Fra monsterleg til mental træningsbane

Jeg sad i sofaen i mine forældres stue, da jeg blev distraheret af min far og min 3-årige niece. De legede inde i spisestuen og min nieces opildnede stemme, stakåndet af latter, lagde præmissen for en ny leg: ”Okay, farfar. Nu er jeg en fisk, og så er du et monster. Et monster, der spiser fisk!”

Sekunder efter skælvede et brøl fra spisestuen. Min far, der tydeligvis havde accepteret legens præmis, var nu i gang med at ”gnave” i min skrigende og leende nieces hals. Sådan fortsatte de i lang tid – med skiftende opdigtede scenarier, der alle var af lettere morbid form, modelleret af min nieces endeløse behov for at sætte sig selv i nye drabelige scenarier. Begge i en fælles balancegang mellem det frygtsomme og morsomme. 

Det forekom mig pludselig mærkeligt, at der kunne være en sådan tiltrækning mod noget, der er ubehageligt. Min treårige niece inviterede frivilligt frygten ind til leg, men er det ikke noget, vi helst vil undgå? Frygt må være en negativ følelse, der er kroppens naturlige reaktion på fare?

Alligevel ser man enorme indtægter fra gyserfilm som ‘The Nun II’ og ‘Five Nights at Freddy’s’, der næsten indtjente 600 millioner dollars på verdensplan sidste år, samt populariteten af true crime-programmet ‘Mørkeland’, der var DR’s tredje mest streamede podcast med over 340.000 afspilninger i 2023 i Danmark. Begge er underholdning, der tjener sin popularitet på nogle menneskers appetit for at udfordre frygten. 

Jeg har da også selv brugt aftener på at kværne en Netflix-serie om modbydelige seriemordere. Selvom jeg på aftengåture dagene efter har kigget mig febrilsk over skulderen og er blevet forskrækket af min egen skygge, har jeg glædeligt opsøgt den næste mordhistorie. Og gerne mere skrækindjagende end den sidste. 

Min oplevelse på sofaen efterlod mig med et undrende hvorfor. Hvorfor er det så forbandet spændende at begive sig ud i denne balancegang mellem det sjove og det uhyggelige? Mine spørgsmål ledte mig i retning af to forskere på Aarhus Universitet, som var villige til at hjælpe mig.

Forskere, spøgelser og motorsave

En solrig formiddag i februar træder jeg småforkølet ind på Mathias Clasens kontor på Aarhus Universitet. Væggene er dækket med bøger. Store afsnit af reolerne er dedikeret til Stephen King samt bøger med titler som ‘Kadaverjagt’, ‘Tunnelmanden’ og ‘Dæmonen i Hælene’. I hjørnet af kontoret sidder et plastik-skelet i en læderlænestol med et par sorte høretelefoner over ørene og byder mig tavst velkommen.

Ud over at være en udtalt horror-fan er Mathias lektor på Institut for Kommunikation og Kultur og co-leder af Recreational Fear Lab. På Recreational Fear Lab forsker de i et fænomen, som de har døbt ”rekreativ frygt”. Et fænomen, han beskriver som ”aktiviteter, der handler om at finde nydelse i at blive bange”.

Udgangspunktet for Recreational Fear Labs arbejde flugtede godt med Mathias’ interesse for horror. Her startede de i 2016 et samarbejde med Dystopia Haunted House i Vejle, hvor de undersøgte, hvad der sker, når mennesker frivilligt bliver jagtet af en person med en motorsav i et spøgelseshus.

Studier, der med årene voksede sig større, og i dag er med diverse fysiologiske måleudstyr, hjertemålere og overvågningskameraer. I takt med vokseværket, begyndte interessen at brede sig ud over horrorens grænser.

”Børn, som kigger på løver i zoologisk have, gemmeleg, teenagepiger, som lytter til true crime-podcasts, midaldrende mænd, som køber en motorcykel og kører for stærkt. Der er alle mulige aktiviteter, som egentlig handler om det samme: at blive bange, men at synes, det er fedt. Når man først får øje på det, ser man det alle vegne,” fortæller Mathias.

Visuelt af Emma Hjortkjær

Frygt er en del af vores DNA

De fleste af os er altså bekendte med en eller anden form for frygtsom legesyghed, men hvis det er så udbredt, hvorfra stammer tiltrækningskraften af den rekreative frygt? Er det bare hovedløs underholdning, eller er der gevinster at hente i gyset og svedige håndflader?

Hos Recreational Fear Lab præsenteres flere mulige forklaringer på, hvorfor rekreativ frygt er et udbredt, men også meningsfuldt fænomen. Blandt disse forklaringer er ideen om “trusselssimulation”, hvilket er særligt relevant, når vi forsøger at forstå, hvorfor mennesker er tiltrukket af skræmmende historier og uhyggelig fiktion.

Denne tankegang er forankret i menneskets evolutionære udvikling og psykologi, hvor leg med frygt kan ses som en måde at forberede os på reelle trusler. Mathias påpeger, at ved at fordybe sig i disse historier og fiktive verdener tillader det os at gennemleve forskellige scenarier uden risiko og derigennem udvide vores erfaringshorisont.

”Forestillingsevnen er udviklet i en unik grad hos mennesker, og vi bruger den til at forberede os. Vi er jo ikke særlig stærke. En chimpanse kunne jo nemt banke os med den ene arm bundet på ryggen. Vi er ikke særlig stærke, vi er ikke særlig hurtige, men vi har en forestillingsevne, som gør, at vi hele tiden kan forberede os på det værst tænkelige,” siger Mathias.

Mental prepping

Under den første nedlukning ved Covid-19 gennemførte Recreational Fear Lab en undersøgelse, der netop afdækkede dette fænomen. Her viste det sig, at personer, der så mange film om jordens undergang (som naturkatastrofer, zombie-film og alien-invasioner), følte sig bedre forberedte på pandemien end andre.

Disse personer udviste simpelthen større “emotionel modstandsdygtighed” med en mere positiv indstilling og lavere stressniveauer under nedlukningen. De havde oplevet situationen udspille sig før: de hvide telte, podere med plastikvisir, mundbind og blå engangshandsker. Bare foran fjernsynet.

På sin vis tilbyder de uhyggelige eller farlige historier en måde at berede hjernen på noget, som den i udgangspunktet er bange for, skulle blive en realitet. Disse historier giver os en mulighed for at udforske og bearbejde vores frygt i en kontrolleret og tryg atmosfære.

Man kan måske anskue de mange timer, som danskere har brugt med ‘Mørkeland’ i ørene, som en form for mental træningsbane, der forbereder hjernen på de værst tænkelige scenarier. Set i denne forklarings lys, virker det måske ikke så ulogisk, at et true crime-program som ‘Mørkeland’ kan opleve så stor en popularitet. 

Dog efterlades udgangspunktet for mine spørgsmål endnu ubesvaret. Min niece sidder stadig uforklarligt og opdigter nye måder, hun kan ende som monsterbytte på. Jeg tvivler på, at det er fordi, hun sidder og træner en udførlig plan for at undgå at vågne op som fisk og blive spist.

Visuelt af Emma Hjortkjær

Frygt som hjernetræning

Marc Malmdorff Andersen, lektor i kognitionsvidenskab på Aarhus Universitet og den anden leder af Recreational Fear Lab, er særligt interesseret i forskning vedrørende leg og ved meget om børn og deres appetit for den rekreative frygt. Før vi nåede helt så langt, delte Marc sin indsigt i et fænomen kendt som “interoception”, og hvordan den rekreative frygt muligvis kan styrke lige netop dette.

Interoception lyder ret avanceret, men handler i bund og grund om vores hjerners evne til at forstå og fortolke kroppens signaler. Det kan for eksempel være at mærke ændringer i vores puls, åndedræt eller noget så simpelt som at mærke sult.

Marc forklarede, at oplevelser af frygt – som når vi gemmer os under tæppet på sofaen, fordi gyserfilmen bliver uhyggelig – måske kan fungere som en træning af vores interoception. Pulsen stiger, sveden begynder at løbe lidt, åndedrættet bliver mere kaotisk og munden bliver tør. Når kroppen bliver presset derud, giver det hjernen mulighed for at være opmærksom på og tolke nye eller knap så frekvente udgaver af kroppens signaler. Altså styrkes en central del af hjernens og kroppens samarbejde, muligvis.

Frygt som naturens angstvaccine

Nogle forskere mener, at god interoception er en vigtig evne at besidde, fortæller Marc, da en mangel på samme er blevet sat i forbindelse med angst, som er den mest udbredte psykiske lidelse i Danmark. 

For nogle kan angsten blive udløst i situationer uden reel fare, hvilket kan skyldes, at deres hjerne har svært ved at aflæse kroppens signaler og dermed regulere dem effektivt, hvilket giver frygtimpulserne frit spil.

Ved at udsætte os selv for rekreativ frygt kan vi måske styrke hjernens evne til at forstå og håndtere kroppens reaktioner, hvilket kan øge vores modstandsdygtighed over for angst. Ideen er, at hjernen ved mindre ”indsprøjtninger” af frygtfulde, farlige eller angstprovokerende situationer måske bliver bedre til at håndtere dem. Som en vaccine, der giver en lille indsprøjtning af en sygdom, som kroppen bliver resistent overfor. 

I forlængelse af dette koncept, påpeger Marc yderligere, at vores hjerne har en tendens til at undertrykke forudsigelige inputs. Når vi gennemgår flere oplevelser, hvor kroppen påvirkes af overskuelige former for frygt, kan vi skærpe vores evne til at forudsige, hvordan vi vil reagere i angstprovokerende situationer.

Dette kan også være gavnligt i mere hverdagslige scenarier såsom før en eksamen eller i en jobsamtale. Ved at opbygge disse erfaringer, hvor kroppen navigerer gennem frygt, bliver vi gradvist bedre til at forstå og kontrollere vores krops reaktioner.

Gevinsterne af den rekreative frygt kan altså være mange, ret store og meget let tilgængelige. Uden vi er opmærksomme på det, har mange af os allerede et veludviklet forbrug af den rekreative frygt. På trods af dette bliver disse gevinster sværere at nyde godt af for Danmarks yngste generationer – også selvom det måske er dem, der har størst appetit og mest brug for den rekreative frygt.

En beskyttet generation

Børn er ekstremt nysgerrige væsener. Hele verden er dugfrisk, og en af deres vigtigste drivkræfter er at udforske og prøve at forstå den. Som en del af denne udforskningsproces er børn tiltrukket af aktiviteter, der giver dem mulighed for at teste deres egne følelsesmæssige reaktioner, herunder også frygt.

De er hurtige til at identificere, hvor der er potentiale for læring i det grænseoverskridende og ukendte. Et godt klatretræ bliver pludselig en platform for at prøve nye følelser. En monsterleg med farfar kan blive et rum, hvor man kan afprøve sine egne grænser for uhygge.

Marc fortæller dog, at den frie, ikke-overvågede leg er meget presset i Danmark. Det betyder også, at den risikofyldte, og mere frygtinducerende leg, for børn er presset. Det er nemlig typisk de tidspunkter, hvor de ikke bliver holdt øje med, at børn ofte finder på at gøre noget, de ikke må, og bliver særligt grænsesøgende. Der bliver ikke stjålet mange æbler hos naboerne i dag og der bliver ikke på samme måde kørt for hurtigt ned af bakker i sæbekassebiler. 

Han giver tre forklaringer på denne udvikling. For det første bor flere børn i byerne, hvor der er mange flere biler. Derfor får de ikke lov til at løbe rundt for sig selv på gaderne mere. For det andet er danske forældre mere bekymrede, end de har været tidligere. Sidst gør det øgede skærmbrug, at børn ikke leger nær så meget udenfor, som de har gjort.

Institutionaliseret frygt og manglen deraf

Samtidig får dagsinstitutionerne, hvor børn bruger flere og flere timer, sværere ved at tilbyde gode muligheder for mere risikabel leg i dag:

”Institutioner, især børnehaver, indrettes typisk med stort sikkerhedsmæssigt hensyn for øje. Derfor kan man få nogle meget, meget kedelige legepladser rundt omkring. Samtidig indrettes institutioner typisk sådan, at børnenes adfærd er forudsigelig for de voksne,” afslutter Marc.

I vores samtale udtrykker Marc, at han håber, at institutionerne vil prøve at omtænke det fysiske rum, så man giver børnene mulighed for at udforske den rekreative frygt. Hvis blot man faciliterer et rum med forskellige “sværhedsgrader”, er børn selv gode til at vurdere, hvad de er klar til at prøve kræfter med. Det er et spørgsmål om at skabe miljøer, der er rige nok – så skal børn nok selv finde ud af, hvor de ønsker at være.

Manglen på den rekreative frygt hos børn risikerer at blive et reelt problem. Som Mathias og Marc har forklaret os, er legen med frygt en stor del af at være menneske. Det er naturligt for os alle at opsøge vores grænser og forsøge at forberede os på en verden, der kan virke skræmmende og uoverskuelig. Legen med frygten kan give os redskaberne til at stå imod, når frygten ikke vil lege mere, men vil tage over. 

Så næste gang jeg sidder i sofaen og hører min niece og far lege monsterlege i stuen, vil jeg ikke længere blive ramt af forundring. I stedet, tror jeg, at jeg vil blive ramt af en glæde over at opleve et meningsfyldt moment. I fantasimonstrets konturer får min lille niece en unik mulighed for at lære sig selv at kende, og lærer, at det kan være muligt at tage kontrol over situationer, der kan virke ukontrollerbare for et barn. 

Måske jeg endda vil få købt mig en blodig maske og en falsk motorsav, som jeg kan forskrække dem begge med. For deres eget bedste, altså.

Skribent: Jeppe Kjærgaard

Visuelt: Emma Hjortkjær

Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen