Bogkritik: Hvem tror stadig på mennesket?

De seneste år er der blevet udgivet et væld af mere eller mindre pessimistiske bøger.

Typisk handler de om at vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor vi må minde os selv om, at mennesker er kyniske og egennyttige. Om Rovdyrenes tid og krigens tilbagekomst til Europa.

Den anden dominerende pessimistisk fortælling handler om klimakrisen og fortæller en historie om mennesket som en parasitisk kræftsvulst på jorden. Nogle gange, som i den bog Theis Ørntoft udgav tidligere i år, luftes der ovenikøbet ”et mørkt håb” om en tid efter klimakollapset, hvor menneskets uendelige vækstambitioner er blevet straffet.

Ikke mindst den fortælling udgør lidt af en marketingskrise for humanismen. Engang var humanist det første enhver storbyborger, der opfattede sig selv som progressiv og moralsk, ville kalde sig. I dag er det antropocæne (menneskets tid) det store problem i progressive kredse.

Der er også et filosofisk og akademisk spejl af humanismens marketingskrise. Bevægelser som post- og transhumanismen søger henholdsvis at overskride mennesket som verdens centrum, og at skabe bedre mennesker gennem teknologi. De såkaldte nymaterialister vil rive mennesket ud af sin status som verdens eneste handlende subjekt og give demokratiske rettigheder til alt fra mus til floder. For er det ikke humanismen der har fået os til at glemme alt det ikke-menneskeliges værdi?

Der er med andre ord sket en kulturel udvikling, et vibeshift, væk fra humanismen, væk fra mennesket. Man kunne jo få lyst til at spørge: Hvem tror egentlig på mennesket?

Svaret er, at det gør hele Danmarks husfilosof, psykolog og radiovært, Svend Brinkmann. I sin nye bog Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre, forsøger han at levere en forsvarstale for mennesket og dermed humanismen.

Brinkmann er godt klar over, at klimakrisen og krige har sat ild til det fundament, der skal bære vores tro på mennesket. Men han insisterer på at mennesket er ”roden til alt godt”. Det er i sig selv forfriskende at læse en udgivelse, der nægter at overgive sig til den pessimistiske tidsånd.

En vigtig opgave

Det er en vigtig opgave Brinkmann har givet sig selv: at revitalisere troen på menneskeheden, så mennesket kan redde sig ud af sine selvskabte katastrofer. Ikke mindst i en tid hvor AI fylder alt, giver det mening at minde om det særligt menneskelige.

Grundideen i Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre er bygget op på samme måde som titlen. Vi er alle sammen, hele tiden, både som ingen andre (individer) som nogle andre (en del af fællesskaber) og som alle andre (mennesker).

Brinkmann argumenterer overbevisende for, at der har været et for stort fokus på de to første. På den ene side en selvrealiseringskultur der ligger vægt på det individuelle og beder dig om at ”lytte til dig selv” og ”være dig selv”. Og på den anden side en række bevægelser der vil definere mennesker ud fra nationer, religioner eller ligefrem race. Han mener vi har glemt, at vi også er som alle andre – at vi er en del af en fælles menneskelighed. ”Det er humanismens grundtanke: at vi ikke kun er individer eller deltagere i fællesskaber, men også mennesker ligesom alle andre”, skriver han.

For at forstå den fælles menneskelighed opstiller Brinkmann 7 teser om mennesket. De varierer fra ”Du vil det gode” til ”Du søger mening” til ”Du står i mesterlære”. Bogen kan langt hen ad vejen læses som en videreførelse af Brinkmanns projekt fra tidligere bøger. Han vil have os til at engagere os i verden, blive verdensvendte, danne os som mennesker og ikke kun som individer.

foto: Mads Krabbe

Hvem kan være humanist under en klimakrise?

Det ligger også i vores sprog at se det menneskelige som grundlæggende godt. Hvis nogen siger, at noget er ”umenneskeligt”, er det entydigt ondt. Men kan man egentlig sige, at klimakrisen er umenneskelig? Er den ikke snarere alt for menneskelig.

Her opstår det centrale problem i bogen. Brinkmann tager aldrig ordentligt stilling til, hvad der har undermineret humanismen. Han undgår for alvor at stille det svære spørgsmål: Hvordan kan man være humanist under en klimakrise?

Det minder om det spørgsmål utallige tænkere stillede efter Holocaust. Dengang var spørgsmålet, hvordan man fortsat kunne tro på mennesket som noget der – som en af Brinkmanns teser lyder – ”vil det gode”, hvis det har skabt Holocaust?

Med det er det ikke sagt, at humanismen ikke kan reddes. Men hvis man vil argumentere for, at det ikke er mennesket, der er forklaringen bag eksempelvis klimakrisen, kræver det, at man snakker om strukturer, der kan forklare det. Sagt med andre ord: det kræver, at man er politisk.

Mest problematisk bliver det, når Brinkmann fremsætter tesen ”du vedligeholder verden” uden at tage overbevisende stilling til den helt åbenlyse realitet, at mennesker ikke vedligeholder verden i øjeblikket, men tværtimod nedbryder dens balancer.

Der beskrives en ”innovationsdiskurs, der har givet os farlige illusioner om evige forandringer”, som en af begrundelserne for, at vi ikke vedligeholder verden. Analysen ville være langt stærkere, hvis Brinkmann for eksempel overvejede, om ikke det er den profitorienterede globale kapitalisme, der egentlig er tale om her.

Brinkmann har som altid en evne til at beskrive akademisk stof på en måde, de fleste kan forstå, og i dét er der i sig selv et humanistisk projekt, der er meget værdifuldt. Men det føles lidt som om han er så optaget af at skrive en håndbog foralle, så bange for kun at være for nogle, at han ender med at kritisere ingen. Det er ærgerligt for bogen og for hans eget argument.

Venskabsstiftende telekommunikation til den gamle humanisme

Det virker næsten ironisk, når den tyske filosof Peter Sloterdijk citeres for at have beskrevet humanismens funktion som ”at være venskabsstiftende telekommunikation ved hjælp af skrift”.  For på bagsiden af Sloterdijks Regler for menneskeparken, hvor citatet kommer fra, kan man læse: ”En moderne klassiker om den forældede humanisme og fremtidens bioteknologi”.

Sloterdijk mener netop, at den humanisme, som Brinkmann agerer talsmand for, er permanent udfordret. Humanismen skal genopfindes og reetableres med nye kræfter og idéer. I stedet har Svend Brinkmann skrevet en bog om dannelse og det alment menneskelige. Det er, om man vil, venskabsstiftende telekommunikation til den gamle humanisme. Det er hverken dårligt eller forkert, men viser langt fra en vej ud af humanismens krise.

Svend Brinkmann. Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre – Håndbog i humanisme. Gyldendal. 176 sider. 200 kroner