Hver dag er jeg bange

13. november 2019

Hver dag er Anna bange, og hver dag prøver hun at bekæmpe frygten. Nogle gange skal man kaste sig ud i det, og andre gange skal man huske at lytte til frygten. Det hele handler om at finde en form for balance.

Collage af Julie Nygaard

Hver dag er jeg bange. For aber, høje cykler, høns og kuglepenne, og så længe jeg husker, er det en følelse, jeg altid har haft.

Jeg hørte en sige, at jo mere man ved, jo flere bekymringer har man, og sådan er det nok at blive voksen. Man opdager, at de ting, man lykkeligt troede kun fandtes i fantasien, også hænder i virkeligheden. Det er en ærgerlig ting ved at blive voksen, ens drømmeverden braser, og selvom hovedet bliver klogere, gør fornuften det ikke altid.

Jeg kan være bange for, om min familie har det godt. Er de glade? Er de lykkelige? Er de sunde? Er de friske? Er de raske? Hvordan er deres liv i det hele taget? Jeg får lyst til at spole tiden tyve år frem for at se, om alt er, som det skal være. For det skal det være. Sådan er det jo med dem, man holder af.

Jeg kan også være bange for ferier. For alt det, der kan ske, når man ikke slentrer sin vante rute derhjemme. For slanger, myg og bagmænd. For naturen, uheld og tilfældigheder. Jeg ved, hvad statistikkerne siger med hensyn til fly, men alligevel… Indimellem kan angsten være altoverskyggende, og jeg kan blive grebet af en form for panik, der bringer mig ud i tanker, der næppe er lige realistiske.

Nogle gange skal man vælge det nemme, trygge og rare. Det er helt i orden.

Jeg er sågar bange for at miste mine relationer. Bange for at være alene og for at ende alene, eller at nogen tæt på mig er det. Bange for ensomhed. Bange for at være én, de andre ikke kan lide. Bange for at være kedelig, uintelligent, tarvelig, dum, mærkelig. Bange for at stikke ud, men også bange for at gå i ét. Bange for ikke at være en god datter, søster, kæreste, kollega, ven. Det er, som om den ene bekymring overlapper den anden; der er altid noget at være bange for.

Selv når jeg er virkelig lykkelig, er jeg virkelig bange. Jeg er bange for, at alt, jeg har, vil smuldre og forsvinde. Jeg er bange for, at det gode vil holde op og rinde ud, at tingene ikke vil forblive, som de er. Der må ske noget dårligt lige om lidt, tænker jeg, for det kan ikke passe, at det går så fint. Måske er det i virkeligheden dér, at jeg er allermest bange. Når jeg spankulerer i gaderne i Rom og er ekstatisk af ferieglæde, og det hele er lyst og godt. Så slår det mig pludselig, at alting er til låns, både tid og ferier og kærlighed, og så bliver jeg bange.

Bange for at miste og for ikke at være dér, hvor jeg er. Tænk, hvis intet er, som det er, når vi vågner i morgen. Det er en følelse af at se alting meget klart og meget sløret samtidig. Som om det hele bliver sat på spidsen. Måske er det dér, det går op for én, hvad man har, og hvad man holder af.

Når jeg går, er jeg ikke så bange. Måske er det, fordi jeg bevæger mig. Væk - eller videre.

Jeg har fået professionel hjælp, og det hjælper altid lidt. Men så går der nogle måneder, og så er jeg bange for noget nyt – eller for det samme igen. Mest af alt er jeg nok bange for at være bange. Jeg har lyst til at skrive, at man bare skal springe ud i det, man er bange for. Men det er jeg ikke sikker på altid er en god idé. Nogle gange er det måske, men ikke altid. For nervøsiteten op til det, man kaster sig ud i, kan være opslidende, og nogle gange er den ikke det værd. Nogle gange skal man vælge det nemme, trygge og rare. Det er helt i orden.

Er det for eksempel en god idé at stige ombord på en båd, der sejler i fire timer, når jeg ikke er glad for at sejle? Det er det næppe, men jeg gjorde det alligevel i sommer, og det var en ringe idé. Jeg havde en ærgerlig tur, og nu har jeg endnu mindre lyst til at sejle. Det var heller ikke en god idé, dengang jeg betrådte et tætpakket abetempel…

Men er det så en god idé at stille sig op foran treogtredive mennesker og fremføre fem sætninger, selvom jeg egentlig ikke tør? Eller tage med til en fødselsdag, hvor jeg ingen kender, andet end fødselaren, der iler lalleglad rundt? Det er det, hvis jeg ellers er i et trygt rum, har en god mavefornemmelse og vigtigst af alt: ikke gør det for andres skyld end min egen.

Det er svært at sige, hvilken frygt man skal hoppe ud i, og hvilken man skal tage i meget små bidder (eller måske slet ikke). Nogle gange er frygt for overvældende, og så er det bedre at gå ad de stier, der er velkendte. Det hjælper for eksempel at gå en tur. Når jeg går, er jeg ikke så bange. Måske er det, fordi jeg bevæger mig. Væk – eller videre.

Jeg ved ikke, hvad formularen er, hvis man skal leve et liv, hvor man ikke er bange – og om det overhovedet er muligt. Måske er man bare bange indimellem. Måske er angst et redskab, vel nærmest en grundfølelse, alle til tider har. Måske er angst et livsvilkår, det tror jeg faktisk, at det er. Og måske handler det mest af alt om at balancere det, så det, man er bange for, ikke fylder alt i verden.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her