Generation Akavet

17. februar 2018

Camilla har lagt mærke til hvor meget, hun bruger ordet “akavet”. Rigtig ofte. Og så har hun lagt mærke til, at det nærmest er blevet en vane for hende at bruge det som en undskyldning eller en ironisk distance til noget, der er en lille smule sårbart eller uperfekt. Men hun synes ikke, at vores generation fortjener at kalde sig selv for akavet. Vi er så meget andet end det.

Illustrationer af Karla Winterberg

Da jeg fyldte 16 år, havde jeg aldrig brugt ordet “akavet” i en sætning. Men da jeg startede i gymnasiet, steg mit daglige forbrug af ordet med cirka 274 %, og siden har det været fast inventar i mit dagligdagsvokabularium. Når jeg lytter til mig selv og mine venner i helt almindelige, hverdagsagtige situationer, flyver ordet mellem os med en selvfølgelig- og ligegyldighed, som havde det ingen indholdsmæssig betydning. Det er, som om vi slet ikke tænker over det, når vi beskriver en situation, følelse eller os selv som akavet.

Ifølge Den Danske Ordbog betyder “akavet” noget, der er klodset, kejtet eller upraktisk. Alligevel synes det, at ordet i dag ikke længere er noget, der bare beskriver en lidt pinlig eller ubelejlig situation. Vi bruger simpelthen begrebet om hvad som helst. Når telefonen ringer i stillekupeen. Om noget forelæseren sagde for tre uger siden. Et videoklip på YouTube. Menstruation. Vores hår en lidt uheldig morgen. En deform banan. En besked på Messenger. Vores tøjstil i 8. klasse. Og ja, nogle ting er unægteligt og uomtvisteligt bare akavede (jeg skriver gerne under på eksempelvis sidstnævnte). Men der er også mange ting, vi beskriver som akavede, der egentlig ikke er eller burde være det.

Det er, som om ”akavet” er blevet et prædikat, der bruges i selvbeskrivelsen af en hel generation. Hvordan skete det lige?

Måske er “akavet” efterhånden blevet skambrugt i en sådan grad, at det helt har mistet sin betydning, på samme måde som når vi konsekvent indleder eller afslutter sms’er med “haha”, selvom det egentlig ikke er specielt sjovt. Som et udtryk, der kører på automatpilot, når man ikke helt kan finde ud af, hvordan man ellers skal beskrive det, man oplever. Et udvandet ord, der ikke længere har nogen værdi. Måske er det så simpelt.

Alligevel er jeg bange for, at “akavet” derimod er blevet et begreb, vi har brugt til at beskrive os selv, vores oplevelser, følelser og handlinger så ofte, at vi efterhånden har stigmatiseret os selv og hinanden til reelt at opfatte (for) mange ting som akavede. At vi gør alting akavet, når vi siger, at vi – og alt, hvad der sker for os – er akavet. Også selvom det måske slet ikke behøvede at være det.

Handler det i virkeligheden om, at vi – i perfektionismens tidsalder, der lidt for ofte glorificerer det fejlfrie (og ofte uopnåelige) – bærer rundt på en frygt for at fejle eller komme til at gøre noget akavet?

Handler det i virkeligheden om, at vi – i perfektionismens tidsalder, der lidt for ofte glorificerer det fejlfrie (og ofte uopnåelige) – bærer rundt på en frygt for at fejle eller komme til at gøre noget akavet? Når vi siger højt overfor os selv og hinanden, at noget er akavet, fjerner vi så lidt af sårbarheden ved at lade andre se vores såkaldt akavede uperfektheder? Det virker lidt, som om vi holder en ironisk distance til os selv, hvem vi er, og hvad vi gør, når vi på forhånd griner af det og undskylder med, hvor akavet det hele også er. På den måde får ordet ”akavet” funktion som et skjold, vi kan gemme os bag; en undskyldning for at blive i vores rare, hyggelige, lune comfort zone, hvor vi slipper for at sætte os selv på spil, fordi vi fra start har markeret, at vi godt selv ved, at vi ikke kan leve op til det perfekte. Hvis vi skynder os at sige, at noget vi er, siger eller gør er akavet, gør det ikke så ondt, hvis andre også synes det. Vel?

Måske tager jeg helt fejl. Måske er der slet ikke nogen dybereliggende årsag til, at der er gået inflation i ordet ”akavet”. Men det er gået op for mig, at hvis alle de ting, vi betegner som akavede, rent faktisk er det, så må vores generations tilværelse være helt ekstremt og ekstraordinært akavet. Og det kan jeg alligevel ikke helt tro på. Hvad ville der ske, hvis vi i en periode undgik at tænke på og omtale os selv som akavede? Måske ville vi opdage, at vi rent faktisk er gode nok og ikke behøves at gemme os bag en åndssvag selvbeskrivelse.

For når jeg ser på alle de betænksomme, nysgerrige, opfindsomme, begavede og rare mennesker, jeg deler generation med, tænker jeg, at der findes virkelig mange bedre prædikater at sætte på os end ”akavet”. At, ja – måske er vi nogle gange akavede, men at det er okay, fordi pointen er, at vi også er meget mere og langt vigtigere ting end bare dét. Og netop derfor er det en skam (og spild af potentiale), at vi lidt for ofte undskylder os ved at lade os selv og hinanden tro, at vi altid er akavede.

Vi har så meget mere at byde på end akavethed. Vi er så meget mere end Generation Akavet. Det tror jeg virkelig på.

Hvad tænker du?

  1. Rikke siger:

    Så fint indlæg!

    1. CamillaKlarskov siger:

      Tak! ♡

  2. Tinka siger:

    Det er så lækkert skrevet! Har tænkt den samme tanke mange gange. Hvorfor kan man ikke bare være lidt ægte uden at tage en ironisk distance fra det?

    1. CamillaKlarskov siger:

      Du har helt ret – og det er vildt ærgerligt, for vi kommer jo til at signalere overfor både os selv og hinanden, at vi ikke er værd at tage seriøst. Tak for din kommentar!

  3. Signe siger:

    Virkelig godt skrevet! Kunne ikke være mere enig:)

    1. CamillaKlarskov siger:

      1000 tak, Signe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *