I ferien fyldes telefonsvareren op – en skriveøvelse

Kanskje har du laget denne skriveøvelse som en tegneøvelse. Alle starter med å tegne et hode, folder papiret, sender videre, så tegner alle overkropp, folder, sender videre, tegner ben, osv osv….

‘Foldetekst’ er en slags tekst-versjon av denne tegneøvelse. Alle startet med samme setning. Setningen var hentet fra en tilfeldig side, i en tilfeldig bok i bokhyllen. I vores tilfelle var det ikke helt tilfeldig, da vi gjerne ville ha en litt sommer-aktig setning, men litt tilfeldig ble det likevel. Vi fant setningen: I ferien fyldes telefonsvareren op.

Vi var 6 skribenter som gjennomførte øvelsen. Alle fikk hvert sitt ark og skrev første setning ned. Vi satt et ur på 1 minutt og skrev videre. Da tiden var gått foldet vi arket så kun siste linje var synlig, og så sendte arket videre. Dette fortsatte vi med helt til runden var ferdig.

Noen av tekstene gir mindre mening enn andre. Noen får nye sjove retninger, mens andre forsetter på samme spor. Uansett blir tekstene helt unike, og noen tekster man aldri ville kunne skrive alene.

Finn penn og papir fram og test skriveøvelsen med din familie eller dine venner i sommerferien.

God sommer, hilsen tekstgruppen.

I ferien fyldes telefonsvareren op. Det er egentlig sjovt, for jeg snakker ikke meget i telefon. Det er som om, når jeg ikke er tilgængelig, er det der, folk har brug for at snakke. Jeg må vente. Jeg tænder stearinlys for at finde bevis på at tiden går. Får skiftet trøje fire gange og prøver to forskellige læbestifter. Jeg tænker på folk, der løber marathon. De kommer vidt omkring. Men gad vide om de kun har pace og vabler i hovedet. Jeg har kun pace og vabler i mine fødder. De kommer når jeg løber væk fra ting, jeg ikke vil tænke på. Jeg svarer ikke folk i turistattraktioner hvis de henvender sig på andre sprog end det land vi nu engang befinder os i. Engang spurgte en tysk turist mig, om jeg kom fra Holland og jeg svarede: Nej, men det hører jeg tit. Så pegede jeg mod stranden og tænkte, er det ikke der, de alle vil hen?

I ferien fyldes telefonsvareren op af folk, der ringer, men ikke ved at jeg er i udlandet. Jeg ringer nogle gange hjem for at høre, hvad de inviterer mig til, hvad jeg misser i København. København, byen med alverdens cykler. Jeg kunne ønske, jeg passede bedre ind i Københavner-core og altid tog min cykel. Jeg starter på mandag. Lægger mig ned i sengen og håber på det bedste. Det er længe siden, jeg har savnet nogen. Jeg køber blomster på vej hjem og spytter ned i en vandpyt. Anbefaling: Hop i vandet, havn, sø, pool, havet. Det er ligemeget. Men hop i, når det regner. Tror det er tæt på, at man føler lykke. Men hvad er egentlig lykke? Jeg tror aldrig, jeg helt har forstået det. Nogle gange er lykke at høre vaskemaskinen køre og regn udenfor, og mange andre ting jeg helst vil undgå når jeg er på ferie, som at møde en perifert bekendt i en lille italiensk by, så jeg hele ferien skal gå rundt og forholde mig til dem.

I ferien fylles telefonsvareren op, måske for andre, ikke for meg. Jeg har svært ved at lægge telefonen væk og sværere når andre skal have kontakt. Det handler ikke om at scrolle, men det handler om kontakt, som f.eks. er ikke-eksisterende med min underbo, på nær når han klager over ting som jeg har glemt at gøre. Det kan være småt og banalt, men jeg prøver ærligt mit bedste, selvom vi holder fri sammen, så føles det ikke ægte. Men det er heller ikke falsk. Det er en mærkelig følelse jeg har, det er svært at forklare og de færreste, der forstår. Men jeg er god alene. Det har jeg lært at fatte. Tager et glas vand og hiver en halvtredser og tyver op ad min pung til at købe smøger. Ryger den første foran kiosken. Jeg køber en ny øl, jeg ikke ved om jeg kan lide. Men den er farverig. Alt er mere farverigt og lyst. Også nætterne.

I ferien fyldes telefonsvareren op. Jeg forstår ikke hvorfor, når den nu er tom resten af året, på nær når ukendte numre efterlader en hvisken der mest af alt minder mig om at stemmerne i røret kastes mange tusind mil over havet for at nå mig. De er oppe i luften, sendt af teletårne. Tankerne bliver også kastet rundt i mit hoved, som bolde i luften. Jeg mærker det altid, når jeg skal i seng. Jeg trækker mine trusser op, er ved at få et hedeslag. Begge vinduer er helt åbne, gaden larmer og jeg græder. Men jeg griner også mere. Af alt. Når en fugl hopper fjollet på jorden. En tumling spiser sin is med hele ansigtet. Måske det er der lykken opstår? Den barnlige følelse af frygtløshed, jeg længes efter.

I ferien fyldes telefonsvareren op. Jeg gider bare ikke snakke med hverken telefonsælgeren, min faster, kollega, psykolog – og egentlig heller ikke min ven. Kender I det, at man føler man ikke strækker sig til? At man bare strækker sig og strækker sig helt til armene føles så lange at de ikke strækker til, de når ikke det, de vil have fat i den lange ende eller misforstå en situation som dengang du sagde at ikke alle turister elsker at besøge gamle og døde ting. Ting vi knap kigger på. Men så nogle dage, så kigger jeg op og ser for første gang min gade. Med det samme får jeg Barndommens Gade på hjernen. Anne Linnet er en fantastisk kunstner, det må vi ej glemme. Jeg har lagt planer hele ugen. Det strammer om hovedet, jeg slipper håret fri og hiver min læbestift op ad lommen. Er det tid, så lad det være tid.

I ferien fyldes telefonsvareren op. Vinduet står på klem ud til gaden. Mine øreringe føles tunge, jeg tager dem ud. Jeg slukker i hele mit digitale system, som levede jeg i middelalderen. Med få ressourcer, og altid glad. Man skulle ringe til nogen fra middelalderen og spørge dem, hvad de lavede, når de ikke lavede noget. Jeg er nysgerrig på, hvad folk synes om hinanden på stranden. Selv prøver jeg at tænke på alt andet end at det kun er sommer i to måneder, sådan rigtigt i hvert fald. Det er en trist sandhed, men vi er skabt til at overleve vinteren. Jeg er altid mere stille om vinteren. Det er som om kulden vinder og mørket gør mig tavs. Jeg blomstrer om sommeren og er klar til at:

Tekst: Amanda Oline Petersen, Jonas Langmack Gliese, Liva Frostholm, Oskar Lauge Dahlholm, Johanne Ringøen, Mathilde Sørensen

Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen

Redaktør: Johanne Ringøen