Hvad er min stemme værd?

“Min stemme er irrelevant på en matematisk konference, men relevant når jeg skriver om, hvad min stemme er værd. Er min stemme relevant, selvom jeg ikke kan repræsentere en stigmatiseret minoritet?

De vigtigste at høre i snakken om mangfoldighed er dem, der ikke oplever retfærdighed og taler om det i momentum. Jeg kan lytte forarget og prøve at forstå, hvorfor visse mennesker ikke har empati nok til at give andre mennesker plads. Menneskets hjerne kan ikke lide afvigelser. Afvigelser fra det regelmæssige forvirrer, og for nogle mennesker er religiøse, kønnede, etniske, kropslige og politiske afvigelser nok til at hade andre mennesker og behandle dem uværdigt. Eller helt ignorere deres behov i det offentlige og deres eget mentale rum.

Det ideelle samfund er respektfuldt og mangfoldigt. Det er åbensindet, nysgerrigt, retfærdigt og sagsbehandler alle ligeværdigt. Samfundet er altomfavnende og baserer ikke et menneskesyn på, at alle er skabt ens – men at alle bør have samme rettigheder, uagtet ydre eller indre omstændigheder.

Jeg ømmer mig over heldet i, at jeg bliver hørt og lever i et land med ytringsfrihed. Jeg kan i en alder af 20 år tillade mig at skrive, hvad end jeg vil, og blive hørt. Spørgsmålet er ikke, om jeg kan ytre mig, men hvad jeg skal/må/kan ytre mig om – og hvordan. Alle har ikke lige rettigheder og muligheder for at blive taget alvorligt, blive anerkendt som selvstændige individer og for at blive hørt.

Mine muligheder for at komme frem i verden er større og væsentligt nemmere at indfri, end for en tilsvarende pige i andre dele af verden. Også selvom hun har en højere IQ, en bedre fantasi og en genial matematikforståelse. Hendes geografiske, økonomiske og ernærings-mæssige forhold minimerer hendes chancer for at opnå samme høje levestandard som det mediane danske middel-klasse-menneske.

Uretfærdigheden er slående. For hendes intelligens er mere værd end min, og hun ville måske kunne bidrage revolutionerende til den matematiske verden. Men det er min tekst, du læser. Det giver mig et ansvar. Jeg skal yde det bedste, jeg kan, efter mine evner og aldrig tage privilegiet eller muligheden for at hjælpe eller lytte for givet.

Vi individualiseres gennem kategorisering af seksuelle orienteringer, diagnoser og meninger, personlige forhold og planer. Vi individualiseres igennem generaliseringerne, og så lyser vi unikt i lyset derfra. Måske er det overordnet essentielt for trygheden i den enkelte. Mangfoldighed handler om, at den enkeltes syn på og behandling af andre mennesker beror på sympati, ordentlighed, nysgerrighed og helt banalt: respekt. Jeg har selvfølgelig ret til en stemme. Men som et median-menneske i middelklassen ved jeg helt ærligt ikke, hvornår min stemme er relevant, eller hvornår jeg bare skal sætte mig og lytte. For jeg har jo et lige så stort ansvar i samtalen, som mænd har i kampen for ligestilling.”

– Pauline

“Jeg har blå øjne, blond hår, en opvækst i et villakvarter. 

Det får mig til at tænke på, om jeg skal sluge mine ord; om min drøm om at være digter, skrivende, levende – ikke passer til tiden?”

– Arendse

“Jeg har ofte følt, at min stemme ikke var noget værd, når det kommer til psykisk sygdom, også selvom jeg selv er psykisk syg. Jeg har ofte følt, at jeg ikke passede ind. Enten fordi jeg føler, at jeg bliver sygelig-gjort det ene sted – eller at mine udfordringer undermineres et andet.

Blandt nogle af mine familiemedlemmer skal jeg kæmpe for at få lov til at blive anerkendt som psykisk syg; ikke som del af en fejl-diagnosticering eller en trend. Jeg er blevet mødt med, at jeg bare er ung og forvirret og dermed har en følelse af identitets-krise. Men når den krise føles evig og konstant, og som om jeg mangler en kerne. Og når jeg hele tiden skifter i sindstilstande, oftest af meget korte og intense intervaller, er det ikke bare at være forvirret og ung.

Nogle steder i psykiatrien bliver jeg gjort mere eller mindre syg, end jeg føler mig. Når jeg åbner munden og er ærlig, mens jeg andre steder i samfundet bliver mødt med fordomme. En læge i akut-psykiatrien mente, at jeg blot havde kærestesorger og skulle få et kæledyr for at lette tilværelsen. Det skete, da jeg meget modvilligt (i frygt for at blive misforstået), men med hjælp fra gode venner, søgte ud til akut-modtagelsen efter at have haft en voldsom episode efter et brud med en kæreste.

Fælles for disse scenarier er, at jeg føler mig i utilpas i dem alle. Og jeg har enten følt, at jeg skulle bevise noget uden at have haft overskuddet og lysten til det. Eller jeg har følt mig enormt misforstået eller ikke følt mig grebet af systemet, når jeg havde mest brug for det.

Min stemme er en del af mange. Og jeg mener, at samfundet og folk i psykiatrien skal oplyses bedre om det at være psykisk syg. Det kan se ud på rigtig mange måder. Og man behøver ikke altid leve op til alle kravene for en diagnose for at have den. Man kan ikke altid se eller mærke på et menneske, at de har den pågældende diagnose. Og vigtigst af alt: man er ikke sindssyg, bare fordi man er syg i sindet.

I dag ved jeg i større grad, at min stemme er vigtig. Jeg vil blive ved med at være ærlig og åben omkring mine udfordringer, fordi jeg kan se og mærke, at det hjælper andre. Til at føle sig mindre alene, til bedre at forstå psykisk sygdom og nogle gange dem selv. Men mest af alt til at forstå at psykisk sygdom kan se ud på mange forskellige måder.”

– Björk

“Det er svært for mig at tage ejerskab over en diagnose, der også kategoriseres som et handicap. Man lever i det mindre paradoks, som det er at skulle tage sine udfordringer seriøst, samtidig med at man ikke skal gøre sig værre, end man er. Det er to ting, der ikke nødvendigvis gensidigt udelukker hinanden. Men når man ikke besidder det objektive blik til at lave et tværsnit på ens liv, er det stadig en besværlig opgave. 

Jeg blev spurgt af en journalist-studerende, om jeg ville stille op til et interview om at være sen-diagnosticeret med ADHD som kvinde. Og min første indskydelse var, at jeg ved at deltage ville tage taletiden fra en, der havde noget bedre, noget vigtigere, at sige om det. Selvom jeg passede ind i det, hun spurgte efter, tvivlede jeg stadig af en eller anden grund på, om jeg nu virkelig gjorde det.

Jeg ved nemlig godt, at der er mange, der har det i en værre grad end mig. Og at jeg i en eller anden forstand ikke er særligt sent udredt (gennemsnitsalderen for kvinder er omkring 30 år. For mænd er den omkring 18. Jeg selv er udredt som 21-årig). Det gør mig mere tilbøjelig til at holde mig tilbage, samtidig med at jeg ved, at mange andre har haft samme forløb som mig selv. For det er jo ikke altid den enestående historie, der er den vigtige, men den enkeltes historie, som mange kan have til fælles. Og der er ikke nogen, der underkender min oplevelse af, at det har været svært at vokse op med udiagnosticeret ADHD.

Så når jeg kigger på, hvem der aktivt tager min stemme fra mig, er det egentlig mig selv. Det er netop min tendens til at betvivle mig selv, mere end at jeg mærker en stemning udefra af, at jeg ikke har noget at sige. 

Og jeg vil formentlig altid finde en grund til, at min stemme ikke er noget værd. Da min skrivelærer engang snakkede om, at jeg en dag ville blive udgivet, spurgte jeg hende, om det virkelig kunne passe. Om der stadig var noget at bidrage med fra en ung kvindes synspunkt. Jeg tror aldrig, at jeg ville have stillet den kritik mod en anden kvinde. Påstå, at kvinder er blevet hørt nok. I virkeligheden spurgte jeg jo nok, om jeg virkelig havde noget at bidrage med. Og i det svære definitions-spørgsmål om hvad ‘jeg’ er, endte jeg bare med at putte mig selv i en nærliggende kasse som kvinde. 

Grundlæggende tænker jeg, at det er en rationel refleks at overveje, hvad ens stemme er værd, inden man siger noget. Men det kunne også være fedt at leve livet med den berettigelse, at ens stemme er vigtig bare i kraft af, at man er, som man nu er.”

– Sigrid 

“Jeg blev født med et hørehandicap. Allerede her synes jeg, at jeg har valgt at klassificere mig selv mere handicappet, end jeg egentlig synes, jeg er. Jeg synes måske, et mere passende ord er, at jeg er hørehæmmet. For jeg synes, at handicap er et voldsomt mærkat at bruge. 

Jeg havde en genetisk fejl i forbindelse med min hørelse, hvor jeg endte med at få høreapparater som 4-årig. Jeg havde en meget bramfri barndom som det gladeste barn i børnehaven. Jeg var den mest sociale på årgangen i folkeskolen og generelt aldrig en pige, der tænkte på mine høreapparater og den part, at jeg jo nok sagde ‘hvad?’ en del mere end min omgangskreds.

Jeg kan huske, at jeg i en tidlig alder valgte at forklare mine venner, at det jo er ligesom folk, der har briller. Så har jeg bare høreapparater. Jo ældre jeg er blevet op gennem gymnasietiden, ungdommen og overgangen til at blive ung voksen, hvor der er job, studie, netværk, kærlighed, venskaber og festligheder, der byder sig, begynder jeg at mærke udfordringerne mere. Jeg går glip af ord, af lyde, af detaljer i hverdagen. Jeg hører ikke altid, hvad der bliver sagt. Jeg ser altid tv med undertekster. Jeg skruer også meget mere op end alle andre. Og jeg er begyndt at føle, at min koncentrations-evne faktisk også er svækket – nok forårsaget af den uskarpe hørelse.

Jeg føler, at jeg har bagatelliseret det at være hørehæmmet ved at sammenligne mig med det hyppigste handicap: de synshæmmede. Men det er svært at navigere i. Om jeg skal tillade mig selv at gøre mig til en minoritet, en stemme i mangfoldigheden. For ikke desto mindre er det stadig en udfordring i mit liv og noget, som jeg ikke spejler mig i hos mine medmennesker. 

For et par uger siden tog jeg efter anbefaling af en bekendt, der havde spottet mine høreapparater, til et event for døve og svært hørehæmmede. Jeg gjorde det, fordi jeg var nysgerrig. Men jeg følte, at jeg var malplaceret. At jeg ikke var i nærheden af at være ligesom dem. Jeg følte, at jeg ikke burde være der.

Jeg bruger ikke tegnsprog, og jeg har et talesprog. Jeg har gået i almindelig skole og haft utallige venner – i modsætning til oplægsholderne, der havde tolk med på scenen og fortalte om en hård og ensom opvækst. ‘De har det jo værre end mig,’ kunne jeg ikke lade være med at tænke. Og det, synes jeg, er interessant. For der vil jo altid være dem, der har det sværere. Men betyder det så, at min stemme ikke er relevant?

Mangfoldigheden skal jo egentlig have til formål at omfavne alle. Et event for døve og svært hørehæmmede, der både inviterer dem, der bruger tegnsprog. De, der intet talesprog har. De der har et talesprog, men bare bruger høreapparater. Og lige så vel de pårørende, de nysgerrige, de, der arbejder med dem. Så på den måde synes jeg jo, at eventet var et arrangement med et mangfoldigt publikum.

Men hvorfor følte jeg så ikke, at jeg passede ind? Jeg følte mig alene, og ikke fordi jeg var taget afsted alene, men fordi jeg jo ikke kunne identificere mig med de mennesker, der var omkring mig. Burde jeg have følt mig mere forstået blandt de, som stod i samme udfordringer end min vante omgangskreds, som overhovedet ikke står med de udfordringer? Min stemme blev pludselig svær at placere. Men hvis jeg nu valgte at gå på scenen og fortælle min historie, ville jeg så blive omfavnet med tavs applaus? (jazzhands in the air i stedet for klap).

Men jeg gjorde det jo ikke. Og det var nok, fordi tanken var der: at jeg jo ikke skulle stjæle nogens plads. Det er, som om at jeg i mit eget hoved opstiller et hierarki over, hvor udfordret og dårligt man skal have det, for at ens stemme og tanker har en relevans. Vi er en del af et samfund med jantelov, hvor du ikke må tro, at du er noget;  og heller ikke tro, at du er noget, du ikke er. Så måske i frygten for at fejlfortolke sig selv og sin plads er det bare lettere at tie stille end at bruge sin stemme.”

– Amanda Oline

Visuelt: Astrid Ida Cornett 

Tekstredaktører: Arendse Reeh-Mogensen og Sigrid Langgaard