Fødderne er mine, græsset under dem er ikke
Det kan være svært at sætte sig i en andens sted, når man kun kan opleve livet fra sin egen krop. I disse to digte prøver Sigrid at sætte ord på, hvordan den følelse også er overførbar til ens forhold til naturen. Det, at vi ikke kun er afskårne fra naturen på grund af nymodens teknologi, men at selv når vi befinder os i naturen, er huden en kontur, der adskiller os fra den.
Alt på den anden side af min hud er resten af verden
Huden, bundet om alt det der er mit
den sidste hindring for at jeg bare kunne synke ned i jorden
og mine nerver blive til rodnet
Det føles unfair
at jeg er fysisk forbundet til fx min milt
og ikke til himlen
At når mine celler dør
kan jeg ikke fravælge at fornye dem
som at opsige sin krop
uden livet følger med
Jeg ville ønske at
jeg kunne spænde min hud ud over himmelbuen
axis mundi var en forlængelse af min rygsøjle
mine nyrer kunne gøre rent i verdenshavene
*
Huden ligger som film over mine blodårer,
De nøgne grene der skyder op af håndryggen
At blodet er rødt men årene blå er bare endnu en ting jeg ikke forstår
Ligger her på Jordens hovedbund
Som en lus med selvindsigt
Indersiden af mine øjenlåg er et varmekort
hvor solen slår ud som en migræne
Jeg skal overbevises om at mit ansigt ikke er et smeltet stearinlys
Jeg er hele tiden et spædbarn der skal opdage sin krop
at fødderne for enden af benene er mine
at græsset under dem ikke er
selvom det er lige langt væk
Hver gang jeg åbner øjnene
har jeg mistet synet
får det så tilbage efter stille panik
Solen der siger pranked
ikke i dag
husk de små ting
som at man altid kan se sin næse
Ud af krogen i mit øje
Barneben der stikker ud under en dunjakke og
ser helt umulige ud
Lilla nylontråde i spændte buer over dunene
glitrer
som en håndfuld sukker kastet gennem luften
når benene stylter over plænen
Hvalpen halser efter som en gyngehest i bevægelse
og så er de væk
Tænk ikke at bære sin krop som en sten
Hvad tænker du?