Forkert

04. maj 2018

SEINbidrag.
Vi har fået denne tekst sendt ind fra én, som gerne vil være anonym.
Et ærligt indlæg om ikke at kunne få lov til at være dansk. Et indlæg om altid at blive kigget skævt til, fordi man ser anderledes ud. Et indlæg om generationsforskelle og ubesvarede spørgsmål og et enkelt godt råd. I dag kan du læse om at føle sig forkert.

Foto af Asta Benedicte Saaby Porsmose

Jeg fylder 18 år i næste uge, og en ting, jeg har lært i mit liv, er, at man aldrig undslipper sig selv. Hvorfor fanden siger jeg det?

Jeg er opvokset i en muslimsk familie med 3 søskende og 2 dejlige forældre. Begge mine forældre kommer fra et land, hvor man arbejdede som ung, så de har aldrig haft en chance for at få en uddannelse. Da borgerkrigen begyndte, flygtede de til Danmark og søgte asyl i midt 90’erne. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det har været at forlade alt, man elsker og kender for at starte et liv i et ukendt land. I år 2000 fik de mig og besluttede sig for at flytte ind i et dejligt hjem fyldt med kærlighed og omsorg. Jeg havde en dejlig opvækst, der lærte mig, hvad der var rigtigt og forkert og blev opvokset med kærlighed for andre mennesker. Men allerede som helt ung oplevede jeg racisme og måtte leve med at være den ”forkerte”.
Mine forældre har altid været gode til at fortælle mig, hvordan man skulle tackle sådanne situationer, men har altid tyet til vold, hvis det blev for meget. Selvom jeg er ukendt, føler jeg, at I nu kender mig godt nok til at forstå, hvorfor jeg skriver dette indlæg.

Helt ærligt, så tænker jeg over, hvor nemt det må være at være pæredansk. Helst uden at træde nogle over tæerne, vil jeg fortælle, hvorfor det må være lettere at være dansk.
At være multikulturel er ikke altid lige nemt, når man lever i det senmoderne (danske) samfund. Men mine forældre kom fra et land, der var fanget i 1800-tallet og er vant til at gøre tingene på en bestemt måde, som også gælder os. Os børn, der ikke er fra det samfund eller har levet i det. Men altså børn, der er vokset op som danskere og med dansk skik. Derfor undrer det mig også, hvorfor fanden jeg skal hugges ned på for noget, jeg ikke kan gøre for? Hvorfor tjekker du dine lommer, når jeg spørger om vej?

Jeg har ikke en plet på min straffeattest, men er der noget ved mig, der tyder på, at jeg kunne have det? Jeg ser ud, som jeg gør, og det kan ikke ændre på. Længe har jeg prøvet at blive dansk, men jeg føler mig slet ikke anderkendt; når jeg gør som etniske danskere eller agerer dansk, bliver jeg stadig kaldt navne eller udansk. Hvorfor skal det gå ud over et helt folk, at én imam har sagt, at han ville indføre sharia? Det gør ikke mig eller mange andre ikke-etniske danskere til kriminelle.

Så hvorfor skal jeg så indrette efter et samfund, der ikke vil have noget med mig at gøre? Hvorfor må jeg ikke være mig selv?

Der er bare nogle ting, jeg ikke kan være med til at gøre af hensyn til mine egne grænser, men er det grund nok til at kalde mig ikke-dansk?

Jeg er begyndt ikke at give en fuck.
En fuck for de mennesker, som ikke finder mig dansk, eller mener jeg ikke bidrager til det danske samfund. Jeg har endda danske venner, som heller ikke kan give slip på, at jeg ikke er dansk. På Borgen bliver vi omtalt som gift, og mennesker, der slet ikke kender mig, tror også, jeg er gift. Men jeg er bare et menneske ligesom dig – så hvorfor behandler I mig, som om jeg er farlig?

Der er bare nogle ting, jeg ikke kan være med til at gøre af hensyn til mine egne grænser, men er det grund nok til at kalde mig ikke-dansk?

Selvfølgelig er der også kærlige danskere. Danskere, der synes om mig, og ikke vil have noget imod at drikke kaffe med mig. Men for hver gang jeg møder sådan en, møder jeg ti andre danskere, der er totale svin eller griner af min hudfarve. Og det synes jeg er helt vildt hårdt.

Det værste er, at det gør mig så ondt at vide, der er flygtninge, som har det på samme måde som mig. Flygtninge, der var tvunget til at flygte, og flygtninge, som måtte flygte grundet dem, de er som person. Hvorfor kan vi ikke give dem den kærlighed og accept, de har brug for, så de kan komme på egne ben igen?

Fordi det er et så følsomt emne, vil ingen åbne op for problemet og se det i øjnene.

Jeg har ikke en ph.d. grad og er heller ikke en akademiker. Men jeg er en ung dreng med noget på hjerte. Jeg vil gerne skabe forandring i kulturen og forandring starter med en selv. Jeg håber, I vil tage til jer, hvad jeg har fortalt og måske give nogle af os et smil på vejen. Tænk over dit ordvalg, og tænk over, hvilke jokes du bruger, for man ved aldrig, hvordan den anden vil modtage det.

Hvad tænker du?

  1. Katinka siger:

    Stærkt og godt skrevet. Jeg er selv pæredansk og tænker meget over at gøre mit bedste for at tage afstand til den fordømmende kultur, og det, har du lige bekræftet mig i, er det rigtige at gøre.
    Respekt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *