En guide til at mene noget

Jeg har rimeligt stærke holdninger. Det kunne jeg i hvert fald forestille mig at folk, der kender mig, ville sige om mig. Det er måske nok også rigtigt, men jeg føler stadig, at det kan være svært at stå op for mig selv, at stå ved det, jeg mener, eller overhovedet at finde ud af at mene noget som helst.

Jeg kan godt få en følelse af, at det ikke altid er populært at mene for meget, at det er bedst, hvis man kan joke med det meste, og at man ikke tager noget alt for seriøst. Og jeg har ofte følt mig stemplet som perfid og nærtagende, hvis jeg har sagt fra eller sagt noget imod, hvad en anden har udtrykt. ”Tag en joke, Oskar”.
I de sidste år af folkeskolen sagde mine veninder næsten dagligt til mig: ”Vælg dine kampe,” da jeg efter mange års skolegang, gående op og ned ad de samme mennesker, var begyndt at kritisere de ting, andre sagde, og stå ved de ting, jeg selv mente. Når de sagde “vælg dine kampe,” mente de, at jeg skulle lade være. Måske syntes de, at det var pinligt, at jeg kritiserede kommentarer om (især) køn fra de samme drenge, som de også gerne ville have skulle kunne lide dem til næste fest. Jeg fortalte dem i hvert fald, at jeg hele tiden lod ting passere, at jeg allerede valgte mine kampe.

Folkeskolen er nogle år siden nu, men jeg synes stadig, jeg mærker en tendens til, at det er bedst ikke at mene for meget, ikke at tage tingene for seriøst. Jeg ved ikke, om det er en generationsting, en ungdomsting (urgh) eller en mennesketing? Men jeg forstår det også godt, at det kan være sårbart at stille sig frem med en stærk holdning til noget. At det kan føles voldsomt at træde forkert, når man bare prøver at finde hen til det, man mener.

At finde ud af det

Der er mange grunde til, at det kan føles svært at mene noget. Jeg har altid selv syntes, at det har været hårdt, for når man stikker næsen frem fx ved at sige folk imod eller ytre en holdning, gør man pludselig opmærksom på sig selv, og man risikerer derved også at få hug eller blive udfordret på sin holdning. Og netop dét tror jeg virkelig kan virke afskrækkende. I folkeskolen følte jeg, at dér var der én bred holdning, én måde at være på, som fik lov at fylde. Jeg indordnede mig den uden nogensinde at passe ind. At præsentere mine holdninger og stille spørgsmålstegn ved andres betød, at jeg ville skille mig endnu mere ud. Det føltes, som om jeg stod alene med en måde at se verden på, mens alle de andre var enige om en anden. Og jeg tror, at mange (ikke kun unge) finder det ubehageligt at skille sig for meget ud fra mængden, så det bliver tryggere ikke at mene noget andet end andre eller bare: slet ikke at mene noget. Den del af det vil jeg vende tilbage til. Men det er bare for at sige, at det kan være enormt svært bare at lære sin egen forståelse af fx samfundet at kende, når man er omringet af en masse, der alle er enige om noget andet. Ligesom det kan være svært at adskille egne holdninger og meninger fra det, som ens forældre, familie og miljø indirekte har lært én.

Jeg kan godt tænke, at det er et privilegeret standpunkt ikke at mene noget. Og det er det måske også. Det kommer selvfølgelig an på, hvilken sag man snakker om. Men der er heller ikke i sig selv noget som helst galt med at have et privilegeret standpunkt! Men jeg ville ønske, at flere mennesker engagerede sig i sager og områder, der ikke kun direkte påvirker dem selv, men som påvirker andre. Af empati og retfærdighedsfornemmelse. Jeg er sikker på, at jeg på mange punkter selv er dybt ’privilegieblind’. Jeg tror, folk dealer med mange problematikker, jeg ikke kender til.
På en eller anden måde synes jeg, at man har et ansvar til at fortælle sine erfaringer videre til dem, der ikke oplever det, hvis man ønsker forandring. Selvom det er komplekst og ikke altid tilfældet – og jeg synes på ingen måde, at man kan forvente at folk skal stille deres traumer til rådighed for andre. Endnu vigtigere synes jeg, at de mennesker, der i en sådan situation bliver gjort opmærksomme på noget nyt, har et kæmpe ansvar i at være åbne og respektfulde overfor den anden persons erfaringer. Man kan ikke mene noget ved kun at drage fra, hvad man selv kender og har oplevet. Man må lytte til hinanden!

Generelt tror jeg, at det er vigtigt at opsøge andres tanker, hvis man vil danne sig en reflekteret holdning på et område. Hvad end det er at læse tråde på reddit eller se DR2, så er det nødvendigt at møde flere forskellige holdninger, før man kan finde ud af, hvad man selv mener. Og heldigvis findes internettet:
Find videoer på YouTube, læs debatindlæg, undersøg forskning på området, find personer, der skriver og taler offentligt – læs deres essays, tag til deres foredrag. Følg folk på sociale medier, som du synes har interessante holdninger – det kan være rart at have nogle at bruge som et kompas – men husk, at du ikke nødvendigvis altid vil være enig med dem, også selvom du som regel er. Og det er også vigtigt at lytte til dem, man ikke nødvendigvis er enig med. At man, når man mærker i sig selv, at man er uenig i noget, forholder sig til hvorfor i stedet for at lukke af overfor det.
Kort sagt: Educate yourself!

At turde det

Da jeg spurgte min far, hvordan han mente, man skal finde frem til, hvad man mener, sagde han, at det skulle man gøre via en ’sokratisk samtale’. Jeg fnes, fordi det var fjollet og typisk. Men han har også ret. Hvis man er i gang med at finde hen til, hvad man mener, kan det være virkelig gavnligt at snakke det igennem med en person, der ikke dømmer, men er åben for at se sagen fra forskellige vinkler, prøve argumenter af, stille og få stillet kritiske spørgsmål osv.

I den danske debat støder man ofte ind i begrebet ‘politisk korrekthed’ og en idé om, at denne politiske korrekthed er kvælende og et direkte angreb på ytringsfriheden. For mig betyder politisk korrekthed vitterligt kun, at vi ikke taler om forskellige undertrykte grupper i samfundet på en måde, de ikke ønsker at blive talt om på. Men jeg har på det sidste tænkt på, om folk måske kunne mene en anden form for korrekthed – udover folk, der bare synes, det er okay at fyre voldtægtsjokes af – kunne det faktisk handle om, at det kan virke svært at bevæge sig ind i fx feminismen, fordi det kan virke som et minefelt, hvor man hurtigt kan føle sig som en dårlig feminist?
Hele call out-kulturen, hvor man bliver udskældt for at træde forkert, hvor folk bliver “cancelled” pga. uheldige eller problematiske kommentarer eller handlinger i stedet for at irettesætte dem og starte en reflekteret og inkluderende diskussion. En diskussion, som ville kunne gøre alle klogere. Dermed ikke sagt, at man skal acceptere direkte skadelig adfærd og gå i dialog med mennesker, der kun vil én det ondt. Men jeg tror, at den kultur kan gøre det uhyggeligt at træde ind og prøve at diskutere med.

Her tror jeg, det er vigtigt, som sagt, at søge ind i de trygge sammenhænge. Hvor folk er accepterende og kan hjælpe én hen til at turde mene noget.

At stå ved det

Den her del synes jeg især kan være svær! Når man skal stå ved det, man mener, fx i forsamlinger hvor alle folk virker til at være enige om ét, men hvor jeg synes noget andet.
Jeg kommer til at tænke på engang i de helt små klasser, hvor der havde været et eller andet europæisk eller nordisk MGP, og jeg holdt meget med en sang, der handlede om tamagotchier. Næste dag i skolen hørte jeg folk gøre grin med den, inden jeg nåede at sige noget. Og jeg valgte bare at lade, som om jeg også syntes, den var dårlig. Jeg tror, jeg er blevet mere modig med tiden, men jeg kender stadig den tilbøjelighed i mig. Det kan være svært, når man møder en bred mur af uenighed, stærke modargumenter eller når ens erfaringer og holdninger ikke bliver taget seriøst, at stå fast. Også selvom man ved, at det, man mener, er sandt, i hvert fald for én selv.

Jeg tror på ingen måde, at vi er en generation uden holdninger. Selvfølgelig er vi ikke det. Og jeg synes også, at man, når man ser sig omkring, ser mange unge mennesker, der står ved det, de mener, og står op for sig selv – og det er sindssygt inspirerende. Det er sådan nogle personer, jeg finder og vender mig mod, når jeg føler, jeg vakler ift. at huske at stå ved, hvad jeg mener: aktivister, debattører, forfattere, folk på Instagram, venner, men også fx en sang eller tekst, kan fungere som fyrtårne.
Man kan hente styrke og inspiration hos andre, og andre kan hente styrke hos én. På den måde tror jeg, at vi kan inspirere hinanden til at stå ved, hvad vi mener, gå i reflekterede dialoger og lære af hinanden.