Hjemme venter slutningen på mit sabbatår

24. november 2022

I dette uddrag af Johannes dagbog vender hun sine tanker om sabbatår. Gennem forventning, frustration og fremmede omgivelser finder hun ud af, hvad sabbatår er for et sted, og hvordan man eksisterer her uden sine venner og rutiner. Bidraget tager os med til Rom, hvor Johanne sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor hun tog afsted. 

03/09/2022

Okay. Her sidder jeg så på et loftsværelse i et kæmpe hus halvanden times kørsel fra Rom. Jeg er lige kommet og blev hentet ved bussen af moren i familien. Jeg har kørt i bus i næsten to døgn. Alt er gået som smurt, og nu venter jeg bare på katastrofen. Jeg er nervøs for, at det hele går galt, fordi det er gået så godt hele vejen herned. Jeg skal være her i tre måneder, hvilket lige nu virker som meget lang tid. 

Jeg skal være babysitter for to børn på 12 og 14, og ærligt talt ved jeg ikke helt, hvorfor de har brug for en babysitter, men altså. Jeg er stolt over at have klaret det så langt, fordi selve flytningen virkede som det største skridt. Jeg sidder med den største what is life– følelse, fordi den drøm, jeg har haft længe, endelig er blevet en realitet. Jeg føler mig helt uovervindelig og enormt stærk. 

Mine forventninger er så høje, at de næsten er umulige at nå. 

Jeg havde en idé om, at jeg allerede i bussen ville møde en skøn romersk veninde, der ville tage mig med ind og introducere mig til byen og hendes vennekreds. Det skete jo ikke, men jeg skal nok finde nogle veninder. Faktisk glæder jeg mig lidt til i første omgang bare at være lidt alene. Jeg troede ærligt talt, at jeg ville bo noget tættere på byen. Det her sted er en lille bitte forstad. 

Men her er stadig flot.

10/10/2022

Mit hoved er fyldt med tanker og ønsker for fremtiden. Jeg har utroligt svært ved at se mig selv som et unikt individ, men føler derimod, at alle mine tanker allerede er taget. Min politiske holdning er repræsenteret, podcasts og bøger er der nok af, og hvem ville også lytte til mig. 

Tiden er inde til at tænke. 

Det føles, som om jeg svæver langt væk fra mig selv, fordi det er lettere at eksistere i kraft af venner, job, skole og rutiner. Her laver jeg intet. For første gang i mit liv har mine handlinger ikke et håndgribeligt resultat – der er intet endemål. Derfor føles det, som om hver handling er spild af tid. 

Jeg har drømt om et sabbatår, siden jeg fandt ud af, hvad det var. 

Jeg har drømt om netop denne rejse, siden min mor i 1.g sagde, at jeg skulle vælge det sprog, der passer til det land, hvor jeg gerne vil bo. Ville det være bedre, hvis jeg blev her i to år? Jeg har svært ved at blive venner med lokale, fordi de jeg har mødt ikke i samme grad som jeg har brug for nye venner. 

Tinder har ført mig til tre piger: en hollandsk, en tysk og en schweizisk. Lærerigt er det at dele erfaringer med dem, og jeg føler en gensidig afhængighed, da de også er nye i byen. Det føles som at starte i skole, hvor ingen kender hinanden, men alle er i samme båd og derfor bliver venner. Jeg har på fornemmelsen, at det hele ville være nemmere, hvis jeg ikke følte så meget. 

Min mave er fyldt med hjemve, og det føles som et enormt nederlag at indrømme. Forleden drømte jeg om en gammel kæreste, og følelsen af tryghed blev hos mig i dagevis. Da den forsvandt, føltes det som et mini-break up

Jeg savner at bo med roomies; konstant været omgivet af folk. Jeg savner at kunne udtrykke mine tanker i samtale med andre, lige så nuanceret som det er muligt på dansk. Klogest på dansk, mindre klog på engelsk og dum på italiensk. Jeg ønsker ikke at tage hjem. 

Hjemme venter slutningen på mit sabbatår. 

Der findes intet, der er lige så skræmmende som det. Så længe jeg er væk, kan jeg træde vande over spørgsmålet: “Hvad vil jeg med mit liv?” Flygter jeg bare? Under dække af at finde mig selv, spise pasta og lære italiensk? Hvad fanden laver jeg egentlig? Hvis bare jeg kunne slippe tanken om at skulle gøre andre stolte.

02/11/2022

Når der kommer nogen og besøger mig, og de så tager afsted igen, savner jeg dem endnu mere. Jeg har nydt at være omgivet af mine mennesker. Det har været rart ikke at skulle bruge kræfter på at jagte sociale relationer. Jeg havde besøg af min far, hans kæreste, min bedste veninde og to venner – alt i løbet af en uge. Da de alle var taget hjem, følte jeg mig enormt ensom og lille. Jeg må erkende, at jeg har haft nogle helt andre forventninger til min tur end den virkelighed, jeg er blevet mødt med. 

Det er en vigtig erfaring. 

At tingene ikke altid er, som man har ønsket. Jeg har forpligtet mig til et job, så lige meget hvor meget jeg ønskede at tage med min far hjem til Odense, må jeg blive her lidt endnu. I mit hoved er jeg nu gået over til at fortælle mig selv, at jeg skal nyde min sidste tid her. Se alt det, jeg gerne vil nå og spise alle de steder, jeg har hørt om. 

Før har jeg ofte oplevet at have så travlt, at jeg næsten ikke kunne mærke mine følelser. Den her oplevelse har været det stik modsatte. Alt er gået så langsomt, at jeg har kedet mig, og jeg har ikke haft andet at tænke på end mig selv. 

Det lyder så selvoptaget. 

At finde mig selv har handlet om at finde ud af, hvad jeg er, ønsker og har brug for i mit liv. For eksempel ved jeg nu, at jeg ikke ønsker at bo alene, men gerne vil have mennesker omkring mig, fordi de giver mig energi. Jeg ved, at havet altid vil minde mig om hjem. Jeg slår ikke mig selv i hovedet over, at jeg ikke sørgede for at finde et sted, hvor jeg var omgivet af andre unge. Men jeg ved, at det er noget, jeg har brug for næste gang, jeg rejser et sted hen. Jeg har endnu en gang lært at give slip på forventninger og tage det til mig, jeg kan bruge til noget. Jeg tror på, at alle de møder og oplevelser, jeg har haft her, er sket af en grund. 

Tag det med dig, du kan bruge, og lad resten fare.

 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her