En kort fortælling om min krop og mig

20. februar 2019

SEINbidrag.
Det er svært at lære at elske sig selv. Og sværere, når man får at vide, at man bør tabe sig. Luna har skrevet en kort fortælling om sin rejse mod selvkærlighed. Med en opfordring om, at vi snakker mere åbent om vores kropsusikkerheder.

Illustration af Thit Thyrring

Nogle gange, efter jeg har været i bad, kigger jeg mig selv i spejlet og tænker: ”Nå, så kom den delle tilbage”.

Jeg har altid været en fyldig pige, en kurvet pige, eller hvordan man nu ville sige det. Nogle ville måske sige buttet, eller det har jeg i hvert fald selv sagt en del gange. Måske endda tyk og en enkelt gang eller to: fede ko. Jeg kan huske et par gange, hvor også andre har sagt det til mig. Jeg mindes en gang, hvor jeg havde nogle venner hjemme i 6. klasse. Vi sad og snakkede om vores småforelskelser, som man jo var så optaget af dengang. Jeg fortalte, at jeg var blevet forelsket i en dreng fra vores parallelklasse, altså den slags forelskelse man kun oplever, når man er lille. Her følte min ene ven, at det var relevant at sige: ”Hvis du nu trænede lidt mere, så kan det være, han kan lide dig”. Der sad jeg med tårerne pressende på øjnene, men jeg gjorde ikke en skid. Jeg ville ønske, at jeg havde sagt til ham, at han skulle snakke ordentligt til mig og måske endda fortælle ham, hvor meget det sårede mig. For jeg kan virkelig mærke, at det har tæret hårdt på mig.

Det her er bare et af flere tilfælde, hvor unge drenge har sagt til mig, at jeg måske vejede lidt for meget. Jeg kan huske, at jeg indtil for nylig kunne stå i timevis og kigge på min krop og græde over, hvor utilfreds jeg var med den. Jeg ville bare så gerne have tynde lår, en stram mave og et markeret ansigt. Min mor lagde mærke til min størrelse, og jeg fik fra tid til anden at vide, at jeg skulle tænke over, hvad jeg spiste. Det var ofte, hvis jeg havde gået rundt derhjemme kun iført undertøj, eller hvis vi skulle på stranden. Min mor er ikke en ond kvinde. Tværtimod. Hun er den bedste mor, man kan have, men jeg tror ikke, hun vidste, hvordan hun skulle snakke med mig om min krop. Vores samtaler endte tit med, at jeg sad og kiggede ned på mine tæer og græd ned i min pude, efter hun var gået. Jeg havde svært ved at sige fra, for jeg var i bund og grund enig med hende.

Hun er den bedste mor, man kan have, men jeg tror ikke, hun vidste, hvordan hun skulle snakke med mig om min krop.

Jeg er altid blevet fortalt, at jeg er smuk. Og at jeg er klog. Men jeg har aldrig lært at elske min krop for, hvordan den ser ud. Jeg er så heldig, at jeg har verdens bedste veninde, som jeg har kendt hele mit liv. Vi har altid gået igennem de samme ting, men vi har ikke rigtigt snakket om det, fordi jeg dengang syntes, det var pinligt, at jeg var så utilfreds med min krop. Da vi blev lidt ældre, begyndte vi at snakke mere, og jeg tror, det var det, der endelig fik mig til at sige til min mor, at hvis jeg ikke engang kunne føle mig tryg i min krop derhjemme hos mine forældre, jamen, så var der nok ikke så mange steder, jeg kunne. Jeg sagde også til hende, at jeg skulle starte med at lære at elske mig selv for den, jeg er, for ellers kan det hele jo være lige meget, om jeg taber 10 kg. Det sidste var nok mere til mig selv.

Jeg kan ikke sige helt præcist, hvornår det ændrede sig, men jeg er begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke længere skælder mig selv ud. Jeg græder ikke over min krop længere. Jeg tør sige fra. Også overfor mig selv. Jeg har lært at snakke pænt til mig selv. Jeg har lært at give mig komplimenter og at rose mig. Men hold op, hvor er der stadig lang vej igen, før jeg bliver den person, jeg ved, jeg er inderst inde. På min vej mod selvkærlighed har der været gode veninder og gode samtaler, åbenhed og bedre repræsentation af alle størrelser i medierne. Men vigtigst af alt har jeg lært at kigge ind i mig selv og tænke på mine egne behov og prioriteter. Der er så mange vigtigere ting i mit liv, end om jeg ligner hende modellen, jeg tit ser på Instagram.

Mit ønske er, at vi lærer hinanden, hvordan vi skal snakke om os selv. Hvordan forældre kan tackle kropsusikkerhed hos deres børn og kan gøre det til en let samtale at have. Vi bliver nødt til at ændre den måde, vi snakker om kroppen på. Både med hinanden og os selv.

Jeg sagde også til hende, at jeg skulle starte med at lære at elske mig selv for den, jeg er, for ellers kan det hele jo være lige meget, om jeg taber 10 kg.

Hvad tænker du?

  1. Felix siger:

    Det er en god tekst Luna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *