Flatline

Jeg er bange for at flatline. Bange for, at hele mit liv bliver en lang streg, uden op og nedture, uden bip. Én lang lige streg, der bare fortsætter i det uendelige, indtil nogen slukker. Jeg føler nemlig ofte, at jeg lægger låg på mig selv. Gør mig selv så usynlig for omverdenen, at jeg til sidst slet ikke er i kontakt med den.

Jeg skal endelig ikke glæde mig for meget til en date, for hvis hun nu ikke er så cool i virkeligheden, som jeg tror, så bliver jeg bare skuffet. Jeg skal endelig ikke se for meget frem til en fest – blive begejstret – for så kan festen slet ikke leve op til mine forventninger. Nej, “sæt nu ikke forventninger for højt, for så bliver du bare skuffet”. Den sætning har jeg hørt mange gange, og mon ikke I også genkender den.

Jeg tænker nogle gange på det værst mulige udfald af situationer for at undgå at blive såret, hvis de nu skulle ende sådan. Hvad handler det om? Jeg håber alligevel et eller andet sted i min krop på det bedste, så hvorfor ikke bare gøre dét – håbe på det bedste – uden også at tænke over worst case scenario.

Når min far ringer, spørger han altid, hvordan jeg har det. Ikke bare hvordan det går med de ting, jeg har gang i, men hvad jeg føler – indeni. Jeg tager mig selv i altid at sige “fint”, som jeg siger til så mange ting. Som alle svarer til alting, når man spørger, hvordan det går. Det er ligesom, når jeg sidder og ser en film og holder tårerne tilbage. Tud nu bare for fanden, Tobias. Lad nu være med at holde så meget igen.

Forleden snakkede jeg med en god veninde om begyndende forhold. Der er så mange regler og strategier for, hvordan man skal gribe det hele an i stedet for bare at være den, man er. Man må endelig ikke åbne sig for meget op i starten, vise for store følelser eller have alt for meget lyst til den anden person.

Nej, det er nemmere at holde vores meninger for os selv, for så træder vi i hvert fald ikke nogen over tæerne, og på den måde kan vi så blive ved med at gå følelsesforladte rundt. Vi ender med at blive sådan nogle typer, der går rundt og siger ”Hey, du er blevet klippet!” uden at kommentere, hvordan det egentlig ser ud. Typer, der bare konstaterer ting uden at forholde sig til dem på nogen måde.

Jeg tror blandt andet, det skyldes, at vi hele tiden bliver bedt om ikke at stikke for meget ud. Vi skal i stedet rette ind. Det bekymrer mig, og jeg tror, at det i sidste ende også kommer til at afspejle sig i måden, hvorpå vi håndterer vores følelser. Vi ender alle sammen med at gå rundt og bare have det ”fint”.

Jeg vil sgu ikke bare have det ”fint”. Jeg vil have det sure med det søde. Jeg vil have havregrød med mælk, sukker og smørklat. Jeg vil have rådne avocadoer med tråde. Jeg vil have en overdådig, saftig bøfsandwich. Jeg vil blive sur over at betale ekstra for bacon og ost. Jeg vil have, at du siger til mig, hvis du ikke finder mig attraktiv, jeg vil have, at du fortæller mig, hvis mit hår sidder godt. Jeg vil ha’ taget hul på bylden, trukket plasteret hurtigt af. Jeg vil snydes, bedrages og forføres. Jeg vil have op- og nedture. Være pisse ked af det og ovenud lykkelig.

Jeg vil mærke livet.