Humaniora uden videnskabelig rettergang

Hvor langt skal vi strække vores naturlige umiddelbarhed imod det velovervejede overblik? Hvor langt skal vi forsøge at bevæge os væk fra det subjektive og imod det objektive i vores blik på verden?

Hvor langt kan vi bevæge os imod at reducere mennesker til variabler, før vi har indskrænket individers individualitet i en grad, så det ikke længere giver mening at tale om egentlige mennesker?

Langsomt lærer vi at sætte ting i kasser. Putte livets elementer i kategorier. Brede blikket ud og se tingene i deres kontekst. Fra den rene umiddelbarhed tager vi et skridt tilbage og ser tingene som dele i et hele.

Vi går fra at være det lille barn, der fyldes med ubærlig sorg over at tabe sin sut i frygt for, at den er væk for evigt, til den voksne med overblikket, der forstår, at den blot er landet på gulvet og snart vil være tilbage og bringe tryghed.

Det er en nyttig og nødvendig udvikling, der langsomt klargør os til livet som selvstændige, duelige individer, der kan bære vægten af vores egen eksistens.

Ikke desto mindre kan vi komme så langt væk fra dette oprindelige, umiddelbare væsen, der trods vores ypperste bestræbelser altid vil bo i os, at denne del begynder at lide.

I en grad så vores forbindelse til denne oprindelighed begynder at virke fjern og fortidig, og hvor vores kontakt til denne del mindskes, idet vi svæver stadig længere ind i en sfære af dogmer, teorier og regelmæssigheder.

Vi lever i en tid, hvor vi gennem særligt uddannelsessystemet ofte lærer, at noget skal være videnskabeligt eller metodisk korrekt, før det kan anses som brugbart.

Tag for eksempel den socialkonstruktivistiske bølge, som de seneste år har marcheret ind på universiteter i videnskabelige miljøer og institutioner. Dens fokus på køn og identitet har ofte handlet om at udvide grænserne for, hvad der kan regnes som videnskab i et forsøg på at gøre disse emner legitime i videnskabelig forstand.

Denne nødvendighed af at gøre noget videnskabeligt for at blive taget alvorligt, risikerer i min verden både at marginalisere betydningsfulde områder, der ikke nødvendigvis passer ind i videnskabens snævre skabelon og udvande forståelsen af, hvad der er videnskabeligt.

For at være ærlig er jeg ofte skeptisk over for, hvorvidt meget af det, der bedrives på mit eget studie, idéhistorie, kan betegnes som videnskab. Det ændrer dog ikke på, at jeg elsker mit studie og finder det ekstremt vigtigt, det vi bedriver.

Ikke fordi, det er videnskabeligt – men fordi det dagligt bekræfter mig i, hvor meget i livet, der ikke kan eller bør sættes på formel eller ind i en akademisk skabelon for at kunne blive taget seriøst.

Derfor mener jeg, at det er værd at spørge, om det ikke er problematisk, at vi har skabt en kultur, hvor det videnskabelige har fået en særstatus i en grad, så alt væsentligt må presses ind under dets tag for at blive taget seriøst?

Uagtet at dette, i hvert fald for mig at se, ofte både svækker soliditeten af det videnskabelige og presser det humanistiske ud af humaniora.

Denne udvikling har for mig at se også har været med til at skubbe arbejdslivet i en retning, hvor videnskabeliggørelsen, Excel-arkene og akademiseringen har vundet mere og mere indpas – ofte på bekostning af erfaringen, det intuitive og tilliden.

Dette har øjensynligt, og ud fra egen erfaring fra daginstitutioner, medført større ubalance i beslutningsprocesserne mellem dem, der mestrer det systematiske og teoretiske, og dem, der har praktisk erfaring og en mere intuitiv tilgang til faget – hvor de sidstes stemme ofte taler for døve ører til den akademiske befæstning.

Før jeg begyndte på idéhistorie, droppede jeg ud af samfundsfag kort tid efter studiestart. Det, der fik mig til at stoppe, var ikke det sociale miljø, den tunge lektiemængde, den dårlige kantinekaffe eller de dyre bøger.

Det var derimod den genkendelige følelse fra første dag af, at man her først og fremmest blev målt på sin evne til at sætte ting i kasser, kategorisere dem, teoretisere og finde mønstre og lovmæssigheder.

Der var en stædig, nærmest manisk jagt efter at bevise, at man kunne være videnskabelig på linje med naturvidenskaben. Et brændende spørgsmål blev ved med at gnave i mig for hver dag, jeg gik deroppe: Hvorfor?

Hvorfor bevise sin eksistensberettigelse ved i så høj grad at spille efter nogle andres regler? Ved at suge maven ind for at kunne efterleve nogle videnskabelige, ofte naturvidenskabelige regler og rammer, som ligger udenfor ens egen natur og domæne?

Uden at være dekoreret videnskabsmand eller ph.d. i andet end at sove over mig, kan jeg se, at dette ikke er muligt eller ønskeligt for den sags skyld.

Da samfundsvidenskaben i dette tilfælde, men også de humanistiske fag, jo ikke beskæftiger sig med genstandsfelter, der kan forudsiges som tyngdekraften eller celleforandringer. De beskæftiger sig derimod med mennesker og det menneskeskabte, og mennesker er i natur uforudsigelige og forskellige.

Det er i mine øjne netop denne uforudsigelighed og forskellighed, der gør det spændende og meningsfuldt at beskæftige sig med det samfundsfaglige og humanistiske.

Jeg har personligt talt med flere psykologistuderende, der føler, at de under deres studie har bevæget sig ind i en verden af teorier og begreber, der ligger så langt væk fra livet og verden, som den egentlig er, at de frygter for deres evner til at gå ud og tale med rigtige mennesker med rigtige problemer, når de er blevet eller bliver færdige.

Vi har oversvømmet vores akademiske verden med teorier, lovmæssigheder og systematik inden for det samfundsfaglige og humanistiske i en grad, så det kan virke som om, at vi forventer, at alle originale tanker, der vil blive tænkt, er blevet det.

Nu handler det om at hakke dem ind i rygraden på de kommende generationer som naturlove og så bede til, at en enkelt nyskabende tanke vil blomstre på fundamentet af fortidens genialitet.

Vi bør ikke automatisk stræbe efter en stringent systematik inde i kernen af de utallige fagområder, der eksisterer, hvor mennesket er i fokus. Vi bør derimod blive bedre til at bruge vores menneskelighed, når vi beskæftiger os med mennesker, som en kilde til forståelse, fornyelse og forandring.

Mennesker er uforudsigelige, følende, mangfoldige væsner, som lever liv fyldt med spørgsmål, der ikke findes endelige svar på, men som vi ikke kan undlade at stille. Det er i denne erkendelse, at humanioras sandhed og skønhed stammer, og forbinder sig til vores oprindelig intuition og væren.

I en verden, hvor vi tilegner os stadig mere viden og får flere muligheder, bliver det kun desto vigtigere at have nogen, der gør sig tanker om, hvad denne viden og disse muligheder bør bruges til.

Det gør man altså ikke ud fra en formel. Her må man først og fremmest have gjort sig grundige tanker om, hvad det vil sige at være menneske og vores og derfor humanioras største force til at besvare dette vil altid være, at det er vi selv.

Tekst: Peter Bitsch Hjortshøj

Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen