Hvis politikere ikke måtte ytre sig på sociale medier

06. april 2021

Politikere bruger i stigende grad platforme som Facebook og Instagram som talerør frem for de traditionelle medier, når de skal kommunikere til befolkningen. Men hvilke konsekvenser har det for demokratiet og den offentlige meningsdannelse, når kritiske spørgsmål ikke besvares, og ensidige eller falske oplysninger deles? Hvad ville der ske, hvis politikere én dag ikke længere måtte ytre sig på sociale medier?

Mange steder i verden ser vi en stigende brug af sociale medier som promoveringsplatform inden for den politiske arena. Lige fra den russiske Aleksej Navalnyjs Youtube-kanal til Mette Frederiksens populære Instagram-profil med knap 400.000 følgere. Ikke at forglemme Donald Trumps Twitter-profil, som efterhånden har skabt en mindre hær af utilfredse amerikanere, der er overbevist om valgfusk ved seneste præsidentvalg. Men hvor stor en magtspiller er de sociale medier efterhånden i politik, og hvordan ville det moderne demokrati se ud på godt og ondt, hvis politikerne ikke havde den direkte og umiddelbare forbindelse til borgerne, som de sociale medier skaber? Hvad ville der ske, hvis politikere ikke måtte ytre sig på sociale medier?

I et repræsentativt demokrati er stemmer essentielle. Både når det gælder vælgernes stemmer på politikerne såvel som politikernes stemmer, der formidles til befolkningen. Her spiller medierne rollen som talerør og public service for at oplyse borgerne om deres valg. Med de sociale medier kan man argumentere for, at afstanden mellem vælgerne og politikerne er blevet mindre, og politikernes såvel som borgernes adgang til en offentlig stemme er blevet lettere. Man kan dertil følge med i politikernes mere private sfære med løbeture og hjemmebag, og man kan holde sig opdateret gennem til dels ucensurerede kommentarer på diverse politiske spørgsmål. Men hvor gavnlige er disse to sideeffekter i virkeligheden for demokratiet?

Med en overgang til en mere følelsespræget profilpromovering, som politikerne opnår gennem sociale medier, kan man stille spørgsmålstegn ved, om man i virkeligheden fjerner fokus fra det essentielle – politikken – og er med til at understøtte det politiske spil. “Dobbeltklik på billedet og vis din opbakning til Nordjylland,” lød det i Mette Frederiksens Instagram-opslag i efteråret 2020. Dette opslag kom kort efter, at hun havde varslet rekordstramme coronarestriktioner i netop Nordjylland ifm. udbrud af en særlig virusmutation blandt mink. Men hvordan hjælper et dobbeltklik overhovedet borgerne i Nordjylland? Er det ikke bare et billigt trick for at simulere en vis form for solidaritet, som i virkeligheden handler om “likehunting” og SoMe-rækkevidde? Hertil kan man medtage diverse hverdagsrelaterede opslag, såsom makrelmadder, vasketøjsrutiner og søndagshygge i islandsk sweater. Allesammen opslag, der på Mette Frederiksens instagram skal simulere, at hun er et ganske almindeligt menneske som os andre. Det gør hende relaterbar og jordnær. Men det fjerner ligesom opslaget om opbakning til Nordjylland fokus fra det, som det hele egentlig handler om: politik. Hvorfor skal vi selv og Mette Frederiksen inklusiv bruge en masse energi på at beskæftige os med makrelmadder, når vi kunne bruge den på at forsøge at løse samfundsmæssige problemstillinger?

