Hvad er kultur, og hvor finder jeg den her?

For halvandet år siden pakkede jeg mine ting og flyttede fra Oslo til København. Det var på ingen måde et nøje overvejet valg, men jeg vidste, at jeg var villig til at opgive den norske natur til fordel for det kulturliv, jeg forestillede mig at finde her. Derfor kom det bag på mig, at jeg ikke kunne svare, da min bror besøgte mig i januar og spurgte, hvilke museer jeg kunne anbefale. Jeg har næsten ikke sat min fod på et museum, siden jeg flyttede til København.

Hvordan kunne det ske, at jeg godt kan anbefale hundrede barer på Nørrebro, men ikke et eneste museum eller teater?

Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg ville flytte fra de trygge rammer i Norge til København. Svarene varierer, men kredser som regel om byens placering, nærheden til resten af Europa og især det brede kulturudbud. Museer, restauranter, teatre og koncertsteder var en stor del af det, der trak og skubbede den norske natur lidt i baggrunden. København fremstod som et sted, hvor kulturen ikke var noget, man skulle opsøge, men noget, man levede midt i.

Madkulturen var også en del af fascinationen. Med mere end dobbelt så mange Michelin-stjerner som Oslo virkede byen som et oplagt sted at flytte til, hvis man interesserede sig for mad. Samtidig var jeg bevidst om, at netop den del af højkulturen næppe ville blive en fast del af min studiehverdag. SU’en lægger trods alt ikke op til middage til over tusind kroner per person.

Museerne burde derfor være mere oplagte. Mange tilbyder studierabat, og alligevel er det netop her, jeg sjældent går ind. En billet til Glyptoteket koster 108 kroner for studerende under 27 år, med undtagelse af sidste onsdag i måneden, hvor besøget er gratis. På Nationalmuseet koster det 150 kroner, uanset om man er studerende eller ej. Disse er blot eksempler, men høje priser er en trend over det hele.

150 kroner er ikke en formue, men det er præcis nok til, at man begynder at overveje, om man virkelig har lyst. Frygten for at have valgt at bruge sine penge “forkert” kan være overraskende effektiv, især når alternativet er noget, man allerede kender. Det er nemmere at mødes på en bar, hvor man ved, hvad 108 eller 150 kroner giver. Fire-fem øl i velkendte omgivelser virker pludseligt mere overskuelige end flere timer med kunst, man endnu ikke ved, om man kan lide eller har overskud til.

For når man først har betalt entréen, følger der også en forventning med. Man skal have tid nok til at få pengene til at give mening, og man skal være i det rette humør. Malerier fra 1600-tallet af Jesus og Maria fortæller sjældent særligt meget, hvis tankerne hele tiden glider tilbage til den næste eksamen eller den ulæste pensumtekst.

Det er åbenbart ikke et krav at deltage aktivt i kulturlivet, selvom man bor i en by, der er kendt for netop det. Og hvad betyder det egentlig at deltage? Måske går man ikke så meget på museum. Det sker stadig tit, at man ser en studieveninde eller – kammerat, der er på Glyptoteket eller er taget hele vejen til Louisiana i Humlebæk for at kigge på kunst. Jeg har alligevel en tese om, at det er de færreste, der tilbringer særligt meget tid på museer og lignende. Men jeg tror ikke, at det nødvendigvis betyder, at man mangler kulturelt kapital.

Til trods for mangelfuld tilstedeværelse på museerne i København og det faktum, at jeg kun har været til ét teaterstykke i byen, bor jeg jo midt i kulturlivet alligevel. Jeg ved godt, hvilke udstillinger og forestillinger der er aktuelle og læser måske en anmeldelse, selvom jeg ikke selv tager af sted. Selv uden fysisk at være til stede er kulturlivet en del af det samme bybillede, som jeg selv indgår i. Man er næsten til stede, men ikke helt.

At være til stede på afstand er måske ikke ideelt, men det er heller ikke nødvendigvis en ubehagelig position at befinde sig i. Jeg er orienteret, men ikke involveret, og det føles til tider som en måde at deltage på, der kræver mindre, men som alligevel giver en fornemmelse af at være en del af noget.

Måske handler det i virkeligheden mindre om manglende interesse og mere om prioritering. Man kan hverken nå eller have penge til det hele, og måske behøver man det heller ikke. Museerne, teatrene og udstillingerne står der stadig i morgen. De forsvinder ikke, fordi man vælger en kaffe, en øl eller en aften derhjemme med venner. Alligevel kommer følelsen snigende nogle gange, som om der findes en rigtig og en forkert måde at bo i en kulturby på.

Samtidig er det jo ikke sådan, at jeg slet ikke deltager i nogen form for kultur. Jeg elsker, når det bliver forår og sommer, og kulturlivet rykker ud i gaderne. Der sker noget særligt, når byen åbner sig, og alle kan tage del i noget fælles, ofte uden at det koster noget. Arrangementer som Distortion og Copenhagen Open er måske ikke højkultur i klassisk forstand, men de er alligevel en måde at være en del af byen på – fysisk, socialt og helt konkret.

Denne type tilstedeværelse i byen er nok midlertidig, en del af at være ung og på SU. København tilbyder kulturen med en selvfølgelighed, der gør, at man ikke behøver at gribe den med det samme. Måske er det i orden at give slip på den dårlige samvittighed og acceptere, at kulturen ikke altid behøver at være en destination. Nogle gange er det nok bare at leve midt i den.

Tekst: Anna Sandvik 

Redaktør: Johanne Ringøen