Glastid

05. november 2018

I første del af en serie af tekster, der beskæftiger sig med albums, som gennem tiden ikke har fået den anerkendelse og opmærksomhed, de fortjener, skriver Rasmus om Yoko Onos Season of Glass fra 1981. Albummet blev udgivet mindre end et halvt år efter mordet på hendes mand John Lennon og er en intens og vanvittigt smuk udforskning af død, sorg og desperation.

Foto af Rebecca Pless

For nogle måneder siden begav jeg mig ud for at finde en udgave af Yoko Onos album Season of Glass fra 1981. Det var mildest talt et projekt, der nok bedst kunne sammenlignes med jagten på den hellige gral eller de vises sten, og da jeg vendte hjem – efter at have ledt i samtlige københavnske pladebutikker og fået de stakkels ansatte hos Sound Station til at gennemrode deres kælder i over en halv time, mens min endnu mere stakkels kæreste sad og ventede – var det da også med en vemodig følelse af allerede som 18-årig at have opnået mit livsmål.

Da jeg stolt fremviste trofæet til mine forældre, kunne de berette, at da albummet udkom i 1981, blev albummet som så meget andet, der har Yoko Onos navn stående på sit omslag, modtaget med noget nær gråd og tænders gnidsel. Albummet blev udgivet kun få måneder efter det tragiske mord på Onos mand John Lennon, og mange mennesker havde kastet et blik på albummet og var blevet dybt forargede over coverfotografiet, der på meget poetisk vis afbillede forskellige betydninger af ordet glas: et halvt tomt (eller halvt fyldt?) glas vand og John Lennons blodindsmurte briller placeret på en vindueskarm foran en glasrude. Det var naturligvis brillerne, der fremprovokerede den voldsomme reaktion fra folk, der beskyldte Ono for at forsøge at tjene penge på sin mands død. Ideen om, at en kunstner kunne finde på at bearbejde tabet af en elsket gennem sin kunst, var åbenbart dybt uforståelig for folk, og det samme var tanken om, at en kvinde kunne finde på at udtrykke sin sorg i offentligheden, uden at sladderpressens udsendte fotografer behøvede at tvinge hende til det. Som min far på et tidspunkt formulerede det i en sms: “I de gode gamle dage mente vi, at Yoko var årsagen til alt ondt”. Hadet mod hende har altid forekommet mig meget mærkeligt og lader til at stamme fra en paradoksal tanke om, at rock’n roll på den ene side er en ustoppelig, revolutionær kraft, men på den anden side hviler på et fundament, der er så skrøbeligt, at en enkelt japansk kvinde er nok til at få det til at smuldre.

Det er svært at læse årstiden, der aldrig skifter - glassets årstid, glastiden - som andet end et symbol på sorgen, den evige sorg, der aldrig nogensinde slipper sit tag.

Foto af Rebecca Pless

Anyways – mens mange lod sig forarge over de blodindsmurte briller, var der knap så mange, der rent faktisk lyttede til det album, der gemte sig bag dem: et album, der er mindst lige så voldsomt som dets omslag, og hvor hver eneste strofe er gennemsyret af døden, sorgen og ikke mindst kampen for at komme videre. På bagsidecoveret står et lille digt, der slutter med linjerne “there is a season that never passes / and that is the season of glass”. Det er svært at læse årstiden, der aldrig skifter – glassets årstid, glastiden – som andet end et symbol på sorgen, den evige sorg, der aldrig nogensinde slipper sit tag. Alligevel prøver Yoko Ono på Season of Glass at give slip og komme videre. Det kommer allerede til udtryk i åbningnummeret “Goodbye Sadness”, hvor variationer over linjen “Goodbye sadness / I don’t need you anymore” gentages som et mantra. Når jeg hører den måde Ono går i falset i sangens omkvæd, kan jeg dog ikke lade være med at tænke, at season of glass er mere end blot et lyrisk koncept, men ligeså meget et forsøg på at beskrive albummets lyd: Omkvædet i “Goodbye Sadness” er et af mange øjeblikke på albummet, hvor hun synger med en stemme, der lyder som den kølige luft på en dugfrisk efterårsmorgen, hvor himlen er klar som, ja, glas – det fineste, spinkleste og skrøbeligste krystalglas. For tiden er det netop sådan, vejret er, og jeg har gået mange ture med dette album i mine høretelefoner. Vandret formålløst rundt om Søerne, gennem Ørstedsparken og på Hovedbanegårdens perroner – der hvor togene kører til udlandet – fuldstændigt betaget af, hvordan Yoko Onos stemme føles som en lydlig forlængelse af luften, der omgiver mig. Lyttet til, hvordan den blander sig med lyden af biler, måger og raslende kufferthjul på asfalt.

Dog er der også en række af sange, der er uden så meget som et enkelt lysglimt til at trænge igennem mørket.

Season of Glass er de dyriske vokaliseringer – inspireret af hendes erfaring med primal scream therepy, der blandt andet kendetegnede hendes geniale debutalbum Plastic Ono Band fra 1970 – holdt på et minimum, men er voldsomt effektfulde, når de undtagelsesvis bliver brugt. Et eksempel er de små skrig, der gang på gang punkterer “She Gets Down On Her Knees”. Den sang er i øvrigt intet mindre, end hvad man på godt, gammeldags dansk kalder en banger (!), der med linjer som “Going down, down, down, down to feel the ground / Coming up, up, up, up to make the flight” kan konkurrere med “Y.M.C.A.” om at være den sang i verden, der i sin tekst lægger mest op til specifikke dansetrin. “She Gets Down On Her Knees” er blot en af flere sange på albummet, der er upbeat nok til, at man sagtens kan lytte til dem, mens man sidder i eksempelvis offentlige transportmidler uden at være bange for at komme til at græde. Afslutningsnummeret, den episke hymne “Mother of the Universe”, er for eksempel ganske opløftende, mens “Will You Touch Me” og “Turn of the Wheel” er så catchy, at man ved første lyt slet ikke ænser bitterheden bag linjer som “Why didn’t anybody tell me / The turn of the wheel was never to cease”. Disse sange er desuden blandt de eneste på albummet, der afslører, at Phil Spector – manden bag stort set alle 60’er pigegruppe hits – har været med til at producere det.

Dog er der også en række af sange, der er uden så meget som et enkelt lysglimt til at trænge igennem mørket.   Lyden af pistolskud, et skrig og Onos band, der efterligner lyden af politisirener indleder “No, No, No”. I sangen kommer tematikken om at forsøge at lægge sorgen bag sig endnu engang til udtryk, men denne gang bliver det tydeligt, at det er lettere sagt end gjort: Selv de mindste forsøg på at komme videre – for eksempel ved at tage sin vielsesring af – udløser en lavine af stemmer, der alle råber modsatrettede ting som “NO NO NO!”, “YES YES YES!”, “DO IT!” og “I CAN’T DO IT!”. Endnu mere smertefuld og desperat er “I Don’t Know Why”, som Ono skrev dagen efter Lennons død, mens hun sad i sin lejlighed i Dakota Building og lyttede til lyden af de tusindvis af fans, der havde stimlet sammen foran bygningen for at mindes deres helt. “You left me / You left me / You left me without words” synger Ono på “I Don’t Know Why” og leder op til sangens klimaks og albummets allermest gåsehudsfremkaldende øjeblik: “You bastards! Hate us! Hate me! We had everything, you…”, nærmest skriger hun, inden hendes stemme drukner i den elektriske guitar og får med et afløb for al den indestængte vrede, der hidtil har ulmet under overfladen på Season of Glass. Andre sange omhandler mindre direkte Lennons død, men er derimod hjerteskærende set i konteksten af den. Et eksempel er den meget melodiske “Nobody Sees Me Like You Do”, hvor Ono bittersødt besynger drømmen om at finde ro og blive ældre i selskab med en elsket – en drøm, der nu er knust som det skrøbeligste krystalglas. På den fjerlette ballade “Toyboat” er drømmene også bristede: Slottet på toppen af bakken er fyldt med fluer, den blanke skovsø er ikke andet en et glansbillede og båden, der skulle sejle hende væk fra det hele, er ikke andet end en legetøjsbåd. Eventyrsbilledsproget fra “Toyboat” er også til stede på “Even When You’re Far Away”: Det første minut af sangen består af John og Yokos på det tidspunkt seksårige søn, der med sin lille, spinkle stemme igen og igen fortæller begyndelsen af en historie, som han lader til at have glemt, inden han til sidst opgiver med ordene: “Mummy… You should remember this story because you know why?”, “Why?”, “I learned it from my daddy, you know”. Det er det eneste øjeblik på albummet, der nærmer sig det, man i mangel af bedre ord kunne kalde følelsesporno, men det overskygger ikke, at “Even When You’re Far Away” med sin svajende melodi, dramatiske guitarsolo og på en gang simple og poetiske tekst er den smukkeste sang, nogen nogensinde har skrevet: “Even when you’re far away / I know you love me in your soul / It’s just the way it happens to be / It’s just the way we happen to be / We don’t know how to love, love without fear”, synger hun med sin lyse, glasklare stemme.

Måske er det i virkeligheden kærligheden, der er årstiden, som aldrig ender.

For nylig så jeg en YouTube-video, der forklarede, hvorfor folk tror, de ser spøgelser. I videoen forklarer den britiske neurolog Oliver Sacks, at det at se en elsket, efter at vedkommende er død, kan være en naturlig og nødvendig del af sorgbearbejdelsen og ofte føles mere beroligende end skræmmende, fordi det giver den efterladte mulighed for at tage afsked en sidste gang eller sige de ord, man ville ønske, man havde nået at sige. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Yoko Ono har tænkt eller følt, men jeg tror, at skabelsen af et album, der skildrer tabet med så meget ærlighed, kan have samme effekt. “Part of me will always be with you / Part of you is growing in me / It’s just the way it happens to be / It’s just the way we happen to be / We always know inside our soul that love is there”, synger hun for eksempel, og jeg kan ikke lade være med at høre de ord som et sidste farvel eller en sidste kærlighedserklæring. Måske er det i virkeligheden kærligheden, der er årstiden, som aldrig ender.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Yes, glæder mig så meget til flere af de her artikler!!

  2. Michael F. siger:

    Tænk, at man kan skrive så smukt om sin passion for musik. Jeg elsker dit sprog og din stil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN