Hvem synger for mig?

19. februar 2018

Oskar har skrevet om sine allermest usikre år. Om at elske og dyrke forskellige popfænomener, men altid føle at han befandt sig et sted, der ikke var tilegnet ham. Om hvor meget det betød, da der endelig var en person i det popkulturelle landskab, der stod ved at være homoseksuel. Og om hvilken befrielse det er at føle, at nogen synger til, for og om én.

Collage af Asta Benedicte Saaby Porsmose

Det er nemt for mig at glemme, hvordan min verden så ud for fem år siden. I dag er alting anderledes, bedre. Hvis jeg ikke mærker efter, mærker jeg ikke engang sporene fra min tidligere virkelighed i mig. Da jeg første gang satte mig ned og prøvede at skrive denne tekst var det så hårdt at gå ind i, at jeg måtte give op efter et par linjer. Det er så sindssygt svært for mig at skrive om. Ikke kun fordi det er enormt følelsesfuldt for mig, når jeg så endelig husker lidt af, hvordan min verden så ud for fem, seks, syv, otte år siden, men også fordi jeg ikke føler mig i stand til virkelig at udtrykke, hvordan jeg havde det. Men nu sidder jeg her igen foran computeren. At det gør ondt og er svært er et bevis på, hvor vigtigt det er for mig at fortælle den her historie. Og når jeg sidder, med tårerne strømmende ned ad kinderne, kredser mit hoved om én tanke: Folk ved ikke det her!

Men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte og slutte. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare den enorme smerte, jeg følte. Hvor forfærdeligt det er at stå i den tidlige pubertet, ikke kun fordi kroppen forandrer sig omkring én, men fordi man mærker en voldsom seksualitet spire i sig, en seksualitet, man ikke ønsker, fordi den er rettet mod andre drenge, mænd. At være bange for, hvad der er i gang med at ske. At hade noget, der er ved at blive en del af én selv så inderligt. Bare ligge i sin seng efter at have været seksuelt ophidset over et billede, en video og ønske, at det skal forsvinde, love sig selv, at det er midlertidigt. Jeg har fundet gamle dagbøger og venindebøger, hvor jeg som tiårig eftertrykkeligt har fortalt, at jeg ”IKKE ER BØSSE” eller talt nedsættende om homoseksualitet.

Hvordan det er at stå med alt det her alene.

At sidde og skrive det her nu knuser mit hjerte. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan være rigtigt, at jeg har skullet gå igennem alt det lort. Samtidig med at jeg bliver enormt ked af det, får lyst til at løbe tilbage i tiden og trøste mig selv, bliver jeg afsindigt vred. For det had jeg følte mod mig selv, det had, jeg ved, at andre minoritetspersoner føler – når de ønsker, at de var en anden, var anderledes – kom ikke fra mig selv. Det kom heller ikke fra min familie, der altid har været accepterende. Det kom fra samfundet, det er på en eller anden måde et spejl, en internalisering af en holdning i omverdenen. Derfor gør det decideret ondt, når folk fortæller mig, at homofobi ikke er et samfundsstrukturelt problem længere. De afskriver mig min erfaring, fortæller mig, at den smerte, jeg har følt, ikke var ægte.

For fem år siden var jeg tretten. I de år lyttede jeg meget til One Direction og elskede dem med hele mit hjerte og krop. Jeg stod der med al min pubertære kærlighed, men deres sange var altid henvendt til piger, de sang kun til deres kvindelige fans. Selvom jeg elskede dem, var det ikke tilegnet mig. Samme følelse af skyld, som når jeg læste Vi unge, og de betegnede deres målgruppe ”piger”. Jeg befandt mig et sted, jeg ikke måtte være. Og lige meget hvor jeg vendte mig hen, var der ingen steder, hvor jeg følte der blev sunget eller talt til mig.

Al kærlighed i det bredeste poplandskab var heteroseksuel. Jeg tænker, at det også har at gøre med markedsføringsinteresser. At der var mange penge i forelskede teenagepiger. Så man valgte at rette fokus udelukkende mod dem.

Men på YouTube skete der noget. Det her er et stykke tid før, at youtubere begyndte at glide over i det bredeste popkulturelle landskab (udgive bøger, musik osv.) og længe før, der rigtigt fandtes danske youtubere. På en måde er YouTube-landskabet mere demokratisk – man kan uploade videoer, lige meget hvem man er, og man er ikke underlagt fx pladeselskabers idé om, hvad folk vil have. På den måde fandtes Troye Sivan pludselig i mit liv. Han var en ung, akavet australsk fyr, jeg kunne spejle og forelske mig i. Jeg havde fulgt hans kanal og liv længe, da han pludselig en dag lavede den her video. I videoen fortæller han, at han er homoseksuel og om vejen til at finde ud af det. Samme aften indrømmede jeg for første gang overfor en veninde, at jeg også er homoseksuel.

At en person, jeg havde investeret tid og kærlighed i, stod ved sig selv på den måde og kunne tale ind i de erfaringer, jeg selv stod med, betød så meget.

Videoen var ikke altafgørende, men den var en hjælpende hånd. Den hjalp mig til at begynde at indrømme overfor mig selv og andre, hvad jeg i mange år havde tænkt som min dybeste hemmelighed. At en person, jeg havde investeret tid og kærlighed i, stod ved sig selv på den måde og kunne tale ind i de erfaringer, jeg selv stod med, betød så meget. Pludselig var jeg ikke alene mere, jeg havde en ven, en støtte.

Jeg tror, at tidligere generationer måske kan have haft det på den måde med David Bowie – fordi han åbnede op for nye muligheder ift. maskuline kønsudtryk. Og hvis man leder, kan man støde på folk som Rufus Wainwright eller Perfume Genius. Der findes en masse af stemmer derude, men de var ikke lette for mig at finde, dengang jeg havde allermest brug for dem.

Troye Sivan, der dengang havde under 500.000 subscribers, har de seneste par år for alvor bevæget sig ind i musikverdenen. Og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at der findes nogen i det allerbredeste musiklandskab, der åbent står ved deres seksualitet og tør inddrage den i deres musik. Det bliver en anerkendelse af, at de følelser, tanker og erfaringer, man har som person med minoritetsseksualitet, er reelle og ikke er mindre værd. Det giver unge personer med en afvigende seksualitet en person at se op til, et sted at vende sig mod.

Jeg har samlet en playliste med nogle af de sange, fænomener og kunstnere, jeg føler, jeg kan vende mig mod i et heteroseksuelt musiklandskab. Desuden vil jeg på det kraftigste anbefale at se dokumentaren ’Growing Up Gay’ hvor Olly Alexander, forsanger i bandet Years and Years, undersøger, hvad det betyder at vokse op med en afvigende seksualitet også ift. psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og stofmisbrug – den kan streames på dr.dk for tiden.

Hvad tænker du?

  1. Fria Aurora siger:

    Utrolig rørende!

  2. Anneli Soegaard-Hoeyer siger:

    Oskar, jeg har først fået læst din tekst idag efter du fortalte om den på redaktionsmødet. Hvor er det bare fint skrevet, og hvor er det godt du fik det ned på computer på trods <3 Du bliver jo dén person, som du manglede dengang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *