Togkupeens begær

Illustrationer af Anine Krohn

INT. Tog. Et sted mellem Budapest og Wien. Middag.

“På vej hjem. Opløftet og en anelse træt som altid efter at have tilbragt tid sammen med andre mennesker. Men min bedstemor –”, jeg falder i staver midt i sætningen, lader blikket hvile på et punkt ude i horisonten, kuglepennen standset på notesbogens hvide papir. Jeg ved ikke hvad det var jeg ville sige, lægger notesbogen tilbage i tasken og tager min bog op i stedet. Jeg har ikke fået læst noget imens jeg har været i Budapest, og heller ikke haft lyst til det. Det er svært at koncentrere sig om at læse i toget, selv de mindste lyde føles øredøvende. Alene tilstedeværelsen af andre mennesker gør mig urolig. Nu skændes et tysk par til højre for mig. Jeg forstår ikke om hvad, noget med en artikel i mandens avis. Alkohol, misbrug? Da kvinden slår til avisen, river den ud af hænderne på ham og krøller den sammen, giver det et gib i mig, som et stød der går gennem kroppen, og jeg tager resolut mine ting og rykker ned i den anden ende af kupeen. Jeg har aldrig forstået mennesker der så skamløst lader deres private slåskampe udspille sig i offentligheden. Kommer i tanke om min eks, glemmer ham lykkeligt igen.

Mit blik strejfer passageren der sidder ved det modsatte vindue da jeg sætter mig. Jeg leder efter bekræftelse på at jeg ikke har placeret mig selv i nærheden af endnu et ulykkeligt ægteskab, og ånder lettet op: en mand, i starten af 20’erne?, der læser, tilsyneladende lige så ukoncentreret som jeg selv. (Han slår stille og uroligt med sin hånd på bordet foran ham). Parret passerer forbi os, og jeg sukker opgivende, så hørbart at han lægger mærke til det. Toget: et fængsel på hjul, tænker jeg. Han henvender sig til mig, og det overrumpler mig i en sådan grad at jeg må bede ham om at gentage spørgsmålet, om jeg har nogen idé om hvad de skændedes om? Jeg må beklage, mit tyske er ikke særligt godt. Har han til gengæld hørt at når par bliver ældre så mister de evnen til at opfatte hvad hinanden siger? Jeg læner mig frem i sædet: Efter sigende mister mænd evnen til at høre høje toner, og kvinden lave toner; de må ophæve hinanden på en eller anden måde. Han spørger hvad jeg læser, og jeg løfter min bog op, han vrider sig lidt i forlegenhed idet han fremviser sin, All I Need Is Love. Jeg smiler, tænker: Er alt vi mennesker foretager os, ikke et forsøg på at blive elsket?

Han inviterer mig ind i spisevognen, jeg når næsten ikke at tænke over mit svar inden jeg siger ja. Hvis en anden havde spurgt mig efter blot få minutters bekendtskab, ville jeg have takket nej. Eller også ville jeg have sagt ja, det er ikke til at sige; nogle gange bliver jeg stående på stedet, andre gange lader jeg mig rive med. En tjener rækker os to menukort, jeg har helt glemt at vi sidder i spisevognen. På en måde er min sult gået væk, eller også er den allerede blevet stillet. Samtalen flyder, og jeg flyder med. Jeg tager mig selv i at sige dybt private ting som jeg ikke under normale omstændigheder ville dele med andre end mine nærmeste: mit forhold til mine forældre, døden, drømme og ambitioner, fortid og fremtid. Måske er det visheden om at jeg ikke regner med at komme til at se ham igen, den afmålte tid vi har sammen, der gør at jeg er ligeglad, løsner op. 

Måske er det hans egen generøsitet. Han deler også ud af sig selv, fortæller om sin tur rundt i Europa, han er rejst fra by til by med et Eurail Pass, på må og få og uden nogen planer. Han skal være i Wien til i morgen inden han rejser hjem til USA. Der forekommer mig at være noget rastløst over ham, en ubeslutsomhed, men også noget ægte og uforstillet, på en charmerende måde. Jeg føler at jeg kan se lige igennem ham uden at han opdager det. Og nu er vi allerede i Wien. Hvilken skam. Hans blik, inden han stiger af, er langt, længere end normalt, som om han forsøger at memorere mit udseende. Borende, men ikke på en ubehagelig måde. Jeg kan lide at mærke hans blik på mig når jeg kigger væk. Da han er gået, føler jeg mig helt nøgen, klædt af. 

Han vender tilbage næsten med det samme som han har forladt vognen, jeg var ellers begyndt at glane ud ad vinduet igen, næsten som om ingenting. Jeg tror først han har glemt noget. Det har han også, viser det sig. Indrømmet: Jeg har en helt vanvittig ide, men hvis jeg ikke får spurgt dig om det her, vil det forfølge mig resten af livet, siger han. Det ér en vanvittig ide: Han prøver at overtale mig til at stige af toget med ham og tilbringe dagen med ham i Wien så vi kan fortsætte med at tale sammen. Hans overtalelsesevner er imponerende, men hvis han kunne læse mine tanker, ville han vide han ikke havde behøvet at investere så meget i projektet. Jeg kan lide hans barnlige træk, hans kejtethed, hans iver. Togdriften er lige så svær at styre som seksualdriften, siges det, det er næppe tilfældigt, jeg drages mod ham, som en nordpol mod sin sydpol, det er sådan det føles: som en tiltrækning der sker efter naturlove. Lad mig tage min taske, siger jeg. Vi stiger af toget sammen, vi ved ikke hvad vi skal.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg så Before Sunrise af Richard Linklater første gang, eller hvordan jeg stødte på den. Men jeg husker at hive den ned fra hylden i Fona på Vestergade i Odense inden Fona, og med dén en hel filmkultur, lukkede. (Alene dette vidner om at det er mange år siden; det føles ikke som i går, men som en menneskealder siden). Jeg husker at komme hjem, pakke foliet af og putte discen den i dvd-afspilleren. Lukke døren, rulle persiennerne for og sætte mig i min kontorstol. Trykke på “play”. Jeg forelskede mig i Jesse og Celine med det samme, deres kemi slår gnistrer på samme måde som når hjulene på et tog møder jernbanesporene. Efter at have set den film var mit største ønske at have en lignende oplevelse, et lignende møde. På det tidspunkt var jeg stadig ikke sikker på om jeg i så fald skulle spille Jesse eller Celine, forføreren eller den forførte. Måske er det ikke helt så enkelt.

Togscenen er filmens anslag, og det er, vil jeg gerne understrege, ikke af dovenskab at jeg har valgt at skrive om filmens begyndelse: Den er katalysator for handlingen, men den har også været katalysator for en romantisk drøm jeg længe har næret om at have samme skæbne som Jesse eller Celine. De 15 minutter hvor Jesse og Celine får øje på hinanden, initierer en samtale og forlader toget sammen for at tilbringe dagen, natten og den efterfølgende morgen sammen, er 15 minutter der har haft flere års efterglød. Den får mig til at tænke på hvor tilfældige kærlighedsmøder nogle gange kan være, om hvordan kærligheden ofte er noget der bare opstår ud af det blå, bare sker (hvis man er åben, modtagelig over for at lade det ske). Men også om det modsatte: noget vi vælger til, noget vi beslutter os for. Som når vi stiger af et tog med en anden vi lige har mødt – enten i konkret eller overført betydning. Alle møder nogen de kunne have forelsket sig i, overalt og hele tiden. På bussen, i toget, lænet over køledisken i Irma. De fleste møder bliver bare ikke til mere end en udveksling af blikke der hurtigt glemmes igen. Hvilket måske også er meget godt, i så fald ville intet forhold vare længere end en dag, en uge eller måske et par måneder for de par der er virkelig forelskede som den norske forfatter Geir Gulliksen skriver.

Når jeg sidder over for et fremmed menneske i et tog, mærker jeg det, medmindre der er tale om stillekupeen, som magtpåliggende at indlede en samtale, også selvom det at henvende mig til fremmede er lige så angstprovokerende for mig som at besvare et opkald fra et ukendt nummer. Togrummet er en mærkelig blanding af offentlighed og privatliv; jeg vender per instinkt den anden kind til når mit blik strejfer et sovende ansigt i nattoget, det føles på en måde forbudt, voyeuristisk, eller bare uforskammet. Men det at sidde så tæt på et andet menneske skaber nærmest situationen som en uundgåelighed. Alligevel har jeg sjældent samlet mod til at sige andet end “Jeg skal af næste gang”, hvis jeg overhovedet har gjort det og ikke bare har rørt uroligt på mig eller løftet min rygsæk fra gulvet til mit skød (i håbet om at min sidemand forstår det som en opfordring til at rejse sig og lade mig komme ud), medmindre at der er nogle ydre omstændigheder der sætter en samtale i gang, som en hård opbremsning eller en længerevarende pause mellem to stationer. Eller et par der skændes højlydt i nærheden.

Ikke første gang (dér var jeg alt for forblændet, og ukritisk – som man er under en forelskelse), men en af de efterfølgende gange jeg så filmen, tænkte jeg at Before Sunrise er en anelse urealistisk, at det virkede for usandsynligt at en kvinde ville stå af toget med en fremmed mand efter blot at have talt med ham i et kvarters tid. Og andre gange har jeg tænkt: Det er for godt til at være sandt, men det er fiktion. Og i fiktion er alt tilladt. Den er ikke det muliges, men det umulige kunst. Senere har jeg læst mig frem til at instruktøren Richard Linklater rent faktisk har haft en oplevelse lig den der skildres mellem Jesse og Celine i filmen, men at kvinden på tragisk vis døde i en ulykke, blot 24 år gammel, og før Linklater begyndte at filme Before Sunrise, en film han vidste at han ville lave allerede imens de var sammen (“I want to make a movie about this”/ ”About what?”/ “This. Us. Just this feeling”). Og at Linklater, der ellers havde håbet at Amy, som virkelighedens Celine hed, ville dukke op til en visning af filmen, først hørte om hendes alt for tidlige død mange år senere.

Jeg har tit tænkt på hvorvidt Before Sunrise ville kunne udspille sig i dag. Om det overhovedet er muligt at møde et andet menneske på den måde Jesse og Celine møder hinanden: åbent, oprigtigt og søgende og med en vedholdende interesse. Sidder de fleste ikke begravet i deres mobiler, tablets eller computere i toget? (OK boomer-spørgsmål, I know). Måske. Men i 1995, hvor Before Sunrise er fra, var det jo bare aviser som folk gemte sig bag i stedet. Og fordi hverken Jesse eller Celine har en mobiltelefon i lommen der ringer og vibrerer eller på anden måde forstyrrer (hvilken befrielse!), gør det deres tid i Wien mere særlig fordi de ikke deler den med nogen andre. Eller som Celine mere poetisk formulerer det senere i filmen: “It’s like our time together is just ours. It’s our own creation. It must be like I’m in your dream and you’re in mine or something”. I år hvor sommerens interrails og togrejser ned gennem Europa er blevet indstillet på ubestemt tid på grund af frygten for coronasmitte og -spredning, ligner Jesse og Celines møde endnu mere end før et der ikke længere kan gøres til virkelighed. Men man behøver ikke at rejse langt væk for at finde kærligheden, og man kan i hvert fald ikke planlægge sig til den. Nogle gange er alt man behøver, at gå ud ad sin hoveddør, ned på gaden og at dreje rundt om hjørnet.