Huskeliste til når du flytter
Du skal flytte, måske for første gang. Det kan føles enormt skræmmende, befriende og til tider ensomt. Christa har lavet en liste med alt det, du skal huske, når du flytter.
Collage af Astrid Lund Johansen
Sommeren er ovre os, og det betyder skiftetid. Også for mig. Jeg har netop pakket mit liv ned i flyttekasser og skiftet adresse for fjerde gang på tre år. Min gamle dagbog ligger i bunden af en kasse side om side med sammenfiltrede forlængerledninger. Jeg tager en dyb indånding. Det skal nok gå, for jeg har jo prøvet det før.
I 2016 flyttede jeg hjemmefra til – ikke kun en ny bolig – men også en ny by og landsdel. Sjælland blev udskiftet med Jylland. Aarhus var på papiret mit nye hjem, men følelserne fulgte ikke med. I starten havde jeg lyst til at springe på et tog hjem til mine forældre hver weekend. Et symptom på den ensomhed, der langsomt tonede frem, fordi jeg ikke havde nogle rødder i byen.
Da jeg flyttede hjemmefra, sagde jeg ikke kun farvel til mit barndomshjem, men også til mit hverdagsfundament: mine forældre, min søster, mine venner og omgangskreds. Løsrivelsesprocessen er lidt af en rutsjebanetur. For på den ene side siger man farvel til et kapitel i sit liv, og på den anden side åbner man også op for en ny tilværelse – måske et nyt studie venter? Så nogle dage føles det, som om man er klar til at erobre verdenen, og andre dage har man lyst til at lukke øjnene i fosterstilling og blive til et barn igen.
Jeg har lært af mine fejl fra dengang, jeg flyttede hjemmefra. Det er der kommet otte råd ud af, som jeg håber kan være med til at hjælpe dig midt i flyttestress, eller når du er flyttet hjemmefra.
HUSK, at du ikke er voksen endnu
Du er ikke voksen og kan ikke klare alt selv, bare fordi du er flyttet hjemmefra. Du kan umuligt vide alt om alt allerede. Der er ingen skam i at bede om hjælp fra familie, venner eller en sød overbo, hvis du ikke ved, hvordan man laver forskudsopgørelse til SKAT eller renser kaffemaskinen for kalk.
HUSK at omgive dig med ting, der giver en følelse af hjem
Det tager lidt tid, før dit nye værelse eller lejlighed føles som dit rigtige hjem, så i starten er det vigtigt, at du har ting omkring dig, som giver en hjemlig følelse. Det kan være, du har en særlig pyntegenstand, en plante, du har passet i lang tid, et gulvtæppe eller noget helt andet, som giver dig den varme følelse af at være hjemme.
Selv har jeg lige købt en fredslilje, der står og pynter i en nøgen vindueskarm.
HUSK at række ud til andre
Når du flytter ud, har du ikke længere en base i hjemmet med en familie. Men du skal selv skabe den trygge ramme om dit liv. Det synes jeg var hårdt i starten, og jeg kunne føle mig forbandet ensom til tider. Jeg fandt ud af, hvor vigtigt det er at række ud til andre og opsøge fællesskaber og venskaber. Også de dage, hvor man ikke har det godt, er det altafgørende at tage fat i nogen.
HUSK at vaske dit sengetøj ofte
Det lyder måske som en lille, banal ting, men det kan ikke beskrives, hvor rart det kan være med helt rent sengetøj. Og nu ved jeg ikke med dig, men da jeg boede hjemme, vaskede jeg ikke selv sengetøj. Så nu planlægger jeg, hvornår jeg gør det, og så glæder jeg mig helt til at mærke huden mod det rene stof.
HUSK at ringe til venner og familie
Uanset om du flytter få kilometer væk eller til en anden landsdel, så må du ikke glemme at holde fast i de relationer, som du havde hjemmefra. Sæt tid af til at tale i telefon med dine venner og familie, så løsrivelsesprocessen bliver mere smertefri og måske de kan give dig et godt råd med på vejen, hvis du føler, at alt er ved at brænde omkring dig, eller du blot ikke kan huske, hvor lang tid et æg skal koges.
HUSK at forkæle dig selv
Hvis du starter studie, arbejde eller bare ikke kan overskue at pakke hele dit liv ud af flyttekasserne, så husk at give dig selv tid til forkælelse. Det kan være i det helt små: købe din dyre yndlingschokolade eller tage i biografen med en god ven. For hvis du ikke bor sammen med nogen, så er det vigtigt, du er ekstra god ved dig selv.
HUSK, at det hele ikke behøver ske på én gang
Når du flytter, har du måske en masse idéer og idealer for, hvordan du gerne vil indrette og leve i din nye tilværelse. Men alt skal ikke nødvendigvis ske samtidig, og det behøver ikke være perfekt. Tag ét skridt ad gangen. Det står ikke og falder med, om den hylde bliver hængt op på dag ét, eller om du får lavet en madplan.
HUSK, at du ikke er den eneste
Noget af det vigtigste er, at uanset hvad du føler, eller hvilken situation du står i, så er du ikke alene om det. Hvis du flytter til en ny by, så er der en masse, der ligesom dig ikke kender nogen eller føler sig alene. Find de mennesker ved at være med til et arrangement i byen, meld dig som frivillig, eller bliv en del af en anden form for fællesskab.
Med de ord vil jeg ønske dig held og lykke med transitten videre til dit nye hjem!
Hvad tænker du?