Hej højdeskræk, skal vi være venner?

Jeg frygter mange ting

Fremtiden, polarisering, krig, død, ødelæggelse og klimaforandringerne. Der er god grund til at frygte disse ting, det er rationelt. Men jeg har også de fobier, som stammer fra mine irrationelle bekymringer. Jeg forestiller mig, at hvis jeg bliver bedre til at håndtere mine fobier, vil jeg også blive mere handlekraftig overfor mine rationelle bekymringer.

Kompleksiteten i mine bekymringer spænder vidt, og de kan nemt få en styrende rolle for mine tanker. Derfor ville jeg gerne forsøge at udfordre og lære mine bekymringer at kende, så jeg bedre selv kan tage kontrollen. Jeg valgte at konfrontere den mest irrationelle, og også mest håndgribelige frygt: min fobi for højder.

Klik her og Støt SEIN

Jeg har haft højdeskræk siden jeg som 5-årig grådkvalt løb ned ad trapperne i Vor Frelsers Kirke med min mor halsende efter mig. En skræk, som sidenhen har holdt mig tilbage fra diverse klatreparker, tårne og naturoplevelser.

Jeg fik tilbudt en fribillet til Skovtårnet, og en hustler som mig kan ikke sige nej til gratis ting, hvorfor jeg nervøst tænkte, at det var en mulighed for at udfordre min højdeskræk. 

Foto: PR

Vi går i ring

Min kæreste Kaare og jeg kører ned af Sydmotorvejen, og til højre kan vi pludselig se Skovtårnet rage op over træerne, et arkitektonisk timeglas-lignende tårn, 45 meter højt, placeret midt i Gisselfeld Klosters skov.

Vi parkerer bilen og går det sidste stykke ud til tårnet. Vi møder ingen mennesker på turen derhen, hvilket måske heller ikke er så underligt, da det både var regnfuldt og decemberstormen Pia er ved at blæse op. Det er ikke ligefrem sådanne omstændigheder, som hujer en højdeforskrækket som mig i dag. 

Gennem trækronerne spotter jeg tårnet, og vi bevæger os rundt om det som katten om den varme grød. Jeg bliver glædeligt overrasket over, at det ikke ser så højt ud. Den tanke sluger jeg dog hurtigt igen, så snart jeg bevæger mig op.

Tårnet er bygget op som en stålstruktur, som omkranser tre bøgetræer i midten af tårnet. En spiralformet rampe følger den ydre struktur, så man kan gå tolv runder og komme hele vejen til toppen. Vi starter vores vej op, hvor vi møder de to eneste andre mennesker, som lige er kommet ned.

“Man kan virkelig mærke vinden lidt højere oppe,” siger den ene mand med et grin til os.

“Okay, vildt,” svarer jeg med et smil, som når jeg siger tak for en gave, jeg ikke er blevet glad for.

Det er som at gå op i Rundetårn, mens de tunge, trygge murstensvægge i stedet er erstattet med fri, frisk luft. Jeg går i et raskt tempo, mit blik er rettet mod mine fødder, og jeg prøver at få min vejrtrækning til at matche mine skridt.

Jeg er blevet til en maskine, hvis eneste formål er at komme op til toppen. Så jeg hurtigt kan komme ned igen. Kaare stopper konstant op for at se trækronerne svaje i vinden, hvilket får os til at lave tovtrækning med hænderne, da jeg bestemt ikke har lyst til at holde pause.

Den irrationelle frygt må ikke overtage

I hverdagen er der normalt andre bekymringer end højdeskræk, der fylder. Bekymringer af mere eksistentiel og alvorlig betydning som klimaets tilstand fylder rigeligt i min hverdag, i mine tanker og i mine følelser.

Hvis vi skal tøjle klimaforandringerne, er det helt afgørende, at vi kan handle rationelt og styre vores følelser fuldstændigt. Jeg er klar over, at skal jeg blive i stand til at se mine bekymringer for klimaforandringerne i øjnene uden panik, så må jeg også blive bedre til at kontrollere mine irrationelle fobier.

At se frygten i øjnene

Da vi når til toppen hilser Pia os med et kraftigt vindstød, som både kan mærkes i kroppen og i tårnet. Det føles som en båd, der gynger stille, så jeg klamrer mig til Kaare. Jeg tager nogle dybe indåndinger, kigger op og ser udsigten over den sydsjællandske natur.

Jeg bevæger mig forsigtigt rundt på platformen, og jeg kan se Øresundsbroen i det fjerne og ved, at min by, København, ligger lige ved siden af. En lille messingplade med teksten “Tokyo 8750 km” er en ud af mange destinationer, som er placeret rundt på gelænderet.

Absurditeten i, at Tokyo ligger så mange kilometer i fugleflugt fra min blikretning, får mig til at tænke, at Skovtårnet nok er en større turistattraktion, end jeg først antog.

Men det giver mig alligevel en fornemmelse af, hvor stor verden er. Jeg får lov til at se verden oppefra, og som minutterne går, kan jeg mærke, at min krop slapper mere af. Jeg opdager, at jeg faktisk står og nyder udsigten.

Pludselig kan jeg forholde mig til stormen, højden og udsigten med et helt andet perspektiv. Jeg nærmer mig et bekendtskab med min højdeskræk, og det var det, jeg gerne ville lykkes med.

At opleve det skræmmende uden frygten kan betyde meget for at se problematikker og bekymringer med nye øjne. Det, synes jeg, er en vigtig egenskab at udvikle på – også når det gælder større bekymringer som klimaudfordringerne. 

Nede på jorden er jeg glad og tilfreds med, at jeg gennemførte tolv etager og endda nød udkigstårnet på toppen. Mit rationale overvandt mine kropslige følelser. Det er en rar fornemmelse at kende min frygt bare en lille smule bedre.

Tekst: Olga Pontoppidan
Visuelt: Ida Agnete Storgaard 
Redaktør: Laura Rye Bislev