Fra chefredaktøren: forandring og et stort farvel

12. september 2019

Vores nuværende chefredaktør stopper og sender SEIN videre i verden. Her skriver hun et sidste brev. Om SEINs begyndelse. Om at forandre noget, selvom det er svært. Og om at være en del af en ungdom, der kan noget helt særligt sammen.

Kære alle
Måske er der nogle af jer, der kender mig, måske ikke.
Jeg hedder Sara og har været SEINs chefredaktør fra det allerførste indlæg blev udgivet og frem til i dag.
Nu er jeg her for at sige farvel. Og det er med verdens mest stolte hjerte, at jeg skriver dette sidste brev som afslutning på min tid på SEIN.

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg bange for, at intet ville ændre sig. Jeg tænkte, at den ungdom, jeg havde dér, ville være hele den ungdom, jeg ville få. Det var en frygt for, at alt i verden hang sammen med den, jeg var. Og at hverken jeg eller verden ville rykke sig.
Men det er noget af det vigtigste, jeg har lært på SEIN – og måske også i livet: at det ændrer sig. Og at du nogle gange selv kan være med til at skabe den forandring, du har brug for.

SEIN har altid været et forsøg på at forandre. At skabe et rum mellem unge, som ikke fandtes. At give plads og tid til personlige historier. Og at give sig selv og hinanden chancer og tillid til at være kreativ. Men vi har med SEIN også prøvet at forandre – eller i hvert fald undersøge – hvordan et ungdomsmedie kan se ud for vores generation. Og særligt hvordan medier måske kan begynde at dreje sig om fællesskabet i stedet for distancen.

SEIN ændrede noget i mit liv, allerede fra første gang jeg sagde idéen højt til nogen. Jeg gik i 2.g i gymnasiet og var vildt frustreret. Jeg synes, der manglede et ungdomsmedie, hvor jeg kunne genkende mit eget ungdomsliv. Og så savnede jeg et kreativt fællesskab med andre unge. Til sidst fik jeg en idé om, at jeg måske kunne skabe det selv. Den første, jeg fortalte om det til, var min mor. Hun gav mig nummeret på to af sin venindes niecer, der var frustrerede ligesom mig, og vi begyndte at skrive sms’er til hinanden under bordet i timerne. Jeg havde fået to nye venner, og noget helt særligt for os alle tre var begyndt.

I mit første sabbatår begyndte SEIN at samle sig. Vi blev seks mennesker, og vi mødtes fast om mandagen i hjørnet af en byggeplads. Når håndværkerne gik hjem, satte vi os om et rundt bord og snakkede om ensomhed, kropsbehåring og at kritisere karakterskalaen, men også om, hvordan man egentlig holder et godt møde, og hvordan man bedst muligt sætter musik til et digt.

Siden er SEIN vokset så meget, og nu er redaktionen på over 100 mennesker. Det er noget af det, som gør SEIN så unikt. At det er fyldt med så mange unge, der har lyst til at inspirere hinanden. Både jer, som laver SEIN, og jer, som læser det.
Og jeg synes, det er ret rørende. For ungdom er ikke for evigt. Vi er i noget helt særligt allesammen lige nu. Og det er ikke, fordi man skal få den der ubehagelige følelse af, at man skal nå at få alt ud af sin ungdom, og at den aldrig er god nok – men lige netop det omvendte: at den bare er sådan her – totalt kaotisk og smuk og mærkelig. Og jeg håber, at ungdommen og SEIN kan være et sted, hvor man både kan få lov til at være sig selv og skabe forandring på samme tid.

For alt, hvad jeg har lært og oplevet, mens jeg har været chefredaktør på SEIN, vil jeg sige en kæmpe tak!
Tak, fordi der har været så mange, der har haft lyst til at skabe SEIN med mig.
Tak, fordi I har turdet så meget. Særligt, at I har turdet dele jeres idéer med andre. Jeg synes tit, man får at vide, at man skal holde sine idéer tæt ind til kroppen, indtil de er fuldstændig færdige, og så kan man vise dem frem. Men SEIN er kun blevet til, fordi vi har delt vores ufærdige idéer med hinanden.
Tak til alle jer, der læser og følger med i SEIN. Bliv ved! I skal glæde jer til alt det nye, der kommer.

En stor, sidste kærlig hilsen
Sara

Her er nogle gamle billeder/noter fra SEINs tilblivelse

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *