BUNKERS: Der er stille ude i vandet

19. januar 2023

I femte artikel om overgange har Arendse mødt Joachim Sandvik, Lukas Ahlefeldt og Mads-Emil Hammer. I sommeren 2021 åbnede de deres egen butik, Surfbunkers, på Elmegade, Nørrebro. At starte en virksomhed i starten af 20’erne – samtidig med at skulle finde ud af, hvilke drømme og interesser de skal følge – er store overgange i sig selv. Ude i bølgerne kan de bare eksistere, øve sig i at være til stede.

Billederne er taget af bunkers selv

“Hvis man forestiller sig en helt skyet himmel inde i hovedet. Så er det som ude i vandet, at man kan skrabe himlen fri, mens der bliver helt stille indeni. Bare det at få vand i ansigtet er rart. Du er helt fri. Du har et board og dig selv, og så er det ligesom bare at vente. Du kan aldrig forestille dig, hvad den næste bølge bliver. Du ligger bare og mærker vandet,” siger Joachim og sætter sig i en stol bagerst i butikken på Elmegade 24.

Lukas tilføjer: “Det er svært at beskrive surfing, fordi det er så individuelt. Det er bare en følelse, ligesom hvis man føler glæde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så fedt. Jeg har altid bare elsket vand. Og så er surfing nok bare et sted, hvor jeg virkelig kan være til stede. Hvor det er nemt at være. Og så er jeg der.

Hvis man bare er her, er der ikke nogen overgang

Jeg tror meget, jeg undgår at fokusere på et forløb, og mere på, hvad der sker nu,” fortæller Lukas. “I overgange går du ind og kigger på et forløb, eller hvor jeg var i går, eller hvor jeg er i dag. Men hvis man bare er her, så er der jo ikke nogen overgang. Der er surfing godt til at være til stede. Hvis jeg er i dagen, så lægger jeg aldrig mærke til overgangene.”
“Men det er selvfølgelig fint – hvis man vil se på en udvikling – at tænke på overgange. Lige nu er jeg og Mads f.eks. i en stor overgang ved ikke at være en del af et skolesystem længere. Og der har vi jo en udfordring i, at vi ikke har noget studie. For så skal vi ligesom opfinde en ny arbejdsuge eller ny dag hver dag. Og det, synes jeg også, kan være ret hårdt. Fordi jeg glemmer, hvad struktur betyder for min ro. Men shoppen er jo lidt en form for studie og struktur, fordi vi lærer så meget af at være her.”

 


Blå bog

Mads er 21 år, arbejder sideløbende med musik og som DJ. “En overgang, jeg er i i øjeblikket, er, at mine projekter – altså min musikproduktion og min forretning – er i gang med at udvikle sig fra hobby til arbejde. Det er en stor omvæltning og kræver stor tillid til mine egne evner og selvdisciplin.”

Lukas er 22 år, skaber det meste med sine hænder og har bygget størstedelen af de dele, som butikken består af. “Jeg forholder mig i min barnlige overgang, og så nyder jeg den bare, så godt jeg nu kan. Jeg lader nok bare være med at tænke for meget over den.”

Joachim er 23 år og fysioterapeut-studerende. “Jeg har i længere tid været i en overgang med at få nogle andre værdier, der bunder i mere leg i voksenform. Hvor legen er blevet mere produktiv i form af at bygge bunkers, studier og arbejde op omkring noget, der samtidig er sjovt.”


 

Vi tænker os større, end vi er

I forbindelse med Bunkers har der været rigtig mange overgange,” siger Mads.Vi er gået fra at være meget ukritiske til at fokusere mere på kvalitet og bæredygtighed.” Han peger op på de hvide t-shirt, der hænger rundtom på væggene i butikken.Vi prøver at få dem produceret bæredygtigt i Finland nu. Imens prøver vi at inddrage vores venner og samtidig fremme deres kunst og projekter; både keramik, strik og skateboards.” Jeg ser på de blå skateboards, der hænger på væggen bag mig. På de upcyclede surfboards, der står i en række ved vinduet ud til gården. Det føles meget som at være på ferie. At være på Bali og lige om lidt skulle ud at surfe.
Det er lidt svært, når folk spørger: Går det godt?” fortæller Mads videre. “For ja, det går godt, men man ville jo altid gerne have, at det gik bedre. Vi har aldrig den der følelse af, at nu har vi virkelig ramt den, fordi vores forventninger altid overstiger, hvordan det faktisk bliver i virkeligheden. Vi tiltrækker det, vi tænker. Så jeg tror, at vi i vores hoveder er større, end vi rent faktisk er. Men det, tror jeg bare, er den mentalitet, som vi er nødt til at have for at vokse og udvikle os.”

Der plejer altid at være en, der kan se noget lys

Det, at vi er forskellige, bidrager til, at vi hver især kan bidrage med det, som vi kan,” siger Joachim. “At vi kan bruge hinandens kompetencer, men også skiftes til at have en nedtur, hvor vi mister troen på det hele. Hvis man ser det udefra, så ser det jo ud til, at det hele tiden går godt, men det er jo mega svingende. Så vi veksler mellem at være ude halvanden uge – ikke rigtig ude, men en tid, hvor, vi synes, det hele er lidt tungt. Og så skifter det, hvem der er oppe, og hvem der er nede. Hvem der laver meget, og hvem der laver lidt. Men der plejer altid at være én, der kan se noget lys. Og så kommer der et event eller en optur, der gør, at det hele giver mening igen.”

I september blev Surfbunkers inviteret til Sierra Leone af NGO’en, Dreamtown. Formålet med turen var at skildre hverdagslivet i Sierra Leone, nedbryde fordomme og vise deres surfkultur. Mens Joachim og Mads var afsted, filmede de til en kortfilm, der skulle skabe opmærksomhed på emnet. Det endte ud i et event, hvor filmen blev vist, og de fremmødte kunne støtte op om projektet: https://www.youtube.com/watch?v=4yDW1gh35qM&t=14s

Mens det giver mening

Vi har ikke rigtig travlt med, hvad det hele skal blive til, men det er vigtigt for os, at det skal give mere, end det tager fra os,” siger Mads. “Ikke økonomisk. Hvis det var en økonomisk gevinst, som vi jagtede, så var det ikke det, vi skulle lave. Men måske mere tids- og energimæssigt. Når folk de spørger mig: Skal du ikke have en uddannelse, skal du ikke snart ind og læse? Skal du have endnu et sabbatår? Så tænker jeg, at vi virkelig ikke har et sabbatår – vi lærer og arbejder hele tiden. Man er selvfølgelig altid i tvivl, om det, man laver, er det rigtige. At man er det rigtige sted. Og det kan da også være, at vi er trætte om fem år, og der ikke er nogen gulerod mere, men lige nu giver det mening, og så bliver vi ved.”

Besøg Surfbunkers her:

https://surfbunkers.dk
https://www.instagram.com/surfbunkers/
eller kig forbi deres fysiske butik på Elmegade 24 på Nørrebro inden 1. april, hvor den efterfølgende bliver omdannet til kun at drives online.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her