Hvorfor kan vi kvinder ikke vælge, hvordan vi vil være kvinder?

Kort om ‘Poor Things’

Yorgos Lanthimos vender endnu engang op og ned på, hvad man tror, der kan lade sig gøre på film. ‘Poor Things’ er en bizar fortælling om den vanvittige videnskabsmand Dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe), som transplanterer hjernen fra afdøde Bella Baxters (Emma Stone), ufødte barn ind i hendes hoved. Filmen er baseret på Alasdair Grays bog, ‘Poor Things’, fra 1992.

Bella vokser op under Baxters beskyttelse men er aldrig tilladt at gå uden for væggene fra hans store, krogede byhus i London. Det er først da hun introduceres for selvfede og frække Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), at hun mærker en trang til at smage på verden. De to flygter fra London ud på et eventyr på tværs af kontinenter i jagten på frigørelse, kærlighed og forståelse.

Gennem hele filmen gøres der brug af midt-victoriansk æstetik, mens sort-hvid bruges i starten for at påpege, at Bella endnu ikke har opdaget sit seksuelle jeg. Hun er stadig et barn i hovedet.

Mod midten og senere hen i filmen eksperimenteres der mere med realistiske syretrip-lignende billeder og farver for at understrege den udfoldelse, hun gennemgår – seksuelt såvel som følelsesmæssigt – og i hendes syn på verden og livet.

Som ung kvinde er der et indre og et ydre pres, når det kommer til sex

På mange tidspunkter i filmen gør Bella ting, der ikke ligefrem passer ind i de polerede sociale koder, vi hver især tilpasser os hver evig eneste dag. Impulsive tanker og impulsive lyster.

Nogle ville måske mene, at der findes mennesker som gør netop dette men altid med øje for, hvor grænsen går, hvad der er provokation samt hvad man helt holder sig fra at pointere eller gøre noget ved.

Specielt når det kommer til intimitet, sex og forhold, har vi som mennesker, efter mit indtryk, stor tendens til at være specielt nøje med vores valg af betegnelser og forklaringer. Specielt som ung kvinde er der både et indre og ydre pres til at betegne, hvordan vi agerer, når det kommer til sex.

Hvis vi ikke har lyst til at være i et forhold og blot ønsker at have tilfældig sex med tilfældige mennesker, må vi altid have øjne i nakken. Om vi har lyst til at erkende det eller ej, bliver kvinder stemplet som billige, nemme eller som ludere, hvis de følger den livsfilosofi.

Det kræver, at vi selv verbaliserer noget andet. At vi udforsker vores seksualitet eller forsøger at frigøre os selv fra et misogynt, patriarkalsk samfund. Vi er ved at frigøre os selv fra samfundets krav til kvinders vedligeholdelse af deres uskyld så længe som muligt. Vi er aldrig bare.

Hvorfor skal vi konstant være så verbale om, at vi frigør os selv?

“Hvordan kan det stadig være nødvendigt?”, tænker jeg altid. Hvorfor er der fortsat et behov for, at vi konstant betegner hver evig eneste ting, vi laver, som tilfældigvis falder uden for samfundets forestillinger af kvinder. 

‘Poor Things’ bliver på tværs af internettet beskrevet som et nyt feministisk hovedværk. Denne udmelding er jeg ikke som sådan uenig med, da Bella ofte kanaliserer mange af de følelser og tanker, som kvinder, unge som gamle, muligvis går rundt med hver evig eneste dag.

Da Bella ved stor begejstring søger arbejde på et bordel, påpeger hun sin undren over, hvorfor det ikke er kvinderne i arbejde, der vælger, hvilke mænd de ønsker at have samleje med. Ifølge hende har kvinder en seksuel overlegenhed, der lader dem have konsekvent sex, uden at nå et tidspunkt, hvor deres krop ikke længere kan præstere. Tværtimod møder mænd oftere en fysisk modgang.

Et gennemløbende træk hos Bella gennem filmen er hendes endeløse undren og feministiske tilgang til verden, mennesker og sex. Filmen er smuk og komisk på den måde, at Bella aldrig lader sig “tæmme” eller lader sig fortælle, at hun er forkert, trods mange forsøg på netop dette. Hun læner sig mere i sin maskuline energi og tager selv styringen over liv og lyster, selv hvis det bliver på andres bekostninger.

En filmisk frigørelse af kvinden

På appen Letterboxed – en app, hvor profiler kan anmelde film og lave filmlister – har mange kommenteret på, at Bella har for meget sex. At filmen ikke portrætterer, hvordan seksuel kvindelig frigørelse ville se ud men spiller på en mands fantasi om, hvordan det ville se ud.

At alle kvinder pludselig ville hoppe på en bølge, som opfordrer til tilfældigt og konstant sex uden nogen særlige konsekvenser. Jeg er langt fra enig i dette syn på filmen.

Ja, Bella har meget sex. Men hun er en ung voksen i filmen, og ligesom alle andre børn før hende, før mig og før alle dem, der skrev anmeldelserne, udforsker hun sin krop og seksualitet. I mine øjne den mest menneskelige ting i verden.

Filmen tager det til en ekstrem men understreger dermed også sin pointe om, hvad der i mine øjne er, at mennesket altid vil undersøge og udforske. Om det så er kroppen, naturen, videnskaben eller kunsten.

‘Poor Things’ slører linjerne mellem kønnene

Trods alt dette undrer jeg mig stadig over, hvorfor den tankegang skal portrætteres, før vi kan realisere det. Bare det, at jeg umiddelbart kalder det en “tankegang” viser jo, at vi alle, inklusiv mig selv, er et produkt af en verden og et samfund, der konstant undertrykker kvinder, uanset hvor meget vi kæmper imod.

Det er en tankegang, en bevægelse, en frigørelse. Det er endnu ikke en realitet, og fortsat en kamp, vi kæmper hver evig eneste dag. Ikke kun i forhold til seksuel frigørelse men mindst lige så meget for basale rettigheder.

Jeg har spekuleret meget over filmen siden jeg så den midt i januar. Jeg finder det utrolig sørgeligt, at vi som kvinder fortsat ikke kan kalde os for frie og lige væsner i verden. At vi fortsat bliver nødt til at gøre en “ting” ud af at anerkende, at vi er berettiget til netop det.

Med det sagt, synes jeg dog også, at ‘Poor Things’ gør det på en sådan måde, at der tages en komisk og behagelig afstand til det hele. Frem for konstant at tage os selv så seriøst, bliver frigørelse taget til en ekstrem, som gør et tungt emne nemmere at sluge.

‘Poor Things’ slører linjerne mellem dyr og mennesker, mellem mand og kvinde og fremstiller blot de naturlige behov og længsler, vi har. Ikke kun et behov for fysisk nærhed og intimitet men lige så meget et behov for at udforske os selv og verden. Et behov for at se, hvor langt vi kan nå i videnskaben, i kunsten og i kulturen.

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge