Rom – del I

Værelset, jeg har lejet i fire måneder hos en enke i Monti, er ikke mit hjem. Lejligheden er frastødende. Der er dråber fra enkens værelse ud i resten af lejligheden. Mit værelse er smukt og spartansk. Jeg har fjernet de brune malerier af Jomfru Maria over stålsengen. Der ligger afblegede magasiner fra enkens tid som mor i halvlukkede skuffer. Hendes søn er pensioneret nu, han sidder i køkkenet. Et fjernsyn er konstant tændt med utroværdigt skuespil. Ingen behøver at forstå sproget for at bedømme skuespil-præstationerne. Der er hårprodukter overalt. Gulvet er fedtet og vådt i hjørnerne. Der er druknede ting overalt i køkkenet, og alligevel vander enken sine planter derinde. Det reneste sted i lejligheden er min hylde i køkkenet.

Der går en mørk gang igennem lejligheden. Der er højt til loftet. Enken sidder i sin stue. Der er et rullebord af glas med flasker, som hun ikke drikker længere. Der står en rød sofa, som hun altid sidder i hjørnet af. Hun er lille og mørk. Der er stof over det hele: pyntepuder, lænestole og flere lag gardiner for vinduet. Skodderne er for. Enken er utryg omkring i carabinieri (statspolitiet), der har hovedkvarter på den anden side af gaden. Jeg lukker ikke mine skodder om aftenen. Hun siger, at jeg aldrig må skylde nogen noget, og så fører hun fingrene hen over struben. Jeg vil ikke holde mere af verden ude af lejligheden, end hun gør.

Hun beder mig desinficere sine sår, men ikke ved at spørge mig; Hun viser mig sin blodige hånd. Hun græder foran mig. Jeg forstår ikke, hvad hun siger. Hun hiver energien ud af mig, men jeg har ikke noget at give, så jeg ser bare på hende til sidst og er øm bag ansigtet. Hun forstår det ikke. Hendes tunge skridt i gangen dunker i mine nerver, dræner mig for overskud i den stille lejlighed. Jeg hader at møde hende på gangen. Hun bliver forskrækket, hver gang hun møder mig. Hver gang stopper hun op og blokerer gangen for at tale om den forskrækkelse, jeg lige gav hende – med hånden på hjertet og sit makabre, hvide tandsæt.

Jeg hader, når skridtene i gangen stopper tungt og svagt foran min dør. Jeg kan se hendes lille silhuet gennem glasset i døren. Jeg håber, at hun passerer uden at forvente noget af mig. Nogle gange ser hun bare på mig, når hun uopfordret åbner min dør. For hende er det ikke min dør. Jeg vil gøre alt for, at hun skal se væk og lade mig være. Jeg svarer hende sjældnere, som ugerne går, for hun forstår ikke, hvad jeg siger, og stirrer bare på mig, når jeg taler – som om jeg var svagt begavet. Hver gang jeg har lært noget nyt på sprogskolen, dør min stolthed, når jeg taler med hende. Jeg forstår ikke, hvad hun siger.

Nogle gange beslutter hun sig for at lære mig italiensk. Så gennemgår hun uopfordret ordene for alle genstande i lejligheden. Og jeg vil væk fra ordstrømmen og hendes ansigts krav om en reaktion, hver gang hun siger et nyt ord for plaid. Hun taler den romerske version af rigsdansk. Jeg undgår hende. Hun kræver, at jeg viser passionerede følelser og udtrykker mig stort, men jeg har kun ængstelighed at vise. Det kan jeg ikke vise med italiensk gestikulering. Hun kalder mig udtryksløs. Hun kræver, at jeg forklarer hende, hvorfor jeg ikke smiler. Jeg kan ikke forklare hende, at jeg ikke kan fortælle hende, hvad der er galt. Hun vil vide, hvorfor jeg ikke siger godmorgen til hende. Det gør jeg, men hun hører dårligt. Det forstår hun ikke.

Enken siger, at jeg bør hvile mig. Jeg begynder at sove om eftermiddagen for at inddele dagen med en forståelig opvågning. Nogle eftermiddage afbrydes min søvn, ved at hun står over mig med et krævende ansigt. Hun er urolig for mig – kræver, at jeg fortæller, hvad der er galt. Jeg kan ikke forklare hende, at jeg ikke kan berolige mig selv, som jeg plejede at kunne. Jeg har ikke den selvtillid, som jeg havde i Danmark, og det kan jeg ikke engang formulere på dansk.

Jeg har ingen holdepunkter i dagene. Fjernsynet kører hele tiden fra hendes værelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til nogen, andet end at jeg ikke har nogen længere. At jeg er flyttet hjemmefra til Italien. At jeg bor hos et menneske, der ikke forstår mig. At jeg bor hos et menneske, der er bange for politiet. At hendes frygt fascinerer mig, fordi det er den mest håndgribelige følelse, der er til stede i lejligheden. 

På Engelsbroen over Tiberen står en statue af Paulus med en bog i hånden. Den eneste tanke, jeg har haft den dag, er, at Paulus har læst den samme sætning siden antikken. Spanske turistgrupper og varm trafik runger på begge sider af broen. Min mor ringer. Jeg hulker, inden jeg har taget telefonen. Jeg vil fortælle hende alt, hvad jeg har i hovedet, så hun kan redde mig. Jeg kan ikke sige noget. Jeg beder hende fortælle mig noget om Danmark. Jeg tigger hende om at tale til mig. Jeg har aldrig tigget nogen om at tale til mig før.

Jeg har ikke selv noget at sige, så jeg fortæller, hvad jeg kan se. Jeg ser op på Engelsborg. Der går turister forbi og ser på en ung kvinde i gult under Paulus. Jeg fortæller om dagen, fordi jeg er krakeleret og ikke kan sige, hvad jeg føler. Jeg siger, at jeg vågnede, inden solen var stået op den morgen.

Jeg gik op til kirken Trinitá dei Monti ved toppen af Den Spanske Trappe, fordi jeg troede, at jeg ville kunne se solen stå op derfra. Trappen vendte mod øst. Marmoren under mig var kold. Jeg blev og ventede med kulden, fordi det eneste, jeg kunne tage tilbage til, var mit døde værelse. Og det værelse er ikke mit helle fra det, som byen får mig til at føle. Det er ligegyldigt, hvor jeg er i byen. De samme følelser sidder altid i mig. Søvnen er det tryggeste, jeg har, fordi jeg ikke er bevidst i den. 

Min ryg har rundet sig, imens jeg taler på min mor. Jeg taler ikke til eller med hende. Hun taler også på mig. Jeg vil så gerne tale med hende. Min krop har drejet sig ind mod den brændende sorte skærm. Jeg vil derind. Jeg vil tale med hende, det er nødvendigt. Men selvom hendes stemme er der, er den hakkende og langt væk.

Opkaldet fra og til mine forældre er et nødråb, men de kan ikke hjælpe mig. Realiseringen efterlader mig. Jeg vil gerne kunne fortælle hende, hvad der er galt. Hvad jeg kunne ændre for at gøre mit romerske liv bedre, men jeg kan ikke forklare, hvad der er galt. Jeg ved ikke, hvad jeg kan ændre. Jeg vil ikke være alene med det, min krop og mit hoved er nu. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Det gentager jeg for min mor. Det har jeg aldrig sagt før.

En ældre mand stirrer på mig, imens han går over Engelsbroen. Hans blik og Paulus’ tilstedeværelse bag mig hjælper mig. De presser mig ind, maser mig mindre. Jeg håber, at jeg bliver utydelig. Folk ser på mig, som man ser på en museums-genstand. Hvis de stirrer mere på mig, som om jeg ikke kan se deres blikke, smadrer de mig.

Jeg opdager ikke, at jeg har rejst mig fra den varme sten under Paulus. Kroppen skød op i en krampe af ligegyldighed og adrenalin, som jeg ikke kan bruge. Kroppen tager mig videre. Jeg går væk fra Engelsbroen, men jeg ser ikke, hvilken bred af Tiberen jeg går over på. To minutter eller to timers gang til gaden, hvor jeg bor, rører mig ikke. Jeg prøver at strække halsen ud, så knuden i struben kan løsne sig. Den må løsne sig selv.

Jeg spørger min mor, hvad jeg skal gøre. Jeg hører ikke, hvad hun svarer, men jeg registrérer at hun taler, imens en rejseleder med udstrakte hænder fortæller om Engelsbroen, Ponte Sant’Angelo, der buer sig stoisk over Tiberen. Langs broen hilser romerrigets statuer, heriblandt apostlen Paulus. Engelsborg og Peterskirken, åbenbarer sig for den, der krydser floden. Uundgåelige attraktioner for den rejsende. Han kalder alle turister, romere og alle andre, der er på broen i det øjeblik, for de rejsende. Det er det største fællesskab, jeg oplever, men jeg tænker ikke på mig selv som en rejsende.