Men hvad med mine børn?

Nu er der stille udenfor, og jeg lægger mit hoved på puden. Jeg prøver at sove, men jeg kan ikke, for hver aften hamrer alle mine tanker gennem mit hoved. Tanker om den fremtid, jeg frygter at gå i møde.

Siden jeg var helt lille, har jeg planlagt at skulle have børn. Drømt om de lyserøde kjoler, der hænger i vinduet i Bon Point på Møntergade, set for mig stjernerne i deres øjne, når BR’s julekatalog kommer ind ad døren i slutningen af november og drømt om alle de ting, jeg skal vise dem. Jeg vil gerne have, at de besøger det hus i Sydfrankrig, som jeg har brugt så mange somre i, at de bliver tvangsindlagt til at tage på lange museumsture, og så vil jeg så gerne vise dem, hvor fantastisk Danmark og Europa kan være. Men som årerne er gået, så svinder den drøm mere og mere. Jeg er blevet i tvivl, om det faktisk er okay at sætte børn i verden, fordi jeg synes, verden er ved at blive et virkelig skræmmende sted. Alle de ting, jeg frygter, handler om, at jeg synes, vi er ved at blive alt for egoistiske på flere forskellige måder. Og der er især tre ting, som gør mig rigtig bange:

1) Måden vi behandler mennesker

Første gang jeg lagde mærke til det, var da jeg for tre år siden var på ferie på den græske ø Leros. Nede ved havnen var der et fængsel, som vendte ind mod gaden. Her stod hundredevis af mennesker bagved et gitter og bagte i solen, imens de råbte og råbte efter hjælp, hver gang turister gik forbi. Menneskene var flygtninge og var flygtet fra den død og ødelæggelse, som Dana beskrev i sit indlæg. De så helt udtørrede og udmagrede ud, som om de hverken havde fået vådt eller tørt i mange dage, og ingen vidste, hvad de skulle gøre af dem. Sådan er det endnu. Der er ingen, som har lyst til at påtage sig ansvaret for, hvor flygtningene skal være henne, og de bliver behandlet, som var de dyr eller forbrydere. Familier bliver skilt ad, og når de så endelig (efter at være blevet sendt fra land til land) tror, at de er i sikkerhed, bliver de smidt på hovedet hjem igen. Udover det har regeringen også sørget for, at flygtninge hverken kan få børnepenge eller folkepension, hvilket virker så grotesk, når man i forvejen tager alle deres økonomiske midler (jf. Dansk Folkepartis hjemmeside) – hvordan starter man så et liv?

Det undrer mig, at man kan behandle mennesker sådan her, at man ikke har noget medmenneskelighed, som gør at man vil hjælpe folk i nød. Jeg er næsten sikker på, at hvis der skete en naturkatastrofe, eller hvis der brød krig ud i Danmark, at Lars, Inger og co ville regne med, at hele verden stod med åbne arme for at tage imod danskerne. Det er jeg bare ikke så sikker på, hvis vi bliver ved med at behandle mennesker, som vi gør nu. Jeg savner næstekærligheden, og jeg savner, at man tager sig af hinanden. Jeg frygter, netop at når jeg får børn, så vil vi behandle hinanden endnu værre og udelukkende have os selv nærmest i stedet for at løfte i flok.

2) Klimaet

Selvom hullet i ozonlaget er blevet mindre det sidste år, og at det har været en virkelig kold vinter, så er klimakrisen ikke afblæst! Tværtimod behandler vi miljøet så dårligt, at den flygtningestrøm, vi har set nu, vil være peanuts. Hvis ikke vi ændrer på vores adfærd, vil hver tredje dag være ensbetydende med hedebølge for 500 mio. mennesker i Nordafrika, og vil altså gøre det ubeboeligt. Udover det bliver der hvert år smidt 8 ton plastik i havet, som ødelægger økosystemerne i verdenshavene, fordi dyrene ikke kan overleve. Det er nærmest til at tude over, hvor dårligt vi behandler det miljø, som vi alle sammen er afhængige af, fordi det har betydning for vores planets overlevelse. Når mine børn bliver voksne, kan jeg nærmest være i tvivl, om der overhovedet er en verden til dem, som er værd at leve i. Jeg er bange for, at den er fyldt med oversvømmelser og tørke, som fører til massemord, fordi folk ikke kan overleve.

3) Nationalisme

Ved valget i 2015 fik Dansk Folkeparti 21,1 % af stemmerne, og de har de seneste år virkelig fået sat sit præg på Danmark. Senest har de været med til at lave burkaforbudet (med det politisk korrekte navn ”maskeringsforbudet”), som gør det ulovligt for alle at være maskeret MED UNDTAGELSE af Halloween og kulde. Jeg synes, at Signe Molde har formået at skildre præcis, hvordan man skal forholde sig til det. Derudover har det også betydet, at det er så svært at blive dansk statsborger, at man lige så godt kan opgive. Og så prøver de lige nu at indføre, at man skal have svinefrikadeller i institutionerne, så ”alle” kan blive integrerede.

Fremmedfjendske very much, og desværre er det ikke kun i Danmark, at denne bølge slår igennem. Over hele Europa kan man se en bølge af højrenationalisme, som alle sammen har samme mål – at udelukke flygtninge og immigranter fra samfundet samt at gøre alle lande lukkede lande med sig selv tættest. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal leve i et samfund, hvor vi ikke samarbejder på tværs af religion, kår og landegrænser. Vi har netop så stor og god mulighed for at arbejde sammen med hele verden og gøre den til et bedre sted, hvis vi altså bare er fælles om det.

Udover disse tre ting kunne jeg også have nævnt atomkrig, Donald Trump og radioaktivitet – som vi ikke ved, hvad vi skal gøre af, eller hvad der sker, når det henfalder.

Jeg frygter den verden, som går os i møde, men jeg håber til gengæld også, at vi kan nå sammen at gøre i hvert fald Danmark til et bedre sted, hvor der er plads til dig og mig og til de fremtidige generationer.