Hjemve

Jeg havde aldrig hjemve, da jeg var lille. Jeg kan ikke huske, at jeg har savnet mine forældre som barn, i hvert fald ikke på den der ubærlige måde. Jeg jagtede deres anerkendelse, men ville for alt i verden ikke have, at de havde nogen rolle i mine successer – jeg ville klare alting selv!

Det samme gjaldt, da jeg skulle flytte hjemmefra. Jeg glædede mig vanvittigt og skænkede det ikke en tanke, at det på nogen måde ville blive svært, for jeg skulle drikke vin med venner, danse alle ugens dage og være voksen – men ikke på den kedelige måde. Jeg fandt et gennemgangsværelse i en lejlighed midt i Århus, hvor der ikke var blevet gjort rent i et århundrede, hvor trægulvene havde båret læssevis af liv, og væggene var vakkelvorne. Det passede perfekt til min drøm om at kunne leve et rodet ungdomseventyr uden at være bange for at ødelægge noget omkring mig.

Men jeg flyttede hjemmefra, og min verden væltede fra første dag, hvor jeg spiste kærnemælkshorn og græd over at være startet på en uddannelse, der var helt, helt forkert.

Jeg var i chok. Fuldstændigt blæst væk over at indse, at man jo ikke flytter hjemmefra midlertidigt. Jeg havde slet ikke forberedt mig, slet ikke tænkt den tanke, at det ikke var en epoke, en rejse, en oplevelse. Det var ikke en tur til Asien eller et højskoleophold. Det her var for livet. Jeg troede, jeg var sådan én, der klarede mig selv, og nu kom hjemveen rasende. En fremmed følelse, der fik mig til at længes efter at være barn og gå i børnehaven og være andre menneskers ansvar. Et år levede jeg det liv, jeg på mange måder havde drømt om. Frit og fuldt og farverigt, med kæmpe op- og nedture og alt på egen hånd. Men lige så frit og farverigt, lige så ulykkeligt, uholdbart og ensomt var det.

For at flytte hjemmefra er ikke en epoke, men ét liv ud af mange – og nu prøver jeg en ny. Nu lever jeg et hverdagsliv, hvis hjørnesten består af de moderlige råd, der gennem årene er prellet af, men åbenbart er trillet ned og blevet lagret i et underbevidst overlevelsesdepot. Med den ramme prøver jeg at holde hjemveen i skak, for måske er den egentlig ikke noget, der forsvinder, eller noget, der skal gemmes helt væk, men mere et nostalgisk livsvilkår, jeg må acceptere, idét jeg har indset, at mit liv ikke længere er en barndom. Måske den hjemve, der ramte mig, da jeg flyttede hjemmefra, netop var et udtryk for sorgen over ikke længere at være barn?

Nu tager jeg mig selv i at se Matador og gå i seng klokken ti. Ringe hjem og spise til morgen, middag og aften. En rungende efterklang af det, min mor vist ofte har sagt gennem mere end tyve år. For jeg har erkendt, at jeg på den lange bane på ingen måde kan leve det selvstændige, rammeløse liv, jeg havde forestillet mig, og at det er okay at klamre sig lidt fast til gamle trygheder. At det ikke er et nederlag at have brug for andre mennesker, at jeg gerne må række ud og være hjælpeløs, og at hjemveen faktisk kan være en vildt smuk følelse, fordi den minder mig om, at der er nogle, jeg savner, at der er noget, jeg vil holde fast i – en barndomsrytme, som jeg må prøve at bære med mig og forene med mit nye semivoksne liv.