Dej og diamanter
Corona har bragt os i en atypisk situation. Hverdagen er blevet begrænset til at foregå inden for hjemmets fire vægge samt at være afskåret fra omverdenen. Med denne form for karantæne medfølger en isoleret mængde af tid til at observere og reflektere over sine omgivelser. Emma ser en søndag morgen sin mor i færd med at ælte dej med sine hænder overdænget med smykker. Dette starter en tanketråd om, hvad der egentlig har værdi, når verdenen er sat på pause.
Karantæne med min mor har givet mig mulighed for at se, hvordan hun altid er præsentabel, selv i de mest praktiske gøremål.
Dette kom specielt til udtryk, da jeg en dag finder hende i køkkenet i færd med at ælte dej med sine fineste smykker på.
Et spøjst møde med det praktiske og det upraktiske.
Dette fik mig til at fundere over, hvilken værdi smykkerne har, sammenlignet med hvilken værdi hun tilegner dem.
For i karantæne er der ikke nogen fine middage, møder eller sammenkomster, hvor vi kan vise vores bedste aktiver frem.
Smykkernes værdi falmer uden deres kontekst, og pludselig finder vi det mest værdifulde som en aktiv del af hverdagen.
For hvis der ikke er nogen finere anledning, er smykkerne vel bedst benyttet i de situationer, som vi finder værdige.
Efter min mors vurdering er det, når hun bager boller til familien.
Hvilke begivenheder tillægger du værdi? Og har det ændret sig under lockdown?