Forsvundne katte og forkogt pasta

15. marts 2021

Noah åbnede tilbage i 2018 sin første Murakami-bog, fyldt med skepsis. Hurtigt blev skepsissen erstattet med en fascination for den 72-årige forfatters fortællinger, der fylder en med nostalgi, underspillet humor og, ikke mindst, endeløs undren.

Det begynder som regel simpelt: Pastaen er ved at koge over i køkkenet, imens fastnet telefonen ringer på tolvte omgang i køkkenet. Dagligdagens drama. Jeg-fortælleren er som oftest en ganske indadvendt mand, der flyder med verden og alle dens forandringer. Nogle gange kan det være en ensom togingeniør i Tokyo, andre gange et insekt, der pludselig vågner i en menneskekrop ved navn Samsa.

Inden jeg fik Norwegian Wood (1987) foræret i fødselsdagsgave for tre år siden, bestod min litterære viden af forordet fra én Nietzsche-bog. Da jeg utaknemmeligt og uimponeret læste bagsiden af Norwegian Wood, blev jeg straks drevet af fortællingen. For en egocentreret gymnasieelev, der aldrig havde været længere østpå end Tjekkiet, virkede Japan uoverskueligt langt væk, især hvis man pludselig skulle tage stilling til Japan og dets samfund. Jeg ændrede dog hurtigt indstilling, da jeg lærte den studerende Toru Watanabe (protagonisten i Norwegian Wood) at kende, hans tøffen rundt i Tokyo og køben iste i automaterne, alt imens brutale ungdomsoprør huserer i Tokyos gader, og selvmordene og forsvindelser i hans omgangskreds næsten bliver hverdagskost for den stakkels Toru Watanabe.

Murakami har siden begyndelsen af sit forfatterskab distanceret sig en vis grad fra den japanske tankegang og litteratur. Japan er blandt andet et land med en ekstrem arbejdskultur, og med den store lønforskel, der er mellem mænd og kvinder, er det manden, der oftest er forsørgeren. Murakamis hovedkarakterer er dog som regel arbejdsløse og/eller skrøbelige og ensomme mænd. F.eks. i hans hovedværk Trækopfuglens Krønike (1994) er hovedpersonen en arbejdsløs mand, der ikke færdiggjorde sin uddannelse, mens hans kone har en høj stilling inden for forlagsbranchen.

Murakami kan bruge næsten et helt kapitel på at beskrive, hvordan protagonisten står op om morgenen, vander blomsterne og fodrer fiskene. I starten kan det gøre ens øjne knastørre, men når man først er i gang, er det nærmest meditativt.

Hovedkarakteren besidder sjældent en stor personlighed, men gør sit bedste for at passe ind på bedst mulig vis, almindelige og anonyme. Jeg kan og skal ikke tale for andre, men jeg tror, der er mange mennesker, uanset personlighed, som kan spejle sig selv i Murakamis hovedpersoner. Han har en evne til at få sin læser til at relatere til sin hovedkarakter, og der bliver naturligt bygget en fortrolighed op mellem fortælleren og læseren. Murakami kan bruge næsten et helt kapitel på at beskrive, hvordan protagonisten står op om morgenen, vander blomsterne og fodrer fiskene. I starten kan det gøre ens øjne knastørre, men når man først er i gang, er det nærmest meditativt.

Murakami vender ryggen til det traditionelle Japan på en måde, der gør, at hans værker bliver mere læselige for Vesten end andre japanske forfattere.
Dette fremgår bl.a. af de forfattere og personligheder, som har haft indflydelse på Murakamis forfatterskab, heriblandt Franz Kafka. Det giver sig bl.a. til udtryk i novellen “Da Samsa Blev Forelsket” fra hans novellesamling Mænd uden kvinder, der vender Kafkas Forvandlingen på hovedet, og læseren bliver kastet ind i en usædvanlig kærlighedshistorie mellem en pukkelrygget, storbarmet låsesmed og et insekt i en menneskekrop.

Men det fremgår også af Murakamis begejstring for vestlig jazz og rock fra efterkrigstiden. En af de største inspirationskilder har været The Beatles. Hans bedst sælgende bog Norwegian Wood er opkaldt efter The Beatles’ sang af samme navn. Derudover er han en stor beundrer af den amerikanske jazzscene i 50-60’erne, heriblandt Stan Getz og John Coltrane. Murakami bruger musikken som hjælp til at beskrive scenen i bogen, ligesom hvis han skulle beskrive lugten eller farverne. Hans kærlighed til jazz er langt fra mystisk.

... da Murakami lod sine øjne følge boldens svæven, gik det pludselig op for ham, at han kunne skrive en roman uden at have haft den store trang til at skrive før i sit liv.

Inden Murakami blev forfatter, bestyrede han en jazzcafé i Tokyo. Det var, mens han bestyrede jazzklubben, han begyndte at skrive. I bedste Murakami-stil: ud af ingenting. 29-årige Murakami sad til en baseballkamp med en kold øl og så sit lokale hold, Yakult Swallows, da den amerikanske baseballspiller Dave Hilton slog en double – rimelig ordinært slag i baseball – men da Murakami lod sine øjne følge boldens svæven, gik det pludselig op for ham, at han kunne skrive en roman uden at have haft den store trang til at skrive før i sit liv.

Efter kampen tog han hjem og begyndte at skrive Hør Vinden Synge ved sit køkkenbord. En kort historie om en unavngiven protagonist, der sidder på en bar med sin ven ved navn Rotten. Der sidder de og drikker i en lind strøm, mens de taler om livet, litteratur, musik, det at skrive, kvinder og om at høre vinden synge. I bogen bliver der kun nævnt vestlig kultur: Bob Dylan, Marvin Gaye, Elvis Presley, Roger Vadim og ikke mindst tegneseriefiguren Woodstock. Ikke en eneste reference til japansk kunst eller kultur af nogen art, hvilket indignerede mange japanere og kritikere, men også tidligt i sit forfatterskab indikerede han sin distance til sit hjemland.

Han kalder denne roman for en af sine to “køkkenbordsromaner”. Han skrev Hør Vinden Synge ved sit køkkenbord, når han kom hjem om natten efter at have lukket jazzklubben. Senere udgav han også Flipperspil 1973, som er fortsættelsen på Hør Vinden Synge. Efter de to udgivelser besluttede han sig for at sælge jazzklubben og blive forfatter på fuldtid. Det var ikke nogen dårlig idé. I dag har Murakami fans overalt i verden. Et rejsebureau i Sydkorea har organiseret en rejserute langs den japanske vestkyst med fokus på scener fra Kafka På Stranden. I Sapporo er der blevet bygget op til flere hoteller ved navn “Hotel Delfin” med inspiration fra En Vild Fårejagt. Derudover er der blevet udgivet kogebøger med retter fra hans bøger, og der er blevet lavet timelange playlister af musik, som Murakamis karakterer lytter til. Vejene ind i Haruki Murakamis forfatterskab er med andre ord mange og vildtvoksende, og lige som forfatterskabet selv sætter hans historier sig i én og gennemsyrer ens erindring, men uanset hvor du begynder, er jeg overbevist om, at du, hvis du giver det tid og giver dig hen til læsningen, ender med at blive lige så grebet, som jeg er blevet.

Hvad tænker du?

  1. Helene K. siger:

    Jeg har virkelig lyst til at læse Murakami nu <3

  2. Helene K. siger:

    Og jeg har aldrig læst ham før!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN