Hvad gør nostalgi ved vores kulturforbrug?

En af mine mest mindeværdige biografoplevelser var i 2017. Du havde næppe gættet det, men det var markeringen af 30 året for premieren på filmen ‘Dirty Dancing’. En film, der fik mange fra min mors generation til at klistre plakater op med Patrick Swayze og drømme om at blive løftet til tonerne af ‘(I’ve Had) The Time of My Life’.

Og det var da også min mor, som havde inviteret mig med til den famøse jubilæumsvisning. Der var stillet pink cupcakes frem, og salen summede af forventningsfulde mennesker – hovedsageligt bestående af midaldrende kvinder. Få havde taget, hvad, jeg formoder, var deres mænd med, og andre deres døtre, der ligesom mig ikke anede, hvad de gik ind til. 

På tværs af salen reagerede folk på replikker og scener, som udadtil ikke virkede særlig prangende, men som var genkendelige for dem, der havde set filmen før. Det var følelsen af en inside joke, at se en fed fest udefra, som jeg rigtig gerne vil være en del af.

Det toppede ved finalescenen, da karakteren Frances “Baby” Houseman ikke var ude at danse, som hun ellers gerne ville. Hendes dansepartner og love interest, Johnny, gik målrettet over til hende med ordene: “Nobody puts Baby in a corner.” Hvad, der føltes som hele salen, udbrød replikken i kor efterfulgt af latter. Der gik det op for mig, at scenen først og fremmest måtte være ret ikonisk, men også at der er noget fantastisk over gensynsglæden.

Klik her og Støt SEIN

Det kan undre, at en hel sal af mennesker gider at betale for at se en film, som størstedelen allerede har set flere gange – og så er det alligevel ikke særlig overraskende. For mødes jeg med mine veninder, ser vi også oftest film, som vi allerede kender. Men hvorfor? Hvorfor vælger vi at se, høre eller læse noget, som vi har gjort for flere år siden, når der ligger så meget ny kultur og venter på os? 

En del af svaret er nostalgi.

Det nostalgiske forbrug beskrives nogle gange som en tidsmaskine. Når vi genoplever kultur, som vi har et nostalgisk forhold til, kan vi simpelthen blive ført tilbage til, hvordan vi var tidligere. Præcis som min mor blev teleporteret tilbage til sit teenage-jeg lige for næsen af mig der i biografen i 2017.

Jeg kan sagtens genkende det. Da jeg som barn var syg, afspillede mine forældre ofte dvd-film med Astrid Lindgrens fortællinger. Nu er det de samme film, jeg flere år senere kaster mig over, når jeg er syg. Jeg tryllebindes af svenske, rødmalede huse og fascineres af børnenes umiddelbarhed. Jeg vil være barn igen og idylliserer det. Og jeg føler mig også lidt som et barn, når jeg sidder svøbt ind i dynen som en anden burrito, præcis som jeg gjorde som seksårig.

Jeg har set filmatiseringen af ‘Alle vi børn i Bulderby’ et utal af gange, og alligevel bliver jeg aldrig træt af den. Gennem filmen får jeg lov at udleve en drøm om at bo side om side med mine bedste venner og have en hverdag i slutningen af 1920’erne. Børnene får alt til at være en leg, og det vil jeg også, når jeg ser den. 

I nostalgien ligger også en bittersød eskapisme. Jeg vil have, at filmen fortsætter og fortsætter, så jeg til sidst ikke tænker på andet, end hvor meget jeg ønsker at overnatte på et høloft, danse rundt om en majstang og støbe tinfigurer, ligesom børnene i filmen gør. Det er en kort virkelighedsflugt, en måde, hvorpå jeg kan kapere at være i en verden med kvalme, krig og kriser. 

På samme måde som det kan være nemmere at forholde sig til fortiden end fremtiden, er det nemmere at forholde sig til de genkendelige kulturprodukter. Vi ved, hvad vi kan forvente, og det er trygt. Det kan blandt andet forklares med konceptet “status quo bias”, eller på dansk “status-quo-tendensen”. Vi vælger oftere det genkendelige og status quo, frem for det nye for at undgå skuffelse og mindske angst. Anstrengelsen for at finde noget nyt – og godt – at høre, se eller læse er for stor, og derfor genser vi for eksempel den samme serie. 

Effekten af gentagelser kender de fleste nok til. Vi kan lide noget bedre, jo mere tid vi er sammen med det. Måske har du prøvet at høre en sang for første gang, som du ikke var synderligt imponeret over – men efter et par gange tager du dig selv i at nynne med og stå og danse til radioen?

At se det samme igen og igen kan måske lyde udmattende, men vi kan faktisk få energi af det! I en hverdag, hvor vi skal håndtere ny information og træffe en masse beslutninger, kan gentagelser være helende. Når vores kapacitet til at træffe beslutninger er ved at blive opbrugt, kan det at gense noget være et pusterum, som giver ny energi og beslutningsevnen tilbage.

Så næste gang, din mor spørger om det virkelig kan passe, at du kan ligge på sofaen og se endnu et afsnit af ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, siger du bare, at du faktisk er i gang med at restituere eller forberede dig på at tage en ny stor beslutning.

Nogle gange kan jeg ærgre mig over ikke altid at forbruge kultur, der udfordrer mig mere. Måske er det et vilkår, vi må acceptere. For at vi er i stand til at tage nyt ind, skal vi først give plads til at slappe af og drømme os en nostalgisk tur tilbage til svenske nåleskove eller et 80’er-dansegulv fyldt med ‘Dirty Dancing’.

Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Visuelt: Liv Møller 
Redaktør: Laura Rye Bislev