Hvem superviserer egentlig jer?

Jeg har altid været et stærkt menneske. ”Ressourcestærk” er et ord, der igen og igen er blevet brugt til diverse skole-hjem-samtaler, hos min og andres familie, af dem, der kom på besøg hos mine forældre og af bibliotekarerne på mine foretrukne biblioteker.

Jeg har altid været et følsomt menneske. Jeg er introvert og tænker helst store tanker. Jeg har en storselvindsigt, fordi jeg i sociale sammenhænge altid har været den perifere skikkelse, der måtte observere. Et vist hovmod har det også affødt – jeg er selektiv i, hvem jeg vil snakke med, for hvis samtalen ikke kan handle om andet end druk og intriger, vil jeg hellere hjem. Det er jeg glad for i dag.

Men da jeg gik i 8., var de spørgsmålstegn, man stiller sig selv, når man udvikler sig som person, så store og uoverskuelige, at jeg fik en depression. Den blev værre gennem 9. klasse og 1.g, hvor jeg isolerede mig selv mere og mere. Og så begyndte jeg at tabe mig. Først lidt, så meget. Til sidst vejede jeg 40 kg. Jeg ved ikke, hvad der drev mig til at spise mindre og mindre. Valget om, hvad jeg skulle spise og hvornår, blev sværere og sværere at tage. Det var nemmere bare at lade være. Der var så lidt, jeg kunne vælge fra uden at føle mig utilstrækkelig, men mad var kun mit problem. Og det bliver en vane – både i krop og sind. Jo mindre man spiser, desto mindre har man lyst til. Der skal en mindre mængde til, for at balancen bliver forstyrret.

Mine forældre sendte mig til psykolog i 9.klasse. Jeg gik hos forskellige, alle sammen søde og venlige. De forstod, hvad jeg sagde, men uanset hvad de sagde til mig, fjernede det ikke den uro, jeg havde i maven. Første gang jeg skulle hjem fra gymnasiet, missede jeg lige akkurat mit tog. Jeg ringede til min far, hulkende. Det var totalt uoverskueligt at være kommet for sent.

Da mine forældre opdagede, at jeg blev ved med at tabe mig, sendte de mig til en diætist. Jeg kunne ikke lide hende. Jeg har altid været tæt med mine forældre, men det, at de tvang mig til at gå hos hende, føltes som tortur. Hun var uempatisk overfor grunden til, at jeg ikke kunne spise. Jeg forsøgte at forhandle om de præcise ting, jeg skulle spise. Ikke for at få kalorierne ned, bare fordi jeg var kræsen. Hun reagerede ved bare at tilføje det til den liste, hun allerede havde. Hun straffede mig for at forsøge at skabe min egen lyst til ting.

Mine forældre hjalp mig. De kunne godt forstå mig, når jeg sagde, jeg hellere ville have A frem for B. Men de kunne også se, at der skulle ændres noget grundlæggende. Jeg tog ikke på hos diætisten. Så hun sendte mig videre til Bispebjerg, hvor hun arbejdede. Jeg kom i familiebaseret terapi.

Det første, jeg sagde til dem, var, at jeg ikke havde en spiseforstyrrelse. Det første, de sagde til mig, var, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg sagde, at jeg troede, jeg havde en depression, og at hvis jeg bare kunne få hjælp til ikke at være så forbandet ked af det hele tiden, så ville det slet ikke være så svært at spise. De sagde, at når jeg vejede nok, kunne de begynde at behandle min depression. Det var tre måneder i mundkurv, hvor mine tre kontaktpersoner – en psykolog, en sygeplejerske og en psykiater – konsekvent snakkede hen over mig til mine forældre. De sagde ting, jeg på ingen måde kunne se i mig selv og ignorerede mit forsøg på at fortælle dem, at de tog fejl. Efterfølgende fandt jeg ud af, at mine forældre havde talt min sag i deres private samtaler med psykiateren.

Imens sad jeg med sygeplejersken og blev bedt om at klæde mig af og stille mig op på en vægt, fik en kommentar med på vejen og blev så efterfølgende sat ind i et lokale med mine forældre og de tre kontaktpersoner for at få at vide, hvad der var galt med mig. Jeg sagde, at jeg ville stoppe, når jeg blev atten. Mine kontaktpersoner sagde, at de ville fjerne min myndighed og truede mig med tvangsindlæggelse. De krævede, at mine to små søskende skulle med mig ind for at se på mig spise. Det var den eneste gang i løbet af de tre måneder, jeg var derinde, hvor jeg ikke græd.

Jeg måtte ikke gå i skole, selvom det var det eneste, jeg stadig kunne holde ud. Mine forældre tog orlov, så de kunne være hjemme med mig. Det kunne de, fordi de begge er veluddannede og ansat i koncerner, der tillod fleksible arbejdstider. De betalte en tutor for at undervise mig i fransk, så jeg stadig kunne tage min eksamen.

Efter tre måneder sagde jeg til mine forældre, at jeg ikke ville mere. Aldrig før i mit liv havde jeg haft selvmordstanker, men nu kunne jeg ikke se en grund til at blive ved, for tydeligvis var jeg et forkert menneske, og mine tanker ville altid være forkerte. Mine forældre gav mig ret. Så de sagde tak og farvel til Bispebjerg på mine vegne.

Det var kun, fordi mine forældre kendte mig bedre, end de gjorde, at jeg kunne få lov til at gå fri. I stedet kontaktede de en privat psykiater, og jeg kom på antidepressive. Efter to måneder var jeg klar til at gå i skole igen. Jeg tog fem kilo på i løbet af et halvt år, hvilket ikke gjorde mig normalvægtig, men efter så lang en periode med undervægt har kroppen brug for store mængder mad – og vigtigst af alt: tid – til at restituere. Og jeg spiste igen. Jeg havde stadig nogle af vanerne, men jeg kunne nu selv overskue dem og selv se, hvornår en tanke kom fra uoverskuelighed eller fra realiteten.

Min familie kunne kende mig og se, hvad der var galt, bedre end kontaktpersonerne på Bispebjerg. Langt bedre end diætisten (som jeg fortsatte med at have på Bispebjerg). Hvis de ikke havde haft ressourcerne til at betvivle Bispebjerg, tror jeg, ganske teatralsk, at jeg havde været død. Som mine forældre er jeg et stærkt menneske, jeg er et intelligent menneske, og jeg er god til at formulere, hvad jeg frygter og fejler. Men Bispebjerg viste sig for mig som værende så rigide i deres behandlingsform, at selv ikke mine forældre kunne få dem til at tænke anderledes. Og de mente også, at mine søskende, der er tre og seks år yngre end mig, skulle involveres i min sygdom.

Efter tre år på antidepressive kæmper jeg stadig med min depression. Men min vægt er langt højere, end den var, da jeg rejste mig og gik fra Bispebjerg. Mad er ikke længere et problem. Måske til dels fordi jeg er hunderæd for at blive tvunget derind igen, men helt sikkert fordi jeg nu får behandling for min depression.

Det sidste, min mor sagde inde på Bispebjerg, var et spørgsmål: ”Hvem superviserer egentlig jer?”.