Skal hele verden lukke ned, før jeg kan finde ro?

Fotoserie af Rebecca Pless

I starten af isolationen var der en tanke, der blev ved med at rumstere i mit hoved: ”Er jeg i virkeligheden mindre social, end jeg troede, når jeg nyder, at nogle har taget fjernbetjeningen til mit sociale liv og trykket på slukknappen?”

To måneder efter har mange ting ændret sig, men alligevel sidder jeg i mit joggingsæt og mærker en lille ængstelighed, når Mette Frederiksen annoncerer en gradvis åbning af samfundet.  

Det kan føles skamfuldt at nyde, i lyset af at coronavirussen har taget livet af tusindvis, mange bliver ensomme af at sidde alene, folk er sendt hjem fra uerstattelige højskoleophold og går glip af studenterkørslen. Men hvis vi ser bort fra alt dette, er der noget godt, der har plantet sig og spiret i min mave, siden Mette Frederiksen sagde “bliv hjemme”: ro.

Jeg indrømmer det blankt. Jeg er en vaskeægte slave af FOMO, forventninger og præstation. Jeg er ikke stolt af det. Jeg ville ønske, jeg var lidt mere i zen. Og jeg synes, at FOMO er en skamfuld last, fordi det kan være en belastning for mig med alle de privilegier og muligheder, som rigtig mange ikke har.

Desværre tror jeg, at jeg på det punkt passer rigtig godt ind i min generation. Vi har efterhånden snakket om det mange gange – men vi er blevet født ind i en tid, hvor vi på grund af teknologien hele tiden har muligheden for at vide, hvad vi går glip af og for at måle os med andre. På den måde kom coronakrisen som et kæmpe åndedrag ned i maven på en stresset generation af unge, der skal være de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter de rigtige steder. Coronakrisen gjorde det sværere for os at sammenligne, hvad vi udretter, fordi vi alle har været i samme båd. Selvfølgelig kan man følge nogen på Instagram, der selv i isolation formår at udnytte deres fulde potentiale ved at pleje relationerne med rødvinsaftener over Zoom, løbe en masse ture og lave frivilligt arbejde, men det er alligevel mere begrænset, hvad man kan formå at udrette.

Her er nogle af de ting, jeg har nydt under isolationen:  

At kalenderen, som plejer at være uundværligt indhold, hvorend jeg går, nu hviler sig under et fint lag støv på min reol. Nogen har taget en stor sprittusch og skrevet ”ked dig” ind over de blanke sider, og det er en helt ny følelse af frihed. At kunne lave aftaler med folk uden at skulle matche kalenderen en uge frem.

At al tid ikke skal bruges produktivt og optimalt. I mit kollektiv brugte vi en halv dag på at løse en opgave, hvor man må rykke én tændstik for at vende æslet. Google det evt. Tre-fire timer gik med, at fem mennesker on and off sad og kiggede på fem tændstikker.

At gå ture i København uden mål eller retning og lægge mærke til ting, som jeg normalt kun passerer hurtigt og målrettet på min cykel.

Virkelig at mærke en lyst til at se venner, dyrke færre, men tættere, relationer og ikke bare have travlt med at fylde tiden ud med aftaler, som jeg godt kan have for vane. 

Følelsen af forårsrengøring i verden. Himlen over byerne, som før var mørk af smog, har fået en klar, blå farve, sokkeskufferne er der ryddet ud i, og der er mindre skrald i gaderne. Sammen med  resten af verden har jeg gjort forårsrent i min stue og i mit hoved.

At bruge en hel søndag i sengen med min kæreste uden at være bange for at blive dømt eller dømme mig selv som kærestekedelig, når jeg vælger andre ting fra.

At slippe for at forholde mig til spørgsmålet ”Hvad har du så af planer i weekenden?”. Og hvis jeg endelig har fået det, har jeg med ro i stemmen kunnet sige ”lige det, jeg finder på – ligesom alle andre”. Jeg har rent faktisk slappet af i en weekend for første gang virkelig længe. Weekender som på papiret burde være den tid på ugen, hvor man kan slappe af, er ofte alt andet end afslappende for mig, fordi jeg skal nå alt det, jeg ikke når i de travle hverdage. Nå at føle mig ung og sjov.

Gnidningsfrit at arrangere en sommerhustur med en håndfuld venner: en proces, der tit kræver ugevis af gruppechat-samtaler, meningsmålinger og planlægning. At der er sat en begrænsning på de endeløse muligheder for sommeren. Hvilket land, hvilke festivaler, flyskam eller ej, er blevet skiftet ud med beslutningen om sommerhus eller cykeltur eller sommerhus.

Og nu ser det ud, som om denne tid er ovre. Langsomt lukker landet op, og vi misser med øjnene, mens vi kryber ud af vores huler. Og det er da ikke, fordi jeg ikke nyder at kunne mødes med flere venner og drikke rose i en park, men det skræmmer mig at skulle vende tilbage til det høje tempo, når maskinrummet går i gang igen, og det hele kører videre med 110 km i timen. Hvorfor kan jeg så ikke bare lade være? Der er ingen, der stopper mig fra at blive i mit joggingsæt og lege coronakarantæne resten af mit liv. Problemet er bare, at det hele handler om sammenligning, og jeg har åbenbart brug for, at hele verden slapper af, før jeg kan det.

Jeg håber, at jeg kan tage noget af den ro med mig, når isolationen er forbi, og en gang imellem kunne være min egen Mette Frederiksen, der tvinger mig til at trække stikket.