Den første uge som udeboende

13. september 2018

I den første uge efter at Camilla var flyttet hjemmefra, skrev hun dagbog om de ambivalente, modsatrettede følelser, der kan opstå, når man ikke længere bor med sin familie. Om pludselig at være alene og at skulle vænne sig til nye lugte. Om at pendle frem og tilbage mellem det nye og gamle hjem og ikke rigtigt føle sig hjemme nogen af stederne. Om at spise havregrød på stuegulvet og glæden ved et kikset badeforhæng. Om frygten for at kigge ind på sit gamle værelse og om at sætte pris på sin familie på en helt ny måde.

Illustration af Emilie Jensen

Lørdag:

Da klokken er lidt over ni, opgiver jeg kampen om at tvinge min krop til at falde i søvn igen. Jeg har allerede brugt tre kvarter på at forsøge, men konstaterer, at jeg er blevet for gammel til at sove til mere end 8.30. Så jeg står op. Måske er jeg ikke for gammel, men bare for stresset. Det føles, som om mit hoved stadig gynger lidt, så jeg går ned i køkkenet, hvor jeg på rekordtid bunder et stort glas vand og lægger to stykker toast i risteren. Kort efter sender jeg mine forældre på to ugers krydstogt i Det Indiske Ocean og tænker på, at jeg ikke længere vil bo under deres tag, når de vender hjem. Sammen med min far har jeg i næsten seks uger bygget møbler og gjort min nye lejlighed klar til, at jeg skal flytte, og når de alligevel ikke er hjemme, synes det at være et oplagt tidspunkt flytte. Sådan rigtigt. Jeg begynder at pakke de sidste rester af mit værelse, der endnu ikke er flyttet fra Østerbro til Valby, ned, og min søster kommer ind på mit nu næsten nøgne værelse, ser sig omkring, og giver mig et kram, imens en tåre løber ned over hendes kind.

Bilen holder heldigvis parkeret lige foran vores – det slår mig, om jeg nu burde sige ‘deres’? – hus, og imens jeg slæber de seks fyldte sække, der åbenbart stadig manglede at blive pakket ned, ud i bilen, beslutter jeg, at jeg er klar til at køre mod mit nye hjem. Bag rattet er motoren lige kommet til livs, da jeg kigger ind på det lille rækkehus og igen tænker på, hvor heldig jeg har været, at det blev mit livs første hjem. På vejen henter jeg min veninde, der har købt tebirkes, som vi senere spiser på lejlighedens eneste ryddede kvadratmeter omgivet af flyttekasser.

Jeg tænker på, hvordan jeg i dag har følt mig ret selvstændig. Nærmest voksen. Vi har fejret det med bobler, og hun har spurgt, hvordan det føles, at det nu endelig er sket. Men jeg kan ikke finde ud af at svare hende - for jeg kan ikke mærke, hvordan det føles.

Da klokken har passeret 01.15, ligger jeg i min nybyggede seng, halvvejs oppe under loftet. Ved siden af mig ligger min veninde, der hele dagen har hjulpet med at købe ind, forsøge at få de sidste ting på plads og lave mad. Jeg tænker på, hvordan jeg i dag har følt mig ret selvstændig. Nærmest voksen. Vi har fejret det med bobler, og hun har spurgt, hvordan det føles, at det nu endelig er sket. Men jeg kan ikke finde ud af at svare hende – for jeg kan ikke mærke, hvordan det føles. Det er egentlig ikke, fordi det føles forkert; det føles bare heller ikke specielt godt, sådan lige nu. En underligt tom følelse har placeret sig lige omtrent dér, hvor ribbenene mødes, og den strækker sig hele vejen op til struben og minder mig om, da jeg var lille og havde hjemve. Måske er det hjemve. For godt nok er jeg nu officielt flyttet ind i en fin og hyggelig og god lejlighed. Men det er jo ikke rigtigt mit hjem.

Søndag:

Da vækkeuret ringer, har jeg allerede været vågen i ti minutter. Jeg går i gang med at male havregryn til mel, og en duft af vanilje spreder sig på de små 28 kvadratmeter, imens dejen bliver sprød på vaffeljernet. Vi slæber et par fejlkøb ned i bilen og kører til IKEA for at levere dem tilbage, men ender selvfølgelig med at returnere med endnu flere køb tre og en halv time senere. Jeg tager det første bad i mit nye badeværelse og bliver glad af at kigge på mit kiksede badeforhæng med palmer, imens jeg skyller shampoo ud af håret. Hen på den sene eftermiddag cykler jeg ud til min bedstemor, spiser middag med hende, og da jeg cykler tilbage i mørket, er den ubehagelige følelse fra aftenen forinden væk. Da jeg træder ind i lejligheden, føles det rart helt selv at kunne bestemme, hvad der skal ske, hvordan det skal ske, og hvornår det skal ske. Og selvom det er lidt underligt at gå i seng uden at sige godnat til nogen, er det rart at være her. Det føles allerede bedre end i går.

Mandag:

Da jeg står op, er der stadig et par timer til, at jeg skal være på arbejde, så jeg laver god morgenmad, pakker en taske og går i gang med at samle et af udfaldene fra gårsdagens IKEA-besøg. Jeg tager på arbejde og tænker over, hvor underlig kontrasterne i hverdagen kan være: Den ene dag bor jeg stadig hos mine forældre, den næste alene i egen lejlighed. Efter arbejde kører jeg hjem til mine søskende på Østerbro. Jeg skal til tandlæge i morgen i Hellerup, så det giver mening at overnatte fem minutter derfra. Eller også er det bare en god undskyldning for at sove under et vant tag igen. Allerede da jeg sætter nøglerne i husdøren, føles det anderledes. Som om jeg er på besøg. Ikke fordi jeg ikke er velkommen, men måske fordi jeg godt ved, at det ikke længere er mit rigtige hjem. Jeg undgår at kigge ind på mit tomme, efterladte værelse, hvor kun min seng står tilbage som et nøgent skelet fra en anden tidsalder. Nok for at bevare illusionen om, at det stadig ville være fyldt med lyskæder og puder og minder fra hele mit liv, hvis jeg virkelig tog i dørhåndtaget og kiggede ind. Nede i stuen kan jeg heldigvis holde tanken om realiteten væk, og pludselig er både jeg og mine søskende ekstra glade for at se hinanden, så vi drikker øl, laver pizza og kigger på sommerferie. Det er rart at være lige her, hvor alt er trygt og familiært, men måske er det også fint at skulle tilbage i lejligheden i morgen.

Illustration af Emilie Jensen

Allerede da jeg sætter nøglerne i husdøren, føles det anderledes. Som om jeg er på besøg. Ikke fordi jeg ikke er velkommen, men måske fordi jeg godt ved, at det ikke længere er mit rigtige hjem.

Tirsdag:

Jeg vågner i mine forældres seng og tager til tandlæge, inden jeg henter min veninde på vejen og kører til uni, hvor gruppemøde og forelæsning får mig til at glemme den store omvæltning, jeg lever i netop nu. På vejen hjem overvejer jeg at køre i Netto eller Lidl, men da jeg næsten er ved lejligheden, kan jeg ikke overskue at navigere rundt i denne uvante bydel, så jeg beslutter mig for bare at spise havregrød til aftensmad. Da jeg træder ind ad døren, går det op for mig, hvor meget den lillebitte lejlighed flyder. Tomme IKEA-poser, halvt samlede møbler på gulvet, tøj, der ikke er plads til, kassevis af byggematerialer og værktøjer, bedrollers, der skal bæres ned i kælderrummet. Jeg burde læse til ugens andre forelæsninger, men jeg kan ikke være i mig selv, så længe der ser sådan her ud. Så jeg går i gang med at organisere, smide ud, lægge i kasser, tage ud af kasser, fordele på nye måder og flytte rundt for – hvad der føles som – 783. gang. Jeg kan ikke klare, at der ikke er nogen, der taler. Eller bare nogen, der er. Så jeg sætter min computer foran døren, hvor den lige akkurat kan fange fællesrummets internet. Imens ligegyldige programmer på DR1 kører i baggrunden, vender følelsen fra i lørdags tilbage, men denne gang mere larmende og altoverdøvende, og da min søster ringer, spørger hun, hvad der er i vejen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det føles bare ikke godt. Da jeg efter at have fyldt de sidste skuffer op, skubbet alle værktøjskasser ind under sengen, slæbt resterne i kælderen og forsøgt at svede de dårlige følelser ud i nabolagets Fitness-center – der ligesom alt andet her er fremmed – ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går i seng og føler mig alene i mørket.

Onsdag:

Jeg vågner og har det lidt bedre. Jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg vil tage hjem – altså hjem-hjem, mit eneste hjem, mit rigtige hjem, dét, der altid har været mit hjem – i dag efter uni. Jeg har brug for at være et sted, hvor der er ordentlig belysning, internet, der fungerer godt nok til, at jeg kan læse op, og hvor jeg føler mig hjemme. Men da jeg når Østerbro, føles det heller ikke rigtigt. Det føles ikke som mit hjem mere, ikke rigtigt. Jeg har ikke et værelse, mine forældre er der ikke, jeg ved ikke, hvor jeg skal sætte mig og læse. Jeg går ind på min søsters værelse – hun er ikke hjemme – og begynder for første gang at græde. Det er så åndssvagt. Der er så mange mennesker i verden, der ikke har tag over hovedet. Jeg er så heldig. Og jeg har glædet mig så meget til endelig at flytte efter at have været frustreret boligsøgende i mere end to år. Alle mine venner er for længst flyttet hjemmefra, og de klarer det fint. Men tårerne bliver ved med at trille ned i mine ører, som jeg ligger dér og tænker på, hvordan jeg i virkeligheden burde føle, at jeg nu har to hjem. Sådan føles det bare ikke. Det føles snarere, som om jeg slet ikke længere har et rigtigt hjem eller et sted, jeg hører til. Det føles forkert at være det ene sted og forkert at være det andet sted. Jeg er forvirret og ved næsten ikke, hvem jeg er, nu hvor jeg ikke længere er sikker på, hvor jeg hører til.

Torsdag:

Nøglen klikker i låsen, og da jeg træder ind ad døren, mærker jeg med det samme et underligt sug i maven. Jeg kan ikke skelne mellem, om jeg rammes af tomrummet eller blot af alt det fremmede, som lejligheden stadig repræsenterer. Det er underligt at bo et sted, hvor man ikke engang har vænnet sig til duften. Kommer jeg nogensinde til at træde ind her uden at lægge mærke til, at mit hjem har sin egen lugt? Jeg pakker mine indkøb ud, lægger på plads i køleskabet og går i gang med at lave mad. Jeg folder min yogamåtte ud lige foran døren, så jeg kan fange internettet, og lægger mig foran den med min computer og pasta/pesto. Det er første gang, jeg befinder mig her uden at lave noget praktisk, og det er faktisk ret okay at ligge lige her på gulvet. Senere bager jeg en kage, indretter en krog med dyne og puder i vindueskarmen, hvor jeg catcher op på det skolearbejde, jeg ellers har været håbløst bagud med, siden jeg overtog lejligheden. Jeg har netop fjernet min makeup, da min brors ansigt lyser op på displayet på min iPhone. Han spørger, hvordan livet er, og jeg overraskes over, at han kun ringer for at hyggesnakke. Det tror jeg aldrig, han før har gjort. Min søster er der også, og pludselig føles de ikke nær så langt væk, som jeg måske har bildt mig selv ind. Da vi lægger på, tænker jeg på, hvor heldig jeg er. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor vigtig min familie er for mig, men det slår mig alligevel, at jeg nok sætter pris på dem på en helt ny og mere intens måde, når vi ikke længere bor under samme tag.

Her er okay. Mere end okay.

Søndag:

Status? Her er faktisk okay. Ikke hele tiden, men for det meste. Jeg vænner mig til lydene. Til de nye vaner. Til måden, solen står ind ad vinduet om morgenen. Til følelsen af at vågne alene. Til at vaske alt op i hånden. Til at fange signalet de rigtige steder. Til selv at kunne styre dagsordenen. Til kun at kunne bebrejde mig selv, når køkkenbordet flyder. Til at taste en ny adresse i ’Til’-feltet på Rejseplanen. Til glæden ved at se, hvordan alting finder sin plads, lidt efter lidt.

Her er okay. Mere end okay.

Hvad tænker du?

  1. Karoline siger:

    Det er virkeligt fedt og vigtigt skrevet!

  2. CamillaKlarskov siger:

    1000 tak, Karoline! ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *