Miyazakis mesterværker

Har du også fulgt åndeløst med, når Kiki sætter af fra jorden og stiger til vejrs på sin kost under skarp opmærksomhed fra byens beboere, der musestille overværer, hvordan hendes heksekræfter vender tilbage? Har du siddet og heppet med indeni, når hun målrettet og modigt flyver op efter sin ven og på et hængende hår redder ham fra en tragisk skæbne? Eller måske kender du regnens intense trommen på Satsukis paraply, når hun med lillesøsteren Mei på ryggen ser den store Totoro ankomme i mørket? Hvis du gør, har du måske også set flere af Studio Ghiblis tegnefilm. Hvis ikke, er der noget fantastisk, du endnu har til gode.

Da den japanske animator Hayao Miyazaki i 1984 lavede sin første tegnefilm, blev det begyndelsen på en samling, der nu rummer 44 farverige, finurlige og fortryllende værker. Nogle er spækket med action og dystopiske luftskibe, andre byder på idyllisk landliv og saftige blomstermarker, men de fleste af filmene rummer en god blanding af det hele, hvilket skaber liv og kontraster og gør oplevelsen af dem spændende og autentisk. Fælles for Studio Ghibli-filmene er, at de alle er formidlet med samme æstetik og sans for detaljer. De er fantasi, kunst og eventyr samlet i ét værk. Og så er de ikke mindst skildringer af menneskeliv og relationer, der trods det faktum, at de er tegnede, lader os komme helt tæt på karaktererne og deres følelser.

Som lille elskede jeg filmene, der på en eller anden måde altid var sjovere, smukkere og mere medrivende end alle de andre, vi havde stående på hylden. Med mine søstre brugte jeg timevis på at se og gense Kiki – den lille heks, så vi til sidst kunne alle replikkerne. Ligesom vi så Min nabo Totoro, Det levende slot, Chihiro og heksene og Laputa -slottet i himlen, indtil vi kunne hver en scene udenad. Selvom denne tendens til at ville se ting på repeat også gjorde sig gældende med andre film, var det noget særligt med ‘Totoro-filmene, som mine søstre og jeg kalder dem. De blev aldrig kedelige, for den tiende gang vi så dem, dukkede der jo noget nyt op – en detalje eller et baggrundsmotiv, der ikke syntes at have været der den niende gang.

Og så var filmene en evig brønd af inspiration. Min ældste lillesøster og jeg elskede for eksempel måden, hvorpå karaktererne kommer løbende, hvad enten det er i flugt fra fjenden eller i munter spurt hen ad landevejen, kan de (i hvert fald de unge og friske af dem) løbe så hurtigt, at benene går som trommestikker, og man selv fik lyst til at springe op af sofaen. Jeg ved ikke, hvor mange af vores lege der startede som resultat af at have set en Ghibli-film, men det er i hvert fald ikke så få. Den energi og eventyrlyst, der stråler fra skærmen gjorde det næsten umuligt ikke selv at kaste sig ud i et lignende univers efterfølgende. På den måde tror jeg, at jeg kan takke Miyazaki for nogle af de talrige timer, min søster og jeg tilbragte fordybet i leg, om ikke for fantasien, så i hvert fald for inspirationen.

Som ældre kan jeg stadig mærke, hvordan filmene bare kan noget. For et par uger siden så jeg med på Porco Rosso, og det slog mig, at ting og kommentarer, jeg som lille aldrig helt forstod, pludselig fik en ny betydning. Dét, at filmene har flere lag og henvender sig til mange aldersgrupper gør dem altså til værker, der kan ses, uanset hvem du er. Og så bryder det med den traditionelle forestilling om, at tegnefilm kun er for børn. Vælger man alligevel at vurdere indholdet til at være børneegnet, gør den kunstneriske kvalitet og filmens tegnetekniske skønhed det i den grad til det hele værd at se den som voksen.

Den måde, Ghibli sammensætter farver og skaber former på, er vildt imponerende; om det er rolige bølgeskvulp ved strandkanten eller urskovens frodige planteliv, er resultatet altid det samme: på én gang virkelighedstro og magisk. Et element, jeg tror spiller en stor rolle,netop når det kommer til filmenes ‘magi’, er musikken. Temaerne i de enkelte film er for mig blevet lige så indprentede i hukommelsen som replikkerne; de sætter stemningen og tilføjer en ekstra volumen, der sammen med motiverne og farverne skaber noget fuldendt og virkelig tilfredsstillende. Når jeg lytter til temaerne enkeltvis – uden at se filmen – bliver det tydeligt, hvor smukt de er skrevet, og hvor godt de rammer stemningen i lige præcis den film, de er komponeret til. Ligesom det bliver tydeligt, i hvor høj grad musik er i stand til både at præge og indlejre de følelser, den enkelte film eller scene fremkaldte.

Noget, jeg især beundrer Miyazaki og hans tegnehold for, er de mange seje kvinder. Stort set alle hans hovedpersoner er piger, som stråler af styrke, intelligens og godhed. Og som klarer alt fra mutant-insekter til luftpirater. Eller noget så genkendeligt som at skulle falde til i en fremmed by.

For mig har Kiki, Satsuki, Mononoke, Arrietty, Sheeta, Fio, Nausicaä og alle de andre været forbilleder, hvis mod og omsorg var beundringsværdig, men stadig realistisk. De er ikke overmennesker, men piger, der kæmper i en tegnefilmsverden, fordi der er gjort plads til dem. Jeg synes, det er fantastisk at have fået så mange filmoplevelser som barn, hvor heltene var heltinder. Derfor skal Studio Ghibli have tak for at have skabt mesterværker, der ikke nok med at være smukke og fabelagtigt fantasifulde også er en kæmpe inspiration og et skulderklap for piger over hele verden. I hvert fald for mig. For de kunne sagtens have valgt at gøre den rå ulveprinsesse Mononoke til en rå ulveprins. Eller alle de andre piger til drenge; filmene havde sikkert også fået succes. Alligevel valgte de at skabe kvindelige forbilleder i en filmverden, hvor de har været tiltrængte. Forbilleder, der er afgørende for, at piger kan vokse op i en overbevisning om, at de er kampklare, kloge og kærlige, og at de kan ændre verden, hvis det er dét, de sætter sig for.