Flaskebarn INTERVIEW m. KATRINE QUORNING

Katrine Quorning er født og opvokset i Horsens, har boet og studeret i Århus og bor i dag i Vejle med sin kæreste Mads og deres to drenge. Katrine er lige blevet 35 år og har arbejdet som gymnasielærer i dansk og psykologi, men har nu startet egen virksomhed som foredragsholder og tekstforfatter. I 2018 udgav hun bogen Flaskebarn; en tegneserie, der indvier læseren i, hvad det vil sige at vokse op med alkoholmisbrug helt inde på livet. Gennem sit engagement på sociale medier og som foredragsholder kæmper Katrine i dag videre med bryde tabuet, der desværre stadig spøger, når man er pårørende til en alkoholiker.

Det er en lidt lunken junidag, da Katrine og jeg forbindes over Zoom. Jeg sidder i Amsterdam, og hun i Vejle. I mit første spørgsmål ligger en stor fascination og beundring for hendes mod, for hvordan tager man beslutningen om at åbne op om sin private fortælling? Til svar beskriver Katrine, at der opstår et vendepunkt.
Katrine flytter tidligt hjemmefra, og alt imens hun studerer, agerer hun også mor for sin 16-årige søster, som flytter med. Deres mor har længe kæmpet med et alkoholmisbrug, og man ved aldrig, hvilken version der møder en, når man kommer hjem fra skole. Katrine begyndte at tegne som en slags ubevidst kreativ terapi helt tilbage i 2012, og før hun trådte frem, delte hun i første omgang tegningerne anonymt på instagram.

Men så sker der noget, som får Katrine overbevist om, at fortielsen og hemmelighedskræmmeriet er en dårlig strategi. Hendes mor forsøger at begå selvmord. Det er dråben, og kombineret med den positive feedback, som hun allerede modtager for sine tegninger via instagram, beslutter hun sig for at stå frem offentligt. Det fører til både udgivelse af bogen Flaskebarn, podcast på DR og meget mere.
Vi snakker lidt om retorikken, når man omtaler noget som ”at stå frem”, som om det at være barn af en alkoholiker kan sidestilles med at have begået en forbrydelse. Det afspejler tabuiseringen af alkoholisme og samfundets berøringsangst, og så giver det os en forståelse for, at det ikke kun er alkoholikeren selv, men også de pårørende, der frygter stigmatisering og fordømmelse, hvis de står frem og taler åbent om misbruget.

Bænken
Katrine fortæller, hvordan hun i mange år holdt sig tilbage, fordi hun ikke kunne eller ville identificeres med stereotypen ”barn af en alkoholiker”.  Katrine vokser op i en helt almindelig middelklassefamilie. Alle børnene kom i skole, var rene og fik mad. Det er et problem, at den herskende opfattelse af alkoholikeren, er ham nede på bænken. Det er det synlige misbrug. Netop derfor er det svært både for alkoholikeren selv erkende misbruget og for os andre, der kan møde Katrines mor nede i SuperBrugsen, for hun ser helt normal ud.

Katrine fortæller, at en helt ny undersøgelse viser, at 15 % af de 15-25-årige i Danmark er barn af en forælder med alkoholmisbrug, for ældre generationer viser nogle undersøgelser, at tallet er næsten oppe på 20%. Så det er gennemsnitligt to i hver klasse. Og 80% af dem har ikke problemer i skolen, har ikke højt fravær og er således usynlige.

Løgnen
Katrine forklarer, at de pårørende i familien ofte indtager forskellige roller, har forskellige reaktionsmønstre og dermed også forskellige oplevelser af misbruget.
Katrines far flygtede fra det hele gennem sit arbejde. Katrine blev barnet, som gør alt, hvad hun kan for at støtte moderen. Hun bliver et antenne-barn, som altid vurderer situationen og forholder sig til alle andres behov før sine egne. Katrine gør alt, hvad hun kan for at dække over morens misbrug. Hun tænker ofte, at det er hendes skyld, og at hun kan risikere, at det bliver endnu værre, hvis hun siger det til nogen, og i den værst tænkelig situation frygter hun, at hun og hendes søskende vil blive fjernet.
Med tiden betyder hemmelighedskræmmeriet, at Katrine fanger sig selv i et væv af løgne og undskyldninger. Hun siger til sig selv, at moren ”nok bliver rask snart, og så vil det jo være virkelig pinligt at have sagt det til nogen”, både fordi hun ville tabe ansigt på familiens vegne, men også fordi hun så måtte indrømme alle løgnene overfor sine venner. Alkoholisme er familiens sygdom, og alle bliver vævet ind i dækhistorien.

Sig det højt, du er ikke alene
Da Katrine senere i sit voksenliv går med overvejelserne om at stå frem, er det stadig fordømmelse, hun frygter. Hun spørger sig selv ”Vil jeg være ansigt for det her”, ”Hvad med min far og søskende, det er jo også deres historie, jeg udstiller?” Men behovet for rollemodeller, som hun selv havde manglet og håbet om at give andre modet til at deltage i samtalen, afgjorde sagen, for som Katrine siger: ”Man kan ikke forvente at andre står frem, hvis man ikke selv vil gøre det.”
Katrine blev psykologi- og dansklærer i gymnasieskolen og tænkte, at nu ville hun opdage alle de unge, som kæmper med alkoholisme derhjemme og sørge for, at de fik hjælp. Det gik bare ikke helt efter hensigten, hun fandt ikke én eneste. Katrine beslutter at samle tegningerne til den bog, hun selv ville have ønsket stod på skolebiblioteket i hendes folkeskole.
”Flaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst” er en fortælling fra barnets synspunkt i tegneserieformat, som vi traditionelt set også forstår som let tilgængelig og henvendt til børn. Den aktuelle visuelle kultur, som Katrine rammer ind i, har dog taget tegneserien op og bruger den på nye måder, særligt til at behandle svære og følsomme temaer (et nyligt eksempel er den danske Oscar-nominerede dokumentar ”Flugt”).
Efter kort tids læsning mærker jeg, hvordan tegningerne formidler nogle følelser og indsigter, som jeg tror, en udenforstående ellers ville have svært ved at tage ind. Det visuelle format er måske også et udtryk for det manglende sprog til at tale om alkoholisme som pårørende.
Med en blanding rå ærlighed, ironi og fakta formidler bogen et stærkt budskab: Alkoholisme er stadig et kæmpe problem i Danmark, så stort, at man næsten kan kalde det normalt, og konsekvenserne for misbrugeren og dennes pårørende er vidtrækkende.
Da Katrine endelig er stået frem, bliver hun dagligt kontaktet af mennesker, der kan genkende dem selv i tegningerne og historien. Som hevet ud af statistikken bliver hun også kontaktet af tidligere klassekammerater fra sin folkeskole, fra efterskolen, fra gymnasiet, universitetet og kollegaer – alle med historier, der minder om hendes egen, og som aldrig har vidst det om hinanden.

Arv og miljø: En klods om benet
Det, vi altid hører i skolen og i samfundet, er, at arv og miljø spiller en stor rolle, når det kommer til misbrug. Katrine fortæller, at hun ikke er bange for at blive alkoholiker, og det er vigtigt at holde fast i, at en opvækst med en alkoholiker ikke er determinerende for dit liv. Når det er sagt, har hun bevidst måttet arbejde med sin bagage, og hun er taknemmelig for at være startet i terapi tidligt.
Da Katrine begynder at læse psykologi, kan hun lige pludselig se, at hendes lillesøster skal have hjælp, og da hun kontakter TUBA, spørger de heldigvis, om hun selv mon ikke også skal i terapi. Her er hun midt i tyverne.

Jeg spørger Katrine, om hun tror, det er anderledes i dag, om mulighederne for at få hjælp er blevet bedre? Vi snakker om, at man eksempelvis anonymt kan søge oplysninger og fællesskab på nettet og på den måde måske føler sig mindre alene. Katrine fortæller, at udbuddet af hjælp er blevet meget bedre i dag. Man har fået meget mere fokus på at hjælpe de pårørende og ikke kun misbrugeren selv, men hun tror, at det, der kunne have gjort en forskel for hende, var, hvis man havde arbejdet med det fagligt i skolen, hvis man var blevet oplyst om alkoholisme i familien, og det havde ført til en normalisering, som have gjort hende mere tryg ved at tale med andre om det.

En anden erkendelse er den, at man gerne må være vred. At give plads til der, hvor man er med det hele. Katrine har i dag valgt at have kontakt til sin mor, og det samme gælder for hendes egne børn, men det er et resultat af en masse valg, overvejelser og redskaber, som hun har sat i spil for at opnå kontrol og balance.

Med en baggrund som Katrines er der altså vedblivende proces. Man kommer aldrig til at stoppe med at skulle forholde sig til misbruget og til relationerne, men man har valg, man kan tage styring og sætte grænser, så man selv kan være i det.

”Det var som at gå på glasskår…”. Sådan formulerede Katrines kæreste det, før de lærte at tale om hendes baggrund og moderens alkoholmisbrug. Du kan aldrig vide, om personen, du gerne vil hjælpe, kan tage imod det, men hvis du er ven eller kæreste til en med den her form for bagage, så stil dig til rådighed, lyt og vær tålmodig. I dag kan man desuden opsøge diverse online fora for fællesskab og oplysning, der er relevant for alle parter. Du kan starte med at tjekke @flaskeboern på instagram, så kan I starte samtalen med udgangspunkt i en af Katrines tegninger.

Til dig som går rundt med din egen hemmelighed: Du behøver hverken stå offentlig frem, begynde at tegne eller som Katrine vie al din tid til at oplyse og aftabuiserer, men for din egen skyld og din familie, så tag kontakt og ræk ud, så I kan få hjælp og støtte. Tavshed er ikke løsningen.

Råd
Tal med nogen, som ikke er involveret, fx TUBA https://tuba.dk/
Hvis du føler/oplever, der er et problem, så er der et problem.
Hvis du tror, der er nogen, som har brug for hjælp, så bland dig.
Alkohol er det eneste rusmiddel, som man skal forsvare, hvorfor man ikke bruger, men tendenser som ”sober curious” og ”new sobriety” vinder frem i andre lande. Det kan du evt. afsøge, om er noget for dig.