Hvor skal man gøre af de andres sorger?

Hvor skal man gøre af de sorger, der ikke er ens egne?
De sorger der rammer mennesker man elsker
eller mennesker man blot møder perifert
på cykelstien eller
i avisen

De sorger man indvies i
og de sorger der aldrig bliver sagt

De store og de små sorger
man strejfer momentant eller ser

i et ansigt
en samtale
et toneleje

Jeg er bange for den distance, sorgen skaber. Jeg er bange for, at vi nu ikke kan forstå hinanden. At jeg aldrig kan forstå dig helt. At du trækker dig fra mig. At vi aldrig helt kan blive ét. At du har oplevet noget uden mig, som jeg aldrig vil kunne forstå. At jeg ikke kan være der for dig. Jeg er bange for, at sorgen tager dig fra mig.

Jeg bærer rundt på de efterladte sorger
som ingen taler om
selvom jeg ikke må
selvom de ikke er mine
selvom jeg står i tredje, fjerde,
femte-tusinde led

Nogle gange ønsker jeg, at jeg kunne tage din sorg på mig, men så rammes jeg af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at dvæle ved din sorg, og samtidig kan jeg ikke rumme tanken om bare at skulle fortsætte mit hverdagsliv, som om intet var sket.

Hvad skal man gøre af de andres sorger, hvis deres mennesker ikke kan græde
og må man græde for dem?

Jeg græder for dem
og for forandring
og for den naive illusion om en sorgløs pastelfarvet paradisverden
der løber ud af mine hænder
endnu en gang

Jeg bærer rundt på de andres sorger
mens de selv står op og cykler
i modvind
og solskin
og hverdag
er jeg magtesløs
samvittighedstynget
af tårer jeg ikke har ret til
følelser der ikke er mine at have

Jeg kan ikke fjerne dine sorger. Jeg kan heller ikke forstå dem, men jeg vil ikke lade din ulykke tage dig fra mig.

Hvor skal man gøre af sorgen, når den ikke er ens egen?
Når man står lamslået af livet,
fordi det ramte en anden

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal være der for dig, men her er jeg.