Vi har for travlt!

16. maj 2018

Der findes en ensomhed, vi selv vælger. En ensomhed, hvor alle andre er konkurrenter. Hvor vi skal træffe de rigtige valg. Være rigtig ung. Være bedst og hurtigst. Og være det nu. Frederikke har skrevet en tekst om at være en del af et samfund, hvor vi har så travlt, at vi ender med at stå og føle os helt alene – selvom vi i virkeligheden burde stå sammen.

Illustration af Nadia Schlosser

Hvis ikke du kommer ind på den uddannelse, du gerne vil ind på, er det din egen skyld. Hvis du ikke kan gennemføre din uddannelse, er det din egen skyld. Hvis du ikke kan leve op til dine egne forventninger, er det naturligvis din egen skyld. Er du stresset? Din skyld. Er du angst? Din skyld. Du er selv ude om det, det er jo dit liv, dine forventninger, din uddannelse, din stress, din angst, dit nederlag.

Ikke?

Hver gang jeg tager hjem til mine forældre, kommer jeg hjem til en lille bunke udklippede avisartikler. Min far klipper dem ud til mig og lægger dem til side, så jeg kan se dem. De kan handle om alt muligt, men fælles for dem alle er, at han, min far, mener, at jeg skal læse dem. Sidst lå der et udklip fra Politiken “Uden et stærkt fællesskab taber vi kampen om det gode liv”, hed den. Det var et interview med dr.scient.soc. Søren Juul.
Søren Juul kaldte til kærlighedskamp, til kamp for at få solidariteten tilbage i samfundet. Og det fik mig til at tænke på os, ungdommen, og vores kamp. Kamp for solidaritet? Nej. Kamp for selvrealisering.

Hele vores liv er vi blevet fortalt, at vi skal videre. Vi skal hele tiden træffe valg, så vi kan komme videre i systemet. Vi skal vælge mellem utallige uddannelser, utallige muligheder. Forstå mig ret, jeg er bevidst om vores privilegie, men dette privilegie udsætter os også for et enormt pres. Fremgangsreformen og uddannelsesloftet låser os fast. Vi skal hele tiden vælge rigtigt, fordi systemet ikke længere lader os vælge forkert. Vi har for travlt til forkerte valg. Vi har for travlt til at stoppe op, vi har for travlt til at fordybe os, og så er det måske ikke så underligt, at vi ikke længere kan finde en mening med vores tilværelse.

Det handler om selvrealisering, det her, om vækst og om at udfylde hele dit potentiale. Vi skal helst have drømmejobbet, en fast kæreste, en lækker krop og en lækker lejlighed, inden vi fylder 30. Men hvad skal vi så bruge resten af livet på? Optimering. Der er altid et bedre job, en bedre kæreste, en fladere mave og en lækrere lejlighed.

Vi skal videre. Videre, videre.

Vi skal hele tiden vælge rigtigt, fordi systemet ikke længere lader os vælge forkert.

Vi har ikke tid til at stoppe op, for så bliver vi bare overhalet af alle de andre. Vi er i konkurrence med hele verden hele tiden. Og hvis du møder nogen på din vej, der ligger ned, så er det en god ting, for så er de lettere at overhale.

Men er du virkelig lykkedes, hvis du står helt alene på toppen? Og er det virkelig det, du vil?

Som jeg ser det, så er vi, ungdommen altså, lige nu en kæmpestor gruppe af individer. Vi står ved siden af hinanden, men vi er ikke sammen. Hvis du vil frem i verden, så må du arbejde dig frem. Hvis du ligger ned, så må du rejse dig op. Og hvis der er nogen, der ligger ned ved siden af dig, så er det ikke dit problem at få dem op at stå. Vi er i konkurrence med hinanden, og det går udover solidariteten. Det går udover kærligheden.

Jeg gør det også selv. Konkurrerer, sammenligner. Når jeg står og kigger mig i spejlet og banker mig selv i hovedet over, at jeg i øjeblikket bare sover på min brors sofa, at jeg ikke har en smart lejlighed, at jeg ikke læser noget smart på KU, eller at jeg faktisk må overleve med tykke lår, så kender jeg følelsen. Så mærker jeg, at jeg er et mangelfuldt individ, og så er der ikke rigtig plads i mit hoved til alle de andre.

Men jeg prøver at holde op med at se mig selv så meget i spejlet. Holde op med at se mig selv som et ekstraordinært mangelfuldt individ. Vi er jo alle sammen mangelfulde individer, selvfølgelig er vi det. Men så længe vi ser hinanden som konkurrerende, mangelfulde individer, så tror jeg ikke, vi kan komme videre. Så står vi stille i stress og i jag.

Efter min mening, bliver vi nødt til at indse, at vi ikke er alene. Vi bliver nødt til at indse, at vi ikke vil være alene. Hvis vi står sammen i et fællesskab, vil vi ikke længere være så mangelfulde. Hvis vi begynder at kæmpe for og med hinanden, så vil vi stå meget stærkere – og så er det pludselig os, der har magten!

Vil du ikke være med?

Hvad tænker du?

  1. 🐥 siger:

    Jeg vil gerne være med! Og det er så fint skrevet, det her.

  2. M siger:

    Jeg vil også gerne være med, kære Frederikke

  3. ⭐️ siger:

    Lige netop

  4. Sussie siger:

    Så godt skrevet. Det er så trist at i unge presses så hårdt i uddannelsessystemet. At der ikke er plads til sabbatår. Plads til at vælge forkert. Det er desværre den retning det hele bevæger sig i. Væk fra solidariteten. Alle skal klare sig selv. Vores samfund undermineres af denne egoistiske tankegang. Men det er den retning blå blok vil. Dene tankegang rammer også de dårligst stillede i samfundet. Dem der kastes af hesten pga stress. Det er også deres egen skyld. Det er deres egen skyld at de fyres pga sygdom. Så skal de presses endnu mere for at motivere dem til at arbejde før de er klar. Godt skrevet..vi mærker det alle sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *