I sidder fast i mig

Vi er tretten, og du har inviteret mig med i sommerhus ved Vesterhavet. Det er dine forældres sommerhus, det ligger lige ud til vandet, hvor vi bader. På vej ned til vandet går vi med bare tæer mellem krat og ukrudt, se os bane vejen gennem træernes grene med vores hænder. Se brændenælderne, vi viger udenom dem. For sent, og jeg brænder mig på anklen, du siger: Hvis jeg tisser på din ankel, går smerten væk. Skal jeg tisse på dig, siger du og løber efter mig, jeg skriger og falder, du falder oven på mig, kilder mig, griner, det er næsten for meget, så godt det er.

Ved siden af dine forældres sommerhus ligger der et lille anneks, som I renoverede forrige sommer. I malede det og istandsatte det, din far brugte hele sommeren på det skur, det er blevet så yndigt og fint: gule vægge, en dobbeltseng i midten af rummet, to vinduer for fodenden af sengen, en lille trækommode, malerier på væggene. Om morgenen: den lette sommervind tager fat i de blomstrede gardiner, solen falder på vores pubertetskroppe, jeg kigger på dig, mens du sover. Du har små hår på overlæben, du har en duft, jeg ikke kan beskrive som andet end varm, men det er din duft, det er kun dig, der findes lige her.

Forstod jeg dengang, hvor dejligt alt var? Jeg er i tvivl. Hvor frustrerende ikke at have nydt tingene til fulde, alligevel har jeg tanken: Måske nyder jeg øjeblikket mere, når jeg ikke er bevidst om at nyde det.

Der er et udendørsbad på terrassen. Du har en lækker storebror, jeg tør ikke sige noget i hans selskab. Vi spiller yatzy mod ham, og jeg griner af alt, hvad han siger, selvom han ikke rigtig siger noget sjovt. En af dagene tager jeg et bad på terrassen. Da jeg er færdig, svøber jeg et håndklæde om min krop. Jeg går ud fra badet, og jeg ser din storebror, han sidder ved havebordet og læser. Et øjeblik kigger han op og smiler til mig og fortsætter så sin læsning. Noget inden i mig er blevet varmt og rislende, jeg kan mærke det hele vejen ned i benene. Så ryger mit håndklæde lidt ned, jeg blotter ved et uheld lidt af mit bryst. Så han det? Noget i mig håber det.
Jeg spæner ned til dig i annekset. Du ligger i sengen og læser i et af din mors blade, jeg smider mig på sengen og fortæller dig det hele. Ikke fordi der er så meget at fortælle, så jeg pynter lidt på det. Håndklædet røg helt ned, siger jeg, jeg stod med bar røv foran ham! Han gloede bare så meget, griner jeg. Og du kan slet ikke trække vejret af grin, jeg har det på samme måde, og lige der ved vi ikke, at det her bliver en intern reference mellem os; at det her bliver noget, vi i fremtiden vil grine af, bare dig og mig, et minde fra dengang vi var på sommerferie ved Vesterhavet, der er kun dig lige her.

Næste sommer, et år senere, er du stoppet med at svare på mine beskeder. Det sker kort efter mine forældres skilsmisse. Jeg er flyttet fem kilometer længere væk fra dig med min mor, og du svarer ikke. Og hvis du svarer, svarer du undvigende. Om aftenen ligger jeg i min seng og græder, fordi jeg savner dig. Jeg skriver til dig hele tiden, jeg kræver, forlanger, et svar på, hvorfor du har trukket dig, men du forbliver tavs.
Den dag i dag tror jeg ikke nødvendigvis, at det handlede om mig. Måske er det bare din måde at være i verden på. Du er sådan en, der giver hurtigt slip på mennesker, jeg har set dig gøre det med andre også, det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

I dag er jeg toogtyve, det er du også. Du er flyttet til Berlin, jeg bor i København. Det er otte år siden, vi stoppede med at være veninder. Jeg har ikke snakket med dig siden, og jeg savner dig ikke. Faktisk har jeg ikke tænkt på dig i flere år. Og så en dag: Jeg sidder på mit værelse, og jeg kan dufte dig i et øjeblik. Din varme duft så pludseligt, det næste: minderne, jeg kan ikke engang nå at skærme mig fra dem. Vesterhavet, badeture, krat, brændenælder, din latter, det lille anneks, morgenerne, din sovende krop, udendørsbadet, din lækre storebror, dig. Dig, dig, dig, der stopper med at svare.

Måske lyder det som om, at vores forliste venskab har manifesteret sig i mig som et evigt længselsfuldt savn, men det har det ikke. Og alligevel er du stadig i mig, hvorfor?
Det gælder jer alle sammen: mine tidligere venskaber, mine gamle romantiske relationer og alle dem midt imellem, hvorfor sidder I stadig i mig, hvorfor kan jeg dufte jer, otte år efter vi brød, hvorfor er I ikke gået? I kan ikke være i mig længere, for jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et sted at sidde inden i jer.

Jeg forestiller mig mit liv uden jer, uden minder, det vil sige: Father John Mistys sange uden associationer til ham. Kebab på Nørrebro uden tanken om hende. At klippe mig korthåret uden at tænke: Det her ville han have hadet. Paradise Hotel sæson 9 uden at mindes hende. Jeg tænker på: gule borde, ordet ’bizart’, ukrudt, nisser, hjemmebag, stjerner, asfalt, et loft, skæve tænder, et vandglas fra IKEA, IKEA generelt, en agurk, skildpadde-is, Anna Pihl, IPA-øl, en tomat! Hvorfor har selv den mindste ting en association til mennesker, jeg kender, og – værst af alt – en association til mennesker, jeg ikke længere kender? Skal jeg altid tænke på ham, når jeg hører Father John Misty? Indtil jeg en dag hører Father John Misty med en anden? Og selv dér vil Father John Misty overtages af en anden, som så vil være forbundet til Father John Misty, indtil en anden person en dag overtager Father John Misty, og sådan vil det blive ved i det uendelige, det gør mig træt at tænke på, at ting ikke bare kan få lov at være ting i sig selv længere.

Mit liv uden minder: øjeblikkelig ro. Og øjeblikkelig tomhed, det ved jeg, men nogle gange fylder minderne og associationerne så meget, at jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af dem. Nogle gange er det forbundet med savnet efter jer. Andre gange savner jeg jer slet ikke; alligevel føler jeg mig trist ved tanken om det, vi engang havde, og som nu er væk, men på en måde stadig er her, og jeg har lyst til at gribe ud efter det, tage det konkret og fysisk, bære det i hænderne, vise det til andre, sige: det var det her, vi havde! Men jeg griber efter luft og får kun fat i vores minder, som jeg hverken kan se eller slette eller holde om, kun mærke sidde i min krop som en lille sorgfuld klump af noget, der stadig lever i en fortid, jeg ikke længere kan nå; kun mærke stikke og boble, syde i mit inderste, det hvisker: Du har mistet, og du vil miste igen.