SEINsamling – maj
Hvordan slår man op?
I denne måned har SEINs læsere delt deres tanker om at give slip på hinanden. På en ven, en kæreste eller dem selv. De har skrevet om gode – og virkelig dårlige erfaringer. Om bobler. Og om at slå sig.
How not to slå op
Ikke godtag, at han synes, et fripas er på sin plads, når han så venter lige ude foran toilettet, hvor du står og kysser med en hipster til jeres fælles gymnasiefest.
– Anonym
Kort og kontant
Jeg skrev: “Er vi okay?”
Han skrev: “Kan jeg komme over om 2 timer? Vi har brug for at tage en snak om os”
Kort og kontant – akkurat som vores forhold. Lige så gode vi var til at grine, lige så gode var vi til at ignorere vores problemer. Og det var vel i sidste ende dét, der ødelagde os.
– Signe
Hvordan giver man slip?
For mig tog det omkring 5-6 måneder at give 100% slip på kærligheden til et andet menneske.
Et menneske, der havde betydet alt i 1 år og 2 måneder. Det var ikke så svært i starten, den første måned gik det egentlig fint, indtil man opdagede, at man manglede noget. Man manglede den person, som egentlig altid var der, men som så slet ikke var der mere. Tryghedszonen var forsvundet, fordi man ikke havde personens boble at komme ind i, når ens egen sprængte.
Så snart man begynder at finde tryghed i andre mennesker, sådan rigtig tryghed. Det behøver ikke at være en kæreste. Men nogle gode venner eller et familiemedlem. Hvis man kan erstatte den tryghed fra den person med tryghed fra nogle andre, så bliver det hele meget nemmere. Det gør, at du kan dele bobler med andre, når det bliver nødvendigt. Og det er vigtigt, så din egen boble ikke sprænger, og du så ikke har nogen boble. En boble er vigtig, for hvis boblen sprænger flyder det hele ud, og så bliver det svært. Så find tryghed i andre mennesker.
– Tove
Erfaringer (hypoteser)
Man har i sidste ende kun sig selv – der er ikke så mange steder at flygte hen. Og måske har man netop mistet den man altid gemmer sig for verden hos. Det kan lyde hårdt, men det kan også give styrke. Man har sig selv, må gribe sig selv, passe på sig selv og hjælpe sig selv videre. Det er ikke nemt, men det er vejen frem. Og så må man hente den hjælp, man kan, fra omgivelserne og folk omkring en.
“At komme videre” kan være et ubehageligt mål. Fordi man måske i break-up’et har brug for at blive ved det, langsomt at give slip, mindes, sørge. Sorg er hjemløs kærlighed, som man måske ikke kan slippe for tidligt eller give til en anden for hurtigt. Samtidig kan det være et kæmpe pres – især hvis man skal sammenligne sig med den anden. Det er svært at vide, hvornår man er videre, eller om man nogensinde kommer det helt … og hvad så?
Jeg oplevede mit selvværd dale rigtig meget i perioden, efter at mig og min kæreste gik fra hinanden. Jeg ved ikke præcis hvorfor, det er sikkert en kombination af flere ting. Både at alt den tryghed, der kommer med det stabile, pludselig forsvandt; længe havde jeg ikke skullet tænke på, om andre ville kunne lide den måde, jeg fx går klædt, eller hvordan jeg ser ud – for jeg vidste, at han forstod. Men det er kun en del af det. Jeg kan endnu ikke forklare, hvorfor mit selvværd dalede, som det gjorde, men min erfaring her er, at det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke bliver for hård ved sig selv.
– Oskar Fehlauer Nielsen
Er du der?
Jeg vil ikke gøre mig klog på, hvordan du skal give slip, eller hvordan du skal komme videre, efter at nogen har givet slip på dig. Jeg vil hellere finde mig selv, for den person har jeg tabt et sted.
Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved ikke, hvad jeg kan blive til. Jeg ved, at jeg kan opdigte flere ting og egenskaber, jeg gerne vil besidde. Hvilke fantastiske og humoristiske øjeblikke jeg gerne vil opleve. Hvordan jeg ønsker at se ud. Hvordan jeg ønsker at reagere. Jeg tør ikke sætte ord på det, jeg drømmer om. Jeg kender ikke mig selv. Jeg frygter drømmene, fordi jeg ved, at skuffelsen dræber. Jeg er blevet kaldt distræt hele mit liv og har altid brugt drømmene som undskyldning. Men hvis drømmene er forduftet, hvad skal jeg så undskylde med? Hvordan kan jeg så flygte fra min kedelige virkelighed? Hvor er jeg blevet af? Jeg har givet slip på mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre anderledes. Jeg ved ikke, hvor jeg ligger gemt henne. En dag, når jeg succesfuldt har gjort det, vil jeg skrive og gør mig klog på, hvordan man finder sig selv igen.
– Olivia Annicka
“Slå op”
Måske skulle man bruge et andet udtryk end at “slå op” med en person. Ved at bruge et begreb, der har ordet “slå” i sig, har man på en måde allerede påduttet situationen noget negativt. Det at beslutte at ende et venneforhold eller et parforhold kan jo i nogle tilfælde være smuk og udviklende for begge parter. At “skilles” hver til sit kunne være et alternativ.
Måske er det at gå for meget i detaljen. Men for at vise den respekt man har for de fælles minder og tid, ville det for mig være forkert at “slå op” med et andet menneske.
– Emilie Iman
Mega godt emne at tage op!
Jeg ville faktisk have skrevet til jer, da i lagde det ud på instagram. Men tanken om at skulle indrømme at mig og min “kæreste” ikke er sammen mere, kunne jeg bare ik. Kæmpe respekt for jer!