Forestillingen ‘GenZ Endgame’ hylder ironien og tager pis på dobbeltmoralen
Inviteret af Aarhus Teater
Dagmar og Cornelia har set teaterstykket GenZ Endgame i Aarhus Teater. Et stykke, der forsøger at portrættere generation Z.
Gen Z er generationen, der gør det politiske poppet og det poppede politisk.
I stykket GenZ Endhame møder vi karakteren Alex, der spilles af alle skuespillerne og er den fælles betegnelse for generation Z. Alex deltager i en talentkonkurrence, der opleves som en fremstilling af den byrde at skulle sikre fremtiden, som generation Z bærer på sine skuldre.
Forestillingen har fokus på, hvilken betydning det kan have for en generation at blive castet til rollen som den, der skal redde os alle sammen uden at blive betroet magten til at gøre det.
Stykket portrætterer de unge mennesker, der ønsker en forbedring og forandring, men bliver magtesløse og handlingslammede undervejs.
Kriserne har nemlig fyldt meget i generationens børne- og ungdomsår, og der nævnes blandt andet terrorangrebet på Utøya, terrorangrebet på en homobar i Florida og terrorangrebet på Krudttønden.
Foto: Rumle Skafte
Det er en scene, der viser stor omsorg for generationen, idet generation Z har oplevet angreb og trusler mod frihed, demokrati og retten til at være sig selv.
Stykket er også det meste af vejen igennem meget politisk, og karaktererne tager utrolig meget stilling hele tiden. Det er her, der er risiko for, at der er nogen, der ikke føler sig set eller portrætteret i deres egen generation.
For ja, der er mange politiske kampe, der er drevet af generationer Z’ere, men hvad med dem, der ikke identificerer sig med de kampe, eller som mener noget andet? De får ikke lige så meget plads i stykket.
Det er derfor ikke alle nuancer, der bliver udpenslet, og forestillingen gør sig derfor også en smule skyldig i at male et arketypisk billede af generation Z.
Der er en scene i stykket, hvor Alex indtager figuren som en ung kvinde i starten af 20’erne, som fortæller, hvordan hun “endelig” har fået sin adhd-diagnose, og hvad det har betydet for hendes identitet.
En mand i salen på omkring de 60 griner bramfrit af den fremstilling af det “diagnosesamfund”, som generation Z ofte bliver anklaget for at skabe og være en del af. Det er svært at afkode, om der ligger en form for meta-lag, som i virkeligheden forsøger at slå et slag for selvironien i generation Z. Eller om det er mere tredimensionelt og derved mere boomer-appellerende.
Foto: Rumle Skafte
På den måde skildrer stykket dog rigtig godt de to poler, som generation Z ofte bevæger sig mellem: den navlepillende og selviscenesættende egoisme og det udadskuende og reflekterende blik på verden og dens nuancer.
Det fungerer rigtig godt, når der tages tungere emner op, og når forestillingen dykker ned i årsagerne til, at generation Z er så historisk selviscenesættende.
Vi er cirka halvvejs i forestillingen, da skuespiller Mette Klakstein er iført et utrolig flot kostume, designet af scenograf og kostumedesigner Laura Løwe.
Skuespillerens gravide mave er blottet, mens resten af hendes krop er dækket af stof. Hun vender sin mave ud mod publikum og siger i en selvironisk, men alvorlig tone:
“De fremtidige generationer holder øje med jer,”
En meget rørende scene.
Foto: Rumle Skafte
Det giver forestillingen kant og dybde at have en ung gravid kvinde repræsenteret på scenen.
Det leder tankerne i retning af noget større og mere meningsfuldt og appellerer til det ansvar, man som del af den unge generation på sin vis altid bærer for fremtiden. Og pointen bliver blotlagt på yderst elegant vis.
Forestilling har en stærk lydside, som fungerer rigtig godt, skuespillernes sangpræstationer er bestemt imponerende og sangvalgene tager os på en tur down memory lane med sange som ‘En død fugl’ af Rest In Beats, ‘Lonely’ af Jada og ‘Ben’ af Tessa.
Der ligger en værdi i at lade et teaterstykke beskæftige sig med en bestemt generation, når denne generation har ry for at være mere optaget af selvudvikling frem for at udvikle og nære fællesskabet.
Generation Z bevæger sig enormt hurtigt med trend cycles, der varer 48 timer, og et krav om konstant at holde sig relevant. ‘GenZ Endgame’ gør et imponerende forsøg på at indkapsle det.
Der ligger ydermere en værdi i at lade et teaterstykke beskæftige sig med en bestemt generation, når denne generation har ry for at være mere optaget af selvudvikling frem for at udvikle og nære fællesskabet.
Foretsillingen kan forhåbentlig være med til at starte en samtale om fællesskab i en generation, hvor individet ellers vægtes højt.
‘GenZ Endgame’ kan ses fra 5. december 2024 i Aarhus Teater.
Tekst: Dagmar Jespersen og Cornelia Munch Moesgaard
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?