Håbløst uinspireret og umotiveret
Søren har på det seneste følt sig uinspireret. Han har derfor lavet en fotoserie og skrevet en tekst om mislykkede projekter. Om rastløshed. Og om frustrationen, der kommer af at føle sig uinspireret. Og så har han skrevet om, hvordan man kan bruge frustrationen til at lave noget kreativt igen.
En ond cirkel af overspringshandlinger
Noget af det mest frustrerende, jeg kan opleve, er den følelse, som opstår, når noget mislykkes. Især hvis det er noget, som jeg har lagt energi i. Sådan kan jeg ofte have det med mine kreative projekter. Specielt hvis jeg ikke føler mig inspireret. Det kan slukke lysten til at lave et projekt igen. I lang tid. Sådan har jeg haft det med mit fotografi på det seneste. Jeg har lavet mange ting, der endte med at være spildt arbejde, og det er mere og mere nedslående, hver gang det sker. Jeg har følt mig uinspireret, umotiveret, og jeg har ikke kunnet finde den samme glæde i det, som jeg plejede at kunne. Når jeg først begynder at have det sådan, falder jeg ind i en ond cirkel fyldt med overspringshandlinger og dårlige undskyldninger.
Jeg har følt mig uinspireret, umotiveret, og jeg har ikke kunnet finde den samme glæde i det, som jeg plejede at kunne.
“Jeg er jo alligevel så håbløst uinspireret og umotiveret, at der ingen grund er til at samle kameraet op” eller “Der kommer jo ikke noget godt ud af det alligevel,” er bare eksempler på de tonsvis af undskyldninger, jeg bruger for at retfærdiggøre mine overspringshandlinger. Men jeg ved jo godt, at det i princippet er fjollet. Jeg skal bare i gang igen. På en måde tror jeg, at jeg meget hurtigt kommer til at bruge min tid, som jeg normalt brugte på at lave og skabe ting, til at give mig selv en undskyldning for ikke at lave noget, hvis jeg møder for megen modstand i mine kreative projekter.
Men der kommer altid et tidspunkt, hvor jeg bliver rastløs nok til at samle kameraet op igen. Jeg opdager, hvor meget tid jeg spilder på ingenting, og når det bliver frustrerende nok for mig, får jeg endelig givet mig selv det spark i røven til at komme i gang.
Jeg har prøvet at fange og visualisere den utroligt frusterende følelse, der kommer af at føle sig uinspireret, og på samme tid eliminere tanken om, at det ikke bliver godt nok, ved at fjerne mine forventninger. I den proces genopdagede jeg hurtigt en kreativ del af min hjerne. Ideer begyndte at springe ind fra højre og venstre, og jeg kunne mærke, hvor lidt det betød for mig, om jeg “lykkedes” med dem. For mig var det en succes i sig selv, at jeg kom i gang igen. Frustrationen kan alt for nemt komme til at tage over, men det er i virkeligheden ikke svært at vende den til noget positivt. Det kan bare virke sådan.
Hvad tænker du?