Hvor var solidariteten da Højskolernes Opråb råbte sig foran i køen?

Illustration af Karen Marie Duus

Under nedlukningen ser vi datastreamede pressemøder på fladskærms-tv i forældreejede sommerhuse med sauna og havudsigt.

Der står fem MacBooks i en stak på stuebordet, da vi har ryddet op og sat os til at se Idioterne. Efter rulleteksterne diskuterer vi filmen og drikker Carlsberg. Efterfølgende vender vi resten af Lars von Triers filmkatalog, og så taler vi om sexisme i dansk popmusik og drikker gin tonic. Vi ligger på terrassen i solskin og læser litterære klassikere, mens vi lytter til jazzmusik. Vi diskuterer, hvad man mon egentlig laver på cykelmekanikeruddannelsen, mens vi ikke får søgt ind på universitetet, fordi vi ikke lige kan overskue at skrive vores NemID i de tomme bjælker på optagelse.dk.

Vi bingewatcher Tiger King. For vi skal lige se, hvor fucked verden virkelig er. Men helst ikke den der virkelighedsnære fuckedness, som du ser ved at tænde for TV-avisen i de dage. Hellere den der leopardprints-absurditet, som vi kan grine af, fordi vi er enige om, at de er idioter, dem, det handler om.

Vi mister meget lidt i foråret 2020. Ikke engang de 20.000 kroners forsømt højskoleophold, takket være velfærdsstatens økonomiske kapabilitet til at kompensere selv private virksomheder for deres tab ved Covid-19. Og vi har lyst til at sige, at pengene er lige meget. Og vi ville også langt hellere have været på højskole end ikke. Alligevel er vi kun hjemsendt lidt over to uger, før vi kræver pengene tilbage på Danmarks ældste højskole.

Og når vi er taget hjem fra fællesskabet i forårsresidensen, ser vi film og keder os. Vi savner hinanden, fordi det bare ikke er det samme at ligge i vores senge og snakke gennem vores iPhone-skærme. Vi vil gerne drikke øl og give kram og synge sange i foredragssalen. Og savnet er jo reelt. Og håbet om at være sammen igen er reelt. Og vi respekterer retningslinjerne og de grundlovskompromitterende hastelove, for vi er jo velopdragne middelklasseborgere. Og fordi vi ikke kan bryde reglerne, så må vi lave en digital forsamling. Men nogle gange er ens egne behov måske ikke ytringsegnede.

“Det handlede om at give almindelige mennesker indsigt i forhold, der satte dem i stand til at deltage i samfundslivet.” Sådan formuleres N.F.S. Grundtvigs grundbegreb for højskolen, folkelig dannelse, ifølge Højskoleforeningen. Og måske er det blot fordi vi på højskoleårgangen F20 ikke har været på skolen længe nok til at blive dannede efter Grundvigs idealer, men den digitale forsamling Højskolernes Opråb genspejlede ikke det samfundssind og forståelse for egen placering i fælleskabet, som retfærdigt nok må kunne forventes af netop højskoleelever. For højskoleelever i dag er ikke bare danske unge. Det er den priviligerede, velstående, kulturbevidste danske ungdom. Det er ressourcestærke unge, der selv kan betale 50.000 kroner til et halvt år med nichefag og flaskeøl. Og hvis ikke de kan, så kan deres forældre. Højskoleelever er måske dem, der havde mindst at miste i foråret 2020. Alligevel har 2449 personer liket Facebook-gruppen Højskolernes Opråb. En gruppe, der i løbet af Covid-19 havde det som projekt at få højskolerne genåbnet så hurtigt som overhovedet muligt. Et behov, som formentligt langt de fleste højskoleelever delte, men som i lyset af verdenssituationen kan virke selvcentreret og udsynsløst.

Det er svært ikke at miste tålmodigheden under en hjemsendelse fra nogle af de bedste måneder af ens liv. Og både frustrationen og savnet kan sagtens retfærdiggøres. Men det må være retfærdigt at kræve af os højskoleelever, at vi venter bagerst i køen med ydmyghed, når det kommer til udlevelse af egne behov under en pandemi.