HAR JEG RET TIL GULD OG GRØNNE SKOVE?

Mæh! Sådan lyder det forurettet, når man hopper lidt klodset over klovfælden og møder det første af Tippens får. En lugt af græs, blomster og, ret skal være ret, lidt fårelort rammer næsen.

Tippen er delt i to og i sommerhalvåret græsser får og alpakaer og geder på nordtippen, som ligger syd for det gamle Sydhavn, øst for Valbyparken og vest for Bådehavnsgade og havnen. Lidt for tæt på Boulders og tilpas langt fra Rådhuset. Tippen og Valbyparken udgør sammen Københavns største park.

I skovens dybe stille ro

Klokken er 16:30, og jeg er just kommet hjem fra en lang dag på mit journaliststudie, og jeg er rimelig kørt over i hovedet. Jeg synes, at det er indviklet og lidt svært, og jeg synes, at det er stressende, at jeg synes det er svært. Det bliver dertil sværere af, at jeg synes, at det er stressende, at det er svært. Som i nok kan forstå, så kan tankerne godt køre efter sådan en dag.

Men noget, der ikke er så svært, faktisk rimelig instinktivt, er at sætte den ene fod efter den anden og begive mig af sted ud på Sydhavnstippen. Ligesom så mange andre fik jeg øjnene op for Tippen under Coronakrisen.

Jeg boede i Valby og sammen med to venner, som var min smitteboble, tog jeg til Tippen hver dag efter onlineskole. I en travl og krævende tid kunne vi trække stikket fra omverdenen ved at begive os ud i det grønne.

Det værktøj fulgte mig, da jeg kom i gymnasiet. En lørdagsformiddag ville jeg tage min cykel og køre ud i Valbyparken. Om det så var efter en stor fest fredag eller i en svær eksamensperiode gav det mig ro og, bilder jeg mig i hvert fald selv ind, en form for selvrefleksion at kunne trække stikket på den måde. Jeg syntes i hvert fald, at det hjalp mig.

Grønt er da også traditionelt forbundet med balance og håb. Håbet er jo som bekendt lysegrønt. Det kan farven grøn blandt andet takke den tyske forfatter og videnskabsmand Johann Wolfgang von Goethe for.

Goethe så farver som subjektive oplevelser, og han mente, at hver farve havde symbolsk betydning og kunne fremprovokere følelser. Grøn er farven for ro og harmoni. Ifølge Goethe kan grøn give en følelse af balance og stabilitet, men også jalousi og mistro.

Og måske er det netop stabiliteten af det grønne, som jeg værdsætter. I en omskiftelig dagligdag, hvor få ting forbliver som jeg husker, står Valby Parken og Tippen som en konstant. Her er den samme kælkebakke, som jeg kælkede på, da jeg var fem, eller den indhegnede have som vi kaldte for vores borg, da jeg gik til rollespil.

Kan man være solidarisk og samtidig egoistisk?

Men ude i det grønne, kan jeg også godt forstå Goethes tanker om mistro. Hvor længe kan jeg få lov til at beholde dette fristed. Midt imellem lamaer og havtornbuske er der langt vej til stigende havstande, boligbyggerier og flere parkeringspladser i København. Men hvor længe kan det mon vare ved?

Valby er en by i vækst. Bydelen er vokset med 35 procent de seneste 16 år. Resten af København er vokset med 27 procent. Ligeså er Sydhavnens indbyggertal siden 2005 blevet fordoblet.

De mennesker vil, skal og bør have et sted at bo og gerne i et prisleje, der kan tiltrække forskellige befolkningsgrupper. Men skal det absolut være midt i mit grønne paradis?

Det er klart en holdning, der er privilegeret, og jeg nok er den største NIMB (not in my backyarder). Jeg vil dog alligevel holde fast i, at vi skal prøve at undgå at bygge i Københavns grønne arealer, så længe som muligt.

Lad os beholde vores åndehuller og vores steder at trække stikket. Byg et andet sted! Hvor kan jeg ikke komme med et svar på lige nu – beklager! Heraf er jeg for grøn indenfor byplanlægning.

Men måske kunne man starte med at opsætte regler for, hvor meget en lejlighed i København må lejes ud for, forhindre firmaer som Black Stone eller udenlandske rigmænd i at opkøbe byen og bygge boligerne, der kan holde til mere end 20 års brug, før de skal bygges om. Det ville måske skabe lidt mere albuerum.

Denne frygt for lejlighedskomplekser midt på fodboldbanen er heldigvis stadig kun en frygt – og som landet ligger nu, er der ingen planer om byggeri i Valby Parken eller på Sydhavnstippen.

Men hvor længe der går inden det bliver bragt op, er ikke til at sige. For eksempel er Københavns Kommune begyndt at undersøge muligheden for en indfaldsvej på den gamle sti parallelt med Sydhavnstippen. En beslutning mange sydhavnere protestere imod og som vil forstyrre både dyr og bløde trafikanter.

Et smutkast derfra, på den anden side af Boulders, lige ved Bådehavnsgade – ligger den gamle Stejleplads. Engang et rekreativt grønt samlingssted. Her har man besluttet at bygge et nyt lejlighedskvarter med plads til omkring 860 boliger.

Godt for dem der skal bo der, ærgerligt for det grønne. Igen kan jeg godt se den dualismen ved problemstillingen. Det er godt for Sydhavnens butikker, dem der skal bo i lejligheden og dem der skal bygge dem. Måske er det nødvendigt? Men hvorfor skal det så stikke i hjertet at se lejlighedskomplekserne skyde op.

En noget uklar konklusion

Selvom det grønne kan berolige, så kan det også vække eftertænksomhed. Og sommetider kan eftertænksomhed blive til tankemylder. Og derfor kan det være sværere at finde den samme ro i det grønne som før.

Så for at opsummere mine tanker. Brug din lokale park, eng eller skov. Og brug den ikke bare, men nyd den. Dan en relation med stedet. Og vigtigst af alt kæmp for at beholde den. Måske der kommer en dag, hvor du ikke kan gøre det længere. Her mener jeg dog, at det er din ret at have muligheden for det. Du må gerne have guld og grønne skove.

Måske har Sydhavnstippen ikke lige så meget ramsløg som i Søndermarken, lidt for meget fårelort og ikke mange fisk tilbage i bugten Kalveboderne. Men et grønt fristed som dette ville jeg ønske alle havde.

Om jeg selv får lov til at beholde det, kan kun tiden vise. Men indtil da vil jeg gøre, som jeg så ofte har gjort, og sætte den ene fod efter den anden ud i det grønne.

Tekst: Jos Klitgaard
Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen
Redaktør: Kamille Agerley