Derudover ses tendensen, at politikere i højere grad bruger sociale medier som flugtvej fra kritiske spørgsmål. Det udmeldes til pressen, at de ikke ønsker at stille op til interview, hvorefter den respektive politiker kommenterer sagen på Facebook. Desuden kan politikerne også selv vælge, hvilke spørgsmål der besvares på sociale medier. De kan altså undlade at svare på alt det, som de ikke har lyst til at svare på. Som borger kan det derfor være sværere at gennemskue, hvornår grundlaget for politikernes påstande og mål er vaklende og usikkert. Dermed bliver ansvaret for at forholde sig kritisk til politikernes ytringer i højere grad pålagt os selv. Man kan altså argumentere for, at de sociale medier bliver en scene, hvor politikerne kan kuratere, instruere og iscenesætte de bedste sider af deres politik. Borgerne klapper i hænderne, for indholdet er brugergenereret – de ser lige præcis det, de gerne vil se, og ingen kritikere, oppositionspolitikere eller journalister har direkte mulighed for at stille kritiske spørgsmål. Men hvad ville der ske med pressens rolle som den fjerde statsmagt og den demokratiske proces, hvis borgerne i stigende grad tilvælger sociale medier som nyhedsplatform?

 

En undersøgelse fra Danmarks Statistik 2019 viser, at 9% af danskerne primært får dækket deres nyhedsbehov gennem sociale medier. Dette er i høj grad personer med lav indkomst, indvandrerbaggrund og unge, der fravælger de tunge og mere kritiske medieplatforme som tv og aviser. Hvis man forestiller sig, at denne gruppe forholder sig fuldstændig ukritisk til de nyheder og politisk input, som de får gennem sociale medier, kan der hurtigt opstå problemer i den demokratiske proces. Et repræsentativt demokrati forudsætter, at vælgerne involverer sig i den politiske agenda og oplyses, så de kan holde politikerne op på deres troværdighed og løfter. Her spiller de tungere medier en væsentlig rolle, da de udfordrer politikerne i deres retorik og beslutningstagen og dermed gør vælgerne bedre i stand til at træffe en velovervejet beslutning i en valgmæssig sammenhæng. Hvis man udelukkende tilvælger sociale medier som nyhedsplatform, skal man pludselig selv have de kritiske briller på for at navigere i det oprørte hav af ucensureret politisk indhold. Er pressen, den fjerde statsmagt, trods alt ikke bedre til det?

I forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i efteråret har man set en yderliggående konsekvens af politikernes stigende brug af sociale medier. Donald Trumps bombardement af tweets indeholdende påstande om valgfusk ved valget trods manglende bevismateriale førte til, at der nærmest blev skabt en hær af vrede amerikanere, som stormede kongressen d. 6. januar. Optakten til dette voldsomme angreb på det amerikanske demokrati har selvfølgelig været en cocktail af flere sprængfarlige komponenter, men i bund og grund er spørgsmålet, hvordan en så stor befolkningsgruppe troede og stadig tror på Donald Trumps falske påstande? Hvis Trump ikke havde haft sin hyperaktive Twitterprofil med delvis ucensurerede indlæg, ville vælgerne ikke have haft muligheden for at fravælge den kritiske journalist, oppositionspolitikeren eller uvildige parters vurdering af sagen. Kort sagt ville de ikke kunne have undgået de tungtvejende begrundelser for, at Trumps påstande om valgfusk var en stor fed løgn. Dertil kommer, at det kan vise sig svært at filtrere i indholdet på de sociale medier, hvis de ikke er faktuelt korrekte. Hvor mange gange har vi ikke hørt om det? Fake news. Men selv i Danmark kan det af og til være et problem, at nyheder undslipper og spreder sig som en steppebrand, selvom de er faktuelt ukorrekte eller mangler væsentlige detaljer. Eksempelvis blev der i 2017 spredt et billede på sociale medier, der illustrerede, at Danmark var det eneste land i verden, der havde afgifter på elbiler. Selv Alternativet videredelte det manipulerede billede. 

Hvordan kunne man så løse ovenstående problemer? Med hårde kneb; en segregering af politik og sociale medier. Hvis politikernes talerør udelukkende blev flyttet tilbage til de tungtvejende medier med kritiske journalister og en faglig ballast, ville man frasortere store dele af dårligt dokumenterede påstande, halvhjertede politiske statements, samt følelsespræget og patosappellerende promovering. Og dermed muligheden for at bringe demokratiet i ubalance ved at skabe en platform, der er så vaklende i sin troværdighed, at vælgerne kan risikere at træffe et uoplyst valg. Men hvad med de 9%, der udelukkende får dækket deres nyhedsbehov gennem sociale medier? Ville de falde fra og blive demokratisk og politisk passive borgere, hvis de ikke kunne indtage letfordøjelige nyheder og politiske opslag på deres SoMe-tjenester? Ville det så trods alt være bedre end ingenting, at de kunne følge med på de mere upålidelige sociale medier? Sociale medier er trods alt en meget effektiv platform for politikerne til at nå ud til store dele af den danske befolkning. Tal fra 2019 viser, at 77% af danskerne havde en Facebook profil, og at der tilsvarende samme år var 97% af de opstillede kandidater til folketingsvalget, der havde en Facebook profil. Pga. den begrænsede spalteplads og medietid giver de sociale medier altså flere politiske aktører mulighed for at komme til orde. Internationalt set også for oppositionspolitikere som Aleksej Navalnyj, som kæmper mod korruption i et Rusland med begrænset ytrings- og pressefrihed. I denne sammenhæng er den til en vis grad filterløse platform Youtube blevet et vigtigt værktøj for Navalnyj til at nå ud til den russiske befolkning og resten af verden. Hvis politik blev fraskåret sociale medier globalt set, ville oppositionspolitikere som Navalnyj ligeledes blive fraskåret en lettilgængelig vej til en stemme i korrupte samfund. 

Så måske er det en lidt for drastisk og yderliggående beslutning at afskære politikere helt fra de sociale medier. Desuden er det også et mindre indgreb i ytringsfriheden, når en særlig befolkningsgruppe fratages muligheden for at ytre sig gennem specifikke medier. Alle skal have lige rettigheder og muligheder for at ytre sig, uanset om man er politiker, ansat på kommunen eller fængselsfange. Dette er et grundelement i ytringsfriheden, men hvordan er det så muligt at skabe øget kontrol med politikernes brug af sociale medier, uden at man forskelsbehandler politikeren og den enkelte borger? I denne sammenhæng synes jeg i høj grad, at man kunne slå ned på problemet omkring envejskommunikationen på sociale medier. Eksempelvis kunne man lave regler for, at hvis en politiker nægter at stille op til interview angående en respektiv sag, må politikeren derpå ikke lave et opslag, der omhandler emnet, på sociale medier. Man fratager altså ikke politikeren muligheden for at ytre sig om et emne, man laver blot regler for, at det ikke kan lade sig gøre at fravælge pressen, hvis man vil ytre sig om et emne. Dertil kan det også vise sig nødvendigt med lovgivningens værktøjer at regulere techgiganternes magt over indholdet på sociale medier. Der kunne ansættes deciderede fagfolk til at sortere i misinformation på sociale medier og laves nationale retningslinjer for, hvornår indhold skal fjernes og konti slettes fra sociale medieplatforme samt strafferammer herfor.

Så måske er det altså en øget kontrol med de sociale medier, kombineret med en bredere befolkningsdannelse i at forholde sig kritisk til den nyhedsrelaterede og politiske information, som er nøglen? Strammere lovgivning på området kan behjælpe det første. Intiativsættet omkring digital dannelse på ungdomsuddannelser, måske senere hen også i folkeskoler, kan danne rammerne for det andet. Ligesom så meget andet i et kapitalistisk samfund styres de sociale medier også af de frie markedskræfter. Det er lettilgængeligt, underholdende og brugerdefineret – der popper lige præcis de annoncer op, som du finder spændende og relevante. Derved er vi til en vis grad også selv med til at styre, hvad vi gerne vil se på de sociale medier. Hvis vi i højere grad beslutter os for at opsøge kvalitetsjournalistik eller lader være med at like, følge eller kommentere politiske posts, fratager vi politikerne magten på de sociale medier.

Spørgsmålet kan derfor koges helt ned til følgende: I hvor høj grad skal vi selv bestemme, hvor stor en magt politikerne skal have på sociale medier, og i hvor høj grad skal det være statsligt reguleret?    

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN