Hvad vil jeg egentlig?

Illustration af Nikolai Kjær Rasmussen

Ofte tænker jeg over, hvem jeg egentlig er.

Nuvel, det kan lyde selvcentreret og nok en smule patetisk. Men det er sandheden, og den skal vel frem.

Den ene dag kan jeg føle mig som én slags person, og den næste dag kan jeg føle mig som en anden. Der er efterhånden ved at være en rød tråd i mine valg og værdier, og for det meste varierer de over samme tema.

Men alligevel overrasker jeg mig selv. Pludselig kan jeg få en oprigtig trang til at bo i kollektiv på Fyn i et nedlagt landbrug med femten andre iført islandske sweatre. For at så løg og gulerødder og ærter i sæson, mens vi fælder træer og tænder op i pejsen. Bygger bageovne og selvgjorte reoler, sletter Instagram og køber en brugt Nokia-3310 til deling. Taler om, at skønhed kommer indefra, mens vi vasker tøj i hånden, dypper lys og skyller det hele ned med hjemmebrygget brændevin og rytmer om bålet.

Andre gange får jeg liguster-lyst. Jeg finder øjeblikkelig mening ved at bo i et matgult parcelhus med praktisk fordelingsgang og badeværelse fra 90’erne. I et fredsommeligt kvarter med kort til naboerne og langt til København. Med sovs til aftensmad, Kellogg’s til morgenmad og aftenkaffe hos genboerne. Med hækklipning og Bilka-besøg, med gynger i haven og hund i stuen, med børn på vejen og tegl på taget.

Til tider hænder det, at jeg vil blive i byen. At jeg næppe kan undvære livet og larmen. Alt det, der kan skabe ufred, men som også er det, der gør, at tingene sker. København, der har vasketøj på snore mellem bygninger, bilos fra hyrevogne og travle folk i flok. At bo i en mikroskopisk lejlighed med naboer, der kan lide Metallica, pepperoniduft fra pizzeriaet og beduggede teenagere på hjørnet kan også have sin charme. Med mulighed for at købe letmælk om natten og altid se lys er bylivet ikke nødvendigvis en dårlig idé.

De er da alle sammen dejlige liv. Men er de noget for mig? Det ved man jo praktisk talt ikke, før man har prøvet det, det er vel det, der er problemet. Men man kan ikke prøve alt her i livet – det er en livslang skam – og derfor må man vælge. Man må vælge noget til og noget fra, men det er svært. For hvordan skal man vide, om man holder af at bygge en bageovn, hvis man aldrig har prøvet det? Hvordan kan man vide, om man bliver glad af at poste billeder på Instagram, hvis ikke man husker tiden, før man fotograferede hver en bid bagværk?

Samtidig ændrer man sig igennem livet. Ens behov og prioriteringer revurderes. Gudskelov, sådan skal det være, intet er konstant. Måske havde man lyst til at bo i lejlighed i Brande, da man var 29, men mere lyst til at bo i fynsk kollektiv som 39-årig, og det er helt, som det skal være. Det kan bare være svært at træffe et valg. Og det kan især være svært at træffe valget, når man bestandigt bliver eksponeret for de andres liv. Det kan inspirere, og det kan gavne, men det kan også forvirre. For midt imellem billeder af musikfestivaler, barnevogne, brosten, skove, kontorer og verdens storbyer kan man sidde med sin smartphone i hånden og føle sig en kende omtåget. Alt imens spørgsmålene hober sig op.

For er jeg sådan en, der holder af at hjemmepasse mine børn og eje en garderobe bestående af bæredygtigt lammeuld? Som køber helsekost og trævarer og lægger puslespil. Eller er det, fordi jeg har set andre tage det valg og er blevet inspireret? Og er der overhovedet forskel på de to ting? Eller vil jeg gerne bo i byen, tæt på alting udover ro, i en lejlighed, der kræver, at jeg har lange arbejdsdage? Og være opdateret på puls og kultur, med fart over feltet og en umættelig viden om nytilkomne spisesteder, barer og forretninger.

Så hvad vil jeg egentlig? Thisted, Møn, Tisvilde, Hedensted, Århus, Ribe, Vesterbro. Der er nok at tage af. Og jeg ved, at jeg har sat alting på spidsen. Jeg vil gerne så meget som muligt. Det er vel den eneste måde, man kan sætte tingene i perspektiv og mærke kontrasterne. Finde ud af, hvad man vil, i hvert fald for en periode. Hvad er drømme, der skal føres ud i livet, fordi de er rigtige for en? Og hvad er drømme, der er inspiration, og som man ikke nødvendigvis behøver at gøre noget ved?

For der er også den mulighed, at der hvor man er lige nu, rent faktisk er det bedste sted, man kan være.