Kan en dårlig bog ikke stadig have ret?

Theis Ørntofts nye bog, Bag Lithiumbjergene, der udkom for en måneds tid siden, skabte en voldsom debat.

Essayet, hvis grundtese er, at den grønne omstilling ikke findes, fik en blandet medfart, og ikke mindst i progressive og venstreorienterede miljøer blev det kritiseret for at være pessimistisk og dystopisk. ”Se mig, siger Theis Ørntoft, jeg ser mere sort end jer”, lød overskriften på anmeldelsen i Information, hvor Ørntoft også bliver kaldt en edgelord.

Theis Ørntoft har været en af de mest fremtrædende danske romanforfattere over de seneste år, senest med bogen Habitat, der høstede en række priser. Jeg skulle egentlig have skrevet en anmeldelse af Bag Lithiumbjergene, der langt hen ad vejen ligger sig i forlængelse af netop Habitat, men det er, som om det er alt for sent nu – så meget er allerede blevet sagt om den bog.

Og så dog. For jeg synes, debatten om den har været sært afslørende for vores forhold til klimakrisen.

Som et sandslot på stranden

Jeg er ikke sikker på om Theis Ørntoft har ret i at den grønne omstilling ikke findes. Men jeg bliver mere og mere sikker på, at selv i en verden, hvor han havde ret, ville vi også afvise ham som en pseudointellektuel doomsday-edgelord. 

For gav vi ham ret, ville konsekvenserne være for store. Jeg forestiller mig at vi pludselig ville kunne se os selv oppefra: små mennesker der går rundt og bygger et hus på pæle, så det kan undgå oversvømmelserne der er på vej. De fortæller hinanden, at huset er holdbart. “Vi er der ikke helt, men vi nærmer os”. Imens nærmer der sig i horisonten en enorm flodbølge, som vil skylde deres hus væk, som var det bare et sandslot på stranden. 

Så i stedet for at snakke om hvorvidt Ørntoft har ret i sin tese, har vi snakket en masse om, hvorvidt der er tale om en god bog. Vi har snakket en masse om, hvorvidt det er en konstruktiv bog for klimakampen. 

Vi har måske netop kunne forholde os til, at bogen er dårlig, fordi det giver en undskyldning for ikke at forholde os til, om den har ret.

Bøger er gode eller dårlige

Ørntofts essay er præget af en trang til at fortælle om alt det, han vil have, at vi ved, han ved. Hans pessimistiske position skal konstant begrundes af en kliché-bingo i idehistorie. Som anmeldelsen i Information starter: ”Theis Ørntoft lever stadig under den vildfarelse, at han er en intellektuel”.

Ørntofts paralleller mellem Holocaust og fortrængningen af klimakrisen er hørt før, hans sammenkædning af dette og psykoanalysen er oplagt, og der findes ikke en så gennemtæsket kritik som den, Ørntoft leverer, når han kritiserer, hvordan caféer på Nørrebro ligner alle andre caféer i verden. Og om han så ikke endda får nævnt Platons hulelignelse på vejen.

Således er det svært at se, hvordan der skulle være tale om en god bog.

Men debatten har ikke kun holdt sig til det. Bag Lithiumbjergene er ikke kun blevet kritiseret for at være en dårlig bog, men også for at være en umoralsk bog. For at være doomer-agtig. For ikke at være konstruktiv nok: Den opgiver klimakampen frem for at opildne til den.

Ørntoft snakker om et mørkt håb – et håb om, at naturen i sidste ende vil skabe balance, ikke med mennesket, men ved at vende sig imod det. At de undertrykte og fortrængte konsekvenser af vores forbrug vil stige op til overfladen på en gang, som et voldsomt vulkanudbrud.

Ørntofts mørke håb er en afvisning af det, vi andre kalder håb. Det er ikke et håb på menneskets vegne. Det er i den forstand en nihilistisk opgivelse af troen på, at mennesket kan redde sig selv og hinanden. Håbet kommer derfor til at svæve i et teoretisk rum, hvor det er uklart, hvis håb der egentlig er tale om.

Men for mig at se løber der stadig – efter alt det er sagt – en åre af ærlighed gennem Bag Lithiumbjergene, som ikke er blevet ordentligt konfronteret. 

Foto: Sara Galbiati, 2025

For følsomt

Jeg har endnu ikke set nogen overbevisende modbevise Ørntofts grundlæggende pointer om, at alle de ting, vi tænker som grundpiller i den grønne omstilling – elbiler, solceller osv. – har en enorm slagside på de andre planetære grænser. Eller at vores forbrug af fossile brændstoffer ikke ser ud til at toppe. Eller at vi helt grundlæggende ikke er på vej mod en mere grøn verden. Kan vi ikke snakke om det?

Jeg tror simpelthen ikke, at hverken du eller jeg rigtigt tænker over, hvad der er ved at ske ved de planetære grænser. Det er ikke en del af den politiske tænkning eller vores fælles samtale. Måske flere solceller og færre grise, men ikke at vi lever på et uholdbart og skrøbeligt fundament, der begynder at slå revne under os. 

Har den voldsomme reaktion på Ørntofts essay ikke netop givet ham ret i, at vi ikke tør konfrontere klimakrisens sandheder? Er det ikke fortrængning i sin fineste form at angribe Theis Ørntofts intellektuelle evner og samtidig ignorere den pointe, han – med alle sine mangler – prøver at nærme sig: der findes ikke en grøn omstilling.

Jeg tror, at der ligger en diskussion i Bag Lithiumbjergene, der er for for uoverskuelig til, at vi har taget den. 

Tekst: Nicolai la cour
Redaktør: Laura Rye Bislev