Inde i billederne skinner solen evigt

06. juni 2022

Inde i en video ligger et minde. Det er blevet filmet, gemt i en telefon og sidenhen glemt blandt andre billeder og videoer. Måske man finder det igen?

Gennem film og litteratur reflekterer Christoffer over svære perioder og dét at finde tryghed i fortiden. Om kærlighed, når den umiddelbart kan virke fraværende. Og om igen at finde sin plads i den.

der løber regn ned ad vinduerne / der er / en fornemmelse af varme / i billederne. Sådan skriver Sebastian Nathan i digtsamlingen Honey Moon om sorg og breakup.

En aften i februar finder jeg en video på min mobil. Derinde lever min daværende kæreste og jeg. Vi går tur ved søen, fodrer ænderne, griner. Solen skinner. Jeg ved ikke, om det er savnet, en sentimental søgen efter kærlighed, der får rummet inde i telefonen til at virke så rent. For mig har starten af året virket som ét stort mellemrum. Det har mundet ud i et afsavn efter noget bedre, som har været nemmest at finde i minder. Normalt anses dét måske for værende en smule patetisk. Jeg mener, move the fuck on. Alligevel har jeg altid følt en tryghed ved fortiden, selvom længslen efter den oftest er ambivalent.

I Honey Moon fylder længslen også en del. Jeg’et er flanerende, umiddelbart uden tidsfornemmelse og drømmeagtigt glidende mellem virkelighed og tanker. Breakup er hovedtemaet, og selvom jeg’et bearbejder en sorg knyttet til en ekskæreste, er der også affektion for det, der har været. En fornemmelse af varme, som der står. Dette er tvetydigheden; Vi møder en person, og de er den bedste i verdenen. Senere hen kommer de til at blive rod for sorgen, og vi ved det.

En dag ser jeg filmen Eternal Sunshine of the Spotless Mind, Charlie Kaufmans ukonventionelle mix mellem romantisk drama og sci-fi og en af mine absolutte yndlinge indenfor romantiske film. Jeg kan huske, at min reaktion på filmen, første gang jeg så den, var en underlig kombination af sorg og glæde på samme måde som beskrevet i Honey Moon.

I filmen møder vi den introverte Joel med en repetitiv hverdag. En februardag på vej til arbejde indser han, hvor deprimeret han er, og beslutter sig i stedet for at tage toget til Montauk. I don’t know why. I’m not an impulsive person, bemærker han i en overlæggende tankestrøm. På stranden møder han Clementine, som er impulsiv og vild, men med selvværdsproblemer. I’m going to marry you. I know it, fortæller hun sidenhen. De bliver ikke gift, men deres kolliderende personligheder og kærlighedsforhold bliver omdrejningspunktet for filmen. Her gennemlever vi ikke deres forhold i en lineær forstand, da filmen foregår i en nær fremtid, hvor det er muligt at slette enkeltpersoner fra hukommelsen. Da Joel finder ud af, at Clementine har slettet ham, beslutter han at gøre det samme. Vi følger da forholdet baglæns, fra et hektisk break-up til nyforelskelsen, hvor Joel selvfølgelig forelsker sig endnu en gang.

Det rører mig hver gang at se Joel kæmpe imod, mens Clementine langsomt forsvinder. Især fordi filmen udforsker mange nuancer af parrets fine kærlighed, hvad der får det til at virke så ægte. I starten oplever vi et breakup, to personligheder der tager mere, end de gavner. Joels tilgang er i starten uforsonlig: I’m erasing you, and I’m happy! You did it to me first. Forløbet skrider frem, og vi indser sammen med Joel, at minderne måske er værd at bevare, også selvom man har set sig blind gennem skænderier.

Det er meget sigende for den tilgang, man nogle gange kan have til en tidligere kæreste. Personen var dum, siger vi. De gjorde dét. De gjorde dét. Og måske siger vi det i virkeligheden for ikke at konfrontere os selv med, hvad vi egentlig mistede? I en scene ligger Joel og Clementine under dynen. Clementine fortæller om hendes barndom, hendes konstante bekymringer for at føle sig grim. You’re pretty, forsikrer han hende gentagende og kysser hende. Han beder til den blå luft: Please let me keep this memory. Just this one. Jeg har altid syntes, at den scene var meget rørende. Her erkender Joel, at kærlighed eksisterer i kraft af erfaringer, og at der derfor altid vil være en forbindelse. At kærlighed aldrig stopper, men udvikler sig og bliver noget andet.

Tilbage sidder jeg på værelset. Der har kærligheden også ændret sig og taget ny form. Men det er ikke et afsavn, der fylder i forholdet til videoklippet. Det er en værdsættelse af, hvad der har været. Et citat af digteren Alexander Pope indgår i filmen, og står tilbage som dens essens:

How happy is the blameless vestal’s lot! / The world forgetting, by the world forgot / Eternal sunshine of the spotless mind! / Each pray’r accepted, and each wish resign’d

Kort sagt, at den sande følelse af kærlighed forekommer i alt nyt. Glæden ligger altså i uvidenheden, og der hvor et menneske er nyt og spændende. Derfra kan man blive nødt til at elske fejlene eller lade forholdet gå i sig selv. Uanset hvad, udvikler kærligheden sig. Essensen ligger i Joels erfaring. Oplevelserne, kærligheden til hinanden, forsvinder ikke. De ligger alle i minderne, hvis bare vi tør lede.

Til sidst finder Joel og Clementine hinanden igen. Det er som om, at nogle af minderne transcenderer sletningsproceduren. De vælger at gennemleve forholdet en gang til, selvom at de ved, at det vil gå i stykker. De forstår værdien af at huske, og accepterer derfor hvor kærligheden leder dem. Eller måske Clementines impulsive natur driver hende til at slette hukommelsen endnu en gang og tvinger dem til at gennemleve historien igen? Og igen? Jeg ved i hvert fald, at de gør det, så snart jeg ser filmen.

I slutningen af marts, hvor foråret lige så stille er begyndt at dukke frem, kommer jeg hjem fra arbejde. Ugeavisen ligger på køkkenbordet, og forsiden, et portræt af en mand, der har mistet sin hustru, lyder: Sorg er kærlighedens pris. Jeg ved, det er rigtigt, men får alligevel frembragt et lille smil. For på trods, så ved jeg, at solen skinner inde i billederne. At de ikke nødvendigvis behøver betyde, at man ikke er kommet videre, men måske bare er et tegn på accept og værdsættelse. At kærlighed kan leve i et moment. En video, et billede, en tanke. Eller i et digt, som Michael Strunge udtrykker det her:

Tid og Rum:
 
Vi vidste at tiden ikke eksisterer
kun bevægelsen
og derfor stivnede vi i kysset
så det blev evigt
 
Vi vidste at rum ikke eksisterer
kun tanken om det
og derfor overlevede vor kærlighed
på tværs af stjerner 

Hvad tænker du?

  1. Johanna siger:

    Tak for fin og velskrevet tekst. Må se at få set den film 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN