes navn, Tundra. Hver gang hun kaldte, var det som om vinden og bølgerne råbte højere. Tundra, kaldte hun, og vinden blæste vildere. Tundra, kaldte hun, og bølgerne slog hårdere mod klipperne.

“TI STILLE,” råbte hun til sidst, og i et øjeblik faldt vindene og bølgerne ned, alt blev stille. Hun satte sig ned i det våde sand, kunne høre, hvordan hjertet gik i stykker. Hvordan forklarer man sådan en vildfarelse? At falde i søvn på grøn og blod mos og vågne op på en kold og hård strand? Er det ikke kun i drømmene, Tundra? Hvor drømmer du? Hendes øjne løb i vand. For at vågne af en drøm må man så dø? Sådan sad Astra, fortvivlet i sandet, med våde øjne og fortvivlet sind.

Bølgerne og vindene var igen begyndt at tale til hinanden.
“HVAD SIGER I?” råbte hun ud til havet. “Lad dog være med at ignorere mig, når jeg er lige her”. Astra rejste sig og gik langs stranden, sparkede til småsten, og inde i hende bryggede sig et uvejr. For at vågne af en drøm må man så dø?
“Nej,” svarede vindene pludseligt.
“Hvordan vågner jeg så?” spurgte hun, men igen talte vindene forbi hende og kun med bølgerne. Da sagde bølgerne: “Det her er ikke en drøm, Astra, det her er et hjerte. Du skal ikke dø, du skal mærke. Du må samle muslingerne op fra min strand, og så må du forvandle dem til rubiner, slukke uvejret, du selv har startet”.

Astra forstod ingenting, hvad mente bølgerne?
“Hvordan er det et hjerte? Hvordan skal jeg forvandle muslinger om til rubiner? Jeg har ikke startet noget uvejr, jeg er jo vågnet midt i det” råbte hun. Vindene og bølgerne blev stille. Det her er ikke en drøm, det er et hjerte. Ordene rungede i hendes hoved, hun forstod dem ikke. Efter et stykke tid havde hun samlet en masse muslinger i vandkanten, hun stablede dem i en bunke og satte sig ved siden af dem.

“Hvad nu?” spurgte hun vindene og bølgerne, men intet svar. “Tag et minde med til vinteren,” huskede hun nu, at mødrene havde sagt. Hun lukkede øjnene og tænkte på bål og på græs, på sommernætter og alle stjerneskuddene, de så, hun tænkte på et kys, på en nat, på et glimt af en lykke. Mere skulle der ikke til, sådan forvandler man sten til rubin: ved at bevare alt, der er godt i hjertet, og ved at plukke det frem, når der brygger sig et uvejr. “Skil jer ikke af med ting, bare fordi de også gør ondt,” havde mødrene engang sagt.

Da Tundra vågnede, var det i en dynge af sne. Hun børstede sneen af sig og satte sig op. Hvor var skoven blevet af, hvor var Astra, og hvor var hun? Vinden hylede, og sneen dalede tungt ned fra himlen, der var sne, så langt øjet rakte. I det fjerne sad en kvinde på en høj.

Kvinden på højen var kvinden med det blødende hjerte, sådan omtaltes hun, og mødrene havde ofte talt om hende.
“Bliv ikke som hende,” havde de sagt, “for hun har opgivet sit liv for noget, der ikke findes, for et bedrag”. Kvinden med det blødende hjerte var et spøgelse, der var dømt til at sørge over noget, der aldrig var, “bliv ikke som hende”. For mange år siden havde hun foræret sit hjerte væk, og så blev det slået itu. Tundra kunne ikke helt huske historien, men nu hvor hun så kvinden på afstand, fik hun så frygteligt ondt af hende.

Tundra nærmede sig, og da hun kom helt tæt på, så hun, at kvinden sad med lukkede øjne, med hovedet vendt mod solen, og at hendes hud og hendes hår glitrede som snefnug og som tårer og som prismer og som solglimt.
“Kom nærmere,” sagde kvinden, stadig med lukkede øjne og gestikulerede med hånden, at Tundra skulle sætte sig ved hendes side. Hun var meget smuk og ikke spor, som Tundra forestillede sig et spøgelse.
“Mig har du nok hørt, man ikke skal blive som. Sådan taler mødrene om mig, ‘bliv ikke som hende’, siger de. Nok ligger jeg begravet under denne høj det meste af tiden, men jeg ved godt, hvad de siger. Jeg kan mærke på dig, Tundra, at du har ondt af mig. Hav ikke det. For mange år siden mødte jeg en kærlighed, han forlod mig, og nu er jeg her. Syv år ad gangen ligger jeg begravet under denne snehøj. Jeg er ikke et spøgelse, Tundra, jeg er bare ulykkelig. Hvert syvende år graver jeg mig ud, og så sidder jeg som nu, med solen i mit ansigt, og håber og venter på, at det hele en dag forgår, og at jeg en dag ikke behøver grave mig ned igen.”

Tundra spurgte kvinden med det blødende hjerte: “Men hvis han forlod dig, hvorfor sørger du så sådan? Han lyder som et fæ, jeg tror, du er bedre end det! Han virker ikke som en at spilde sin tid på – og da slet ikke som en at grave sig ned i en snehøj for!”
Kvinden med det blødende hjerte så på hende og sagde så i et mildt suk: “Kærligheden er ikke altid lige, men det gør den ikke mindre værdig. Jeg elsker ham uanset hvad, og det kan du og mødrene synes er tåbeligt, men hvis ikke mit hjerte skal styre, hvad skal så? Han forrådte vores følelser og efterlod mig her, midt på denne høj, og måske han ikke elskede ægte og åbent, men det gjorde jeg, og blot fordi han endte med at forråde sine, vil jeg ikke også forråde mine følelser. For de er alt, vi har, og alt, vi er.”
Tundra så på kvinden med det blødende hjerte. “Men hvis ikke han elskede dig, så skal du da ikke sidde her og elske ham? Mødrene siger, man ikke må give andre så stor magt over en.”
“Følelser handler ikke om magt, og følelser, der ikke er gengældte, er ikke følelser, du ikke bør have,” sagde kvinden og fortsatte efter et suk: “Du kan ganske vist spare dig selv for en masse besvær ved bare at lade hjertet dø, men jeg vil hellere leve sandt og igennem hjertet. For en dag forgår det, som alting gør, en dag forsvinder alle de her følelser, der lige nu føles som evige, men indtil da vil jeg være i denne snehøj. Indtil da vil jeg lade mit hjerte bløde, for jeg kan ikke andet. En dag siger hjertet stop og gider ikke mere, det ved jeg er sandt, men indtil da må det bløde, og jeg må føle, som jeg gør. Derfor kommer jeg frem hvert syvende år for at mærke solen, for at se, om de her følelser forgår. Ikke alting forgår, Tundra, men intet varer for evigt.”

Tundra var opgivende. Hvis det var sådan at elske, hvorfor så elske overhovedet? En urovækkende sorg kom over hende, som hun sad og betragtede kvinden med det blødende hjerte.
“Hav ikke ondt af mig,” gentog kvinden. “Tag et minde med til vinteren,” huskede Tundra, mødrene havde sagt. Hun tænkte på bål og på græs, hun tænkte på en sommerdag, der varede evigt, og en omfavnelse, der var et skjold. Og så omfavnede hun kvinden med det blødende hjerte, de var søstre. Den, hvis hjerte er robust, må gro i den andens.

Søstrene fandt den lille silkepose med de sidste spiselige svampe fra november frem. De lå i ly under bark og løv, havde gemt sig for den begyndende vinter. De havde samlet dem i hætterne på deres kapper, børstet hver enkelt svamp af for ikke at smudse mødrenes håndarbejde til. De havde tørret dem over en kaminild sidste år, og nu tilberedte de dem over et bål på en lille pande. Svamp, brændenælde og mælk fra den lille guldkande, mødrene havde givet dem med. De delte brødet i to, øsede svampene derpå. Da de havde spist, lyste mælkevejen op på himlen over dem, og de lagde sig til at sove under glitrende stjerner og med glitrende hjerter. Skoven er det samme som vores hjerte, her farer alting vild, og her finder alting hjem.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *