Et ocean af muligheder
Af og til kalder noget fremmed på os og giver genlyd helt inde i sjælen. Med fordybelsen falder vi ned i noget nyt og lader os opsluge. Med spæde skridt lader vi os langsomt rive med. Vi lader os drukne i spænding og svømmer til bunden for at lede efter det ukendte. Lader os flyde med strømmen for at ende der, hvor havet begynder – i et ocean af muligheder.
Især når vi er unge, er det vigtigt at kunne fordybe sig, uanset om det er i et stykke musik, i gråd, i at tage en lur eller et vådt kys. Allervigtigst er det dog, at det, vi fordyber os i, er noget, som vi selv er med til at vælge og lukke ind – at de øjeblikke, vi dedikerer os til, bliver til en del af os, kun fordi vi selv har valgt dem til.
Når jeg fordyber mig, er det meget ofte i følelser. Det er, når jeg danser under madlavning, når jeg går en nattetur i de mørkeste afkroge af Odense, og når jeg græder til gode sange og griner med gode venner. Når jeg fordyber mig, er det i en kærlighed til mig selv og dem omkring mig – fordi når jeg skaber stunder, oplevelser, kunst og problemer, så er det der, jeg skaber mig selv.
Fordybelse er en del af min hverdag, nok en af de vigtigste dele, og derfor glæder det mig, at der er steder – f.eks. projektakademiet – der tager hånd om fordybelsen, for alle der er med. Det betyder, at der er et sted derude, hvor unge kan skabe sig selv, og hvor de helt selv bestemmer.
Et sted, hvor de fordyber sig i noget, de selv vælger at lukke ind, der hvor hjertet banker.
Artiklen udgives i samarbejde med Projektet UNGSKAB, et projekt under KBH+AskovFonden.
UNGSKAB er et projektakademi bevilliget af Tuborgfondet. Projektakademiet uddanner unge i at lede projekter, der med kulturen som platform bidrager til at gøre en forskel i samfundet og blive bedre rustet til at få job indenfor kulturel projektledelse og entreprenørskab. Læs mere her.
Hvad tænker du